onsdag, 23. maj 2001 23:59 (DNT)


[Forkerte datoer]

[Jeg beklager, at der de sidste uger 2 gange er blevet udsendt nyheder med forkert dato. Et vægur, der er kommet bagud, har bevirket at jeg ikke har været opmærksom på den tidsstempling, som systemet automatisk laver.

I morgen er det helligdag, Kristi Himmelfart, i Danmark, og det betyder at Danske Nyheder ikke udkommer. /Leif]



Kogalskab i Danmark?

Danmark er BSE-frit område - det vil sige, at der ikke findes tilfælde af kogalskab. Det mente alle i Europa tilbage i 1994 - også myndighederne i Irland. Derfor kom det som noget af en overraskelse, at en ko på det irske gods Carton i efteråret 1994 fik konstateret kogalskab. Først ville ingen tro på det, på trods af, at der allerede havde været 100 tilfælde af BSE i Irland på det tidspunkt. Men koen havde boet det meste af sit liv i Danmark, og kun 2 år i Irland. Statistisk betyder det, at der var 0,06% chance for, at koen var blevet smittet efter den blev eksporteret fra Danmark. Irerne alarmerede de danske myndigheder - men derefter skete der ikke meget. Og irerne var så diplomatiske, at de registrerede tilfældet som "importeret dyr uden angivelse af land." En dyrlæge blev sendt ud til den går, hvorfra koen var solgt i Danmark. Han mente ikke at der var tegn på kogalskab i besætningen, og efter 2 dage blev alle yderligere undersøgelser indstillet. Der blev f.eks. ikke undersøgt, hvilket foder den havde fået. Først da BSE blev en varm sag for EU i 1997, blev besætningen igen overvåget, dog uden at der siden er konstateret andre tilfælde af kogalskab i den. Tilfældet beskrives i dag indgående i Politiken, der også gør opmærksom på, at Danmark med succes arbejde for at de særlige kontrolforanstaltninger og slagtemetoder, som EU indførte af hensyn til folkesundheden, ikke skulle gælde her. Hensynet til oksekødseksporten har tilsyneladende vejet tungere end hensynet til forbrugerbeskyttelsen, mener Politiken.



Kommunal sygeforsikring

Alle erhvervsaktive borgere i Trehøje kommune i Vestjylland får for kommunens regning tegnet en ekstra sygeforsikring i det private selskab Codan. Forsikringen skal gøre det muligt at hvis man er i den erhvervsaktive alder og bliver syg, vil man kunne komme i behandling inden 6 uger, uanset ventelister. Kommunen mener, på linie med en række andre kommuner og eksperter, at der er store penge at spare fordi kommunerne ikke skal betale så mange sygedagpenge. Sygehusene er amternes ansvar. Sundhedsminister Arne Rolighed (S) er meget kategorisk i sin afvisning af ideen. Han mener, at det er ulovligt, det Trehøje Kommune gør, fordi kommunerne ikke må drive sygehuse. Han finder det også ubehageligt, at der brydes med den grundlæggende regel i dansk sundhedsvæsen om, at der er fri og lige adgang til alle. Borgmesteren Svend Blæsbjerg, Trehøje, siger at han "har læst loven" og ingen steder står der, at man ikke må oprette sygeforsikringsordninger for borgerne.



Ingen asylstramning endnu

Regeringens forslag til en stramning af asyllovgivningen kunne ikke i dag samle flertal i Folketinget, og måtte sendes tilbage til retsudvalget. Lovforslaget lægger op til administrativ fængsling af "kriminelle asylansøgere," så længe deres asylansøgning behandles. Venstre og konservative finder loven generelt for slap - men det er ikke grunden til, at de er imod. De to partier vil ikke finde sig i, at der indrettes endnu et flygtningecenter i Sandholmlejren og at den bruges til fængsling af de kriminelle. De forsøgte at stille et ændringsforslag herom - men det kunne ikke samle flertal hos de øvrige partier, og var dermed bortfaldet. Regeringen havde planlagt at loven skulle være vedtaget inden Folketingets efterårsferie næste fredag.



Avisen slår igen!

I et skridt, der uden tvivl må betragtes som avisens "comeback" overfor truslen fra internettet, havde dagbladet Børsen i går som den første avis i verden premiere på et nyt koncept. Fremover kan Børsens p.t. omkring 200 abonnenter i London få avisen trykt og distribueret lokalt. Det er det hollandske firma Océ, der har udviklet en teknik, så det er forholdsvis billigt at trykke hele aviser i små oplag "on demand" over hele verden. Foreløbig koster en "lokal" trykt aviser 1.300 DKK mere end et luftpost-abonnement og læserne må undvære farverne - men ellers er avisen fuldstændig identisk med den danske avis. Océ er ved at udvikle ideen til et verdensomspændende koncept, som selskabet, der er en kendt leverandør af trykkeri og kopimaskiner, ikke selv ønsker at drive. Konceptet er baseret på et samarbejde mellem aviserne og et netværk af uafhængige trykkerier.

Ved lanceringen i går aftes i London var omkring 500 danskere indbudt, både fra virksomheder og privatpersoner, til National Film Theater ved Waterloo Bridge. Børsen var den første avis med den nye teknik - lige et hestehoved foran tyske Neue Züricher Zeitung. Der er også planer om inden længe at trykke de italienske La Stampa og Il Gionale, samt to russiske aviser i Danmark. Børsen planlægger at udkomme i New York, Bruxelles, Johannesborg, Melbourne og Tokyo.

Børsen løfter i sin artikel også sløret for næste trin i verdensomspændende avisdistribution. Et andet hollandsk firma, PEPC, arbejder på at opstille små trykkemaskiner på hoteller og lufthavne, hvor man elektronisk kan bestille, betale og få trykt den seneste udgave af sin hjemlige avis, uanset hvor man er i verden.


DilleSport


FODBOLD: K-Elitedivision

(onsdag)        Vejle - B 52/AFC         7-0



Vejret

Bortset fra havgus langs Vesterhavet var der stort set skyfrit og sol over hele landet. Temperaturer op til mellem 15 - 20 graders varme - dog max 10 - 12 langs Vesterhavet.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,6982 DKK,   1GBP     12,3565 DKK,   1DEM*     3,8140 DKK
100JPY     7,1886 DKK,   100ITL*   0,3853 DKK,   1AUD      4,5040 DKK
1FRF*      1,1372 DKK,   1CHF      4,8819 DKK,   1CAD      5,6316 DKK
1IEP*      9,4717 DKK,   1NLG*     3,3850 DKK,   1EUR (3)  7,4596 DKK
100ESP*    4,483  DKK,   1NZD      3,6603 DKK,   1SEK      0,8260 DKK
10BEF*     1,8492 DKK,   1NOK      0,9385 DKK,   100ISK    8,57   DKK  
100GRD*    2,189  DKK,   1FIM*     1,2546 DKK,   1ZAR (1)  1,0833 DKK
100PTE*    3,721  DKK,   1SGD (1)  4,7343 DKK,   10THB (2) 1,882  DKK
1HKD (2)   1,0986 DKK,   1MYR (1)  2,2550 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,64% +0,01 (30 år real), 5,40% +0,05 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
Aktieindex:  912,61 +9,93   KFX (mest omsatte aktier): 313,11 +3,14
Pr. 30/12:   906,82                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    745,36 -8,49
                            Pr. 29/12                  620,79