torsdag, 21. juni 2001 23:50 (DNT)


Dankort med chip "død"?

Det danske dankortsystem var et af verdens mest avancerede kortbetalingssystemer, da det blev udviklet i 80'erne. Det er det ikke mere. I dag taler man om betalingskort med chip, såkaldte "smart cards." De store kreditselskaber er langt fremme med planer om at udstede chipkort, fordi det giver mulighed for højere sikkerhed. I Danmark har Finansrådet - foreningen af danske banker - ifølge Børsen i dag erklæret chipkortet som erstatning for det nuværende dankort for lagt på is indtil videre. Og det bliver først tøet op, når detailhandelen går med til at udviklingsomkostningerne til et nyt system skal betales "ligeligt" af detailhandel, kunder og banker. Og der kan ikke blive tale om, at bankerne vil stille kortterminaler til rådighed for detailhandlende, der ønsker at betjene "udenlandske kortejere."

Detailhandelen tager finansrådets "trussel" om, at butikkerne jo kan leje terminalerne hos udenlandske udbydere let. "Pengeinstitutterne prøver at bruge chipdelen [af dankortsystemet] som løftestang for gebyrsætning på dankortet," siger juridisk direktør Kim Munch Lendahl til Børsen, "Det var den samme sang, vi hørte om dankort på internettet. Det bekymrer os ikke." Foreløbig har Erhvervsministeriets særlige, rådgivende Betalingskortpanel, hvor der sidder repræsentanter for banker, forbrugere og detailhandel anbefalet en udsættelse af den liberalisering, som bankerne har ønsket gennemført. Liberalisering var en forudsætning for, at gebyr på almindelig dankorttransaktioner bliver tilladte. Panelets flertal mener ikke, at lovens forudsætning om øget konkurrence på det danske marked er opfyldt.



Nægter trusler

2 betjente, der tidligere har arbejdet på Station 1 i København, benægter i denne uge, at de nogensinde har truet en kollega fra Politiet beredskabsafdeling på Politigården i København. I sidste uge blev de to betjente sigtet for trusler, fordi flere vidner mente, at de to forsøgte at få kollegaen fra at vidne i en retsag om politivold mod en 3. betjent fra Station 1. Truslerne skulle være fremsat på et natværtshus i København, hvor alle var uden for tjenesten. Ifølge den ene af de sigtede betjentes forsvarer erkender han, at der var et skænderi på værtshuset, men at det ikke havde noget at gøre med retsagen at gøre.



Psykiater løsladt

En odenseansk psykiater, Kjeld Fruensgaard blev i går løsladt af Højesteret, efter han havde siddet fængslet 11 dage, fordi han nægtede at oplyse navnene på nogle patienter. Sagen startede med, at han i forbindelse med en læserbrevdebat skrev, at 5 af hans patienter var blevet mishandlet af politiet på politistationen i Odense. Men da statsadvokaten ønskede at efterforske sagen, nægtede psykiateren at oplyse navnene på de personer, der angiveligt var blevet mishandlet. Det fik statsadvokat Birgitte Vestberg til at kræve Kjeld Fruensgaard taget i forvaring ifølge en sjælden brugt paragraf i straffeloven, om vidner der ikke vil udtale sig.



HR: Prom-dom stadfæstet

Højesteret stadfæstede i dag en landsretsdom fra 1999 mod tidligere direktør Henrik Prom. Dommen lød på en bøde på 300.000 DKK og 40 dages betinget hæfte for overtrædelse af adskillige miljøpåbud mod fabrikken H og C Prom Kemi i Viemose på Sydsjælland. Da fabrikken blev lukket af miljømyndighederne i april 1997 brugte man 18 millioner DKK på at rydde op - foreløbig.



Fredningssag afgjort

Naturklagenævnet afgjorde i dag en langvarig strid mellem lokale miljøgrupper og borgere på den ene side og Danmarks Naturfredningsforening og Miljøstyrelsen på den anden side. Det drejede sig om hvor omfattende en fredning af Lille Vildmose i Himmerland skulle være. De lokale ønskede en lukning af området, så mennesker ikke bare kunne gå ind i området. Og sådan blev det. Fremover må borgere kun komme i området i forbindelse med guidede ture. Lukningen sker for at det naturlige dyre og planteliv skal have en chance for at kunne klare sig. På trods af nederlaget glæder Dansk Naturfredningsforening sig alligevel over, at området er blevet fredet.


DilleSport


FODBOLD: Hodgson forlader FCK

Den engelske træner Roy Hodgson regnes for at være hovedmanden bag FCK's nylige danmarksmesterskab. I dag oplyste Roy Hodgson, at han bryder sin kontrakt med 1 år tilbage, fordi han har fået et bedre tilbud fra den italienske klub Udinese. FCKs ledelse er ikke glade - de har truet med at stævne Roy Hodgson for kontraktbrud.



Vejret

En del sol over det meste af landet i formiddags, men efterhånden spredte byger, mere overskyet og her til aften udbredt regn over det meste af landet. Temperaturer op til mellem 13 - 19 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,6925 DKK,   1GBP     12,2083 DKK,   1DEM*     3,8120 DKK
100JPY     7,0071 DKK,   100ITL*   0,3850 DKK,   1AUD      4,5216 DKK
1FRF*      1,1366 DKK,   1CHF      4,8941 DKK,   1CAD      5,6757 DKK
1IEP*      9,4667 DKK,   1NLG*     3,3832 DKK,   1EUR (3)  7,4556 DKK
100ESP*    4,481  DKK,   1NZD      3,6049 DKK,   1SEK      0,8150 DKK
10BEF*     1,8482 DKK,   1NOK      0,9435 DKK,   100ISK    8,00   DKK  
100GRD*    2,188  DKK,   1FIM*     1,2539 DKK,   1ZAR (1)  1,0802 DKK
100PTE*    3,719  DKK,   1SGD (1)  4,8073 DKK,   10THB (2) 1,942  DKK
1HKD (2)   1,1196 DKK,   1MYR (1)  2,2980 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,60% -0,01 (30 år real), 5,30% -0,04 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
Aktieindex:  244,90 +0,70   KFX (mest omsatte aktier): 310,74 +1,64
Pr. 30/12:   247,62                                    313,90
(ny beregning fra juni)     KVX (Vækstaktier i DK):    654,49 -16,29
                            Pr. 29/12                  620,79