"Storm" endte i "lidt skrammer"
Ingen blev fyret efter forsvarsminister Jan Trøjborgs (S) redegørelse i
Folketingets Udenrigspolitisk Nævn i går morges, men venstrefløjen vil
have forsvarschefen, Christian Hvidt, fyret øjeblikkelig. På mødet
fremlagde forsvarsministeren hidtidigt fortrolig korrespondance mellem
Christian Hvidt og departementchef Anders Troldborg,
Forsvarsministeriet, og direktør Friis Arne Pedersen,
Udenrigsministeriet. De to embedsmænd henstiller til Christian Hvidt at
gå ind for en kandidat fra et NATO-land til posten som formand for EUs
militær-komite. Det fremgår også af korrespondancen, at Christian Hvidt
havde tænkt sig - i manglen af "åbenlyse NATO-kandidater" - at foreslå
en finsk general til posten. Det var denne, general Gustav Hägglund, der
senere med en enkelt stemmes overvægt, blev valgt.
Hverken Venstre eller CD vil fyre forsvarschefen, fordi man finder embedsmændenes instrukser for uklare, mens SF og Enhedslisten er i oprør. "Forsvarschefens håndtering er helt og aldeles uacceptabel" siger Holger K. Nielsen, SF, til Politiken: "Forsvarschefen er et vildfarent missil og burde fyres!".
Scala lukker
Forlystelsescenteret Scala i København lukker i løbet af et par måneder.
Stedet åbnede i 1989 med en kombination af butikker, restauranter og
forskellige forlystelser, blandt andet biografer og Olsens Spilleland.
Men stedet har altid givet tab til ejerne. Den første var komponisten
Bent Fabricius-Bjerre, de næste Jyske Bank, og ved nytår overtog
danskeren Jens Jordan sammen med den amerikanske finanskoncern Cargill
stedet. De har nu søgt Københavns kommune om tilladelse til at omdanne
stedet til et 4-stjernet hotel med 225 værelser. Man vil forsøge at
videreføre stueetagens forretninger i en "opgraderet" version. De 7
biografsale lukker. Biografdirektør Bo Christensen, Scala Biograferne
siger til Politiken, at han i hvert fald ikke vil prøve at trække publikum
"igennem en fin hotellobby", så biograferne lukke 30. juni.
BigBrother vandt over deltagere
Hvis man underskriver en kontrakt med et tv-selskab om at deponere ens
ytringsfrihed hos dette selskab - så gælder kontrakten. Det afgjorde
Københavns Byret i en såkaldt fogedssag, anlagt af tvDanmark1 mod 3
tidligere deltagere i BigBrother. De tre stak i påsken af fra det isolerede hus
istedet for at vente på at blive smidt ud en efter en. Efterfølgende kom
BigBrothers psykolog med en karakteristik af en af deltagerne, ligesom
pressen stod i kø for lave interview med alle tre. De ønskede derfor
mulighed til at udtale sig uden at skulle have tilladelse hertil af
tvDanmark1. Men den tilladelse skal de have, og selskabet så i går ingen
grund til at give dem lov til at tale med andre dele af pressen.
Retsmødet varede 13 timer.
Cisco lukker dansk selskab
For knap 2 år siden købte den store, amerikanske virksomhed Cisco under
megen opmærksomhed det danske firma Cocom for 470 mill. DKK. Cocom havde
udviklet et superhurtigt modem til såkaldt Digital Video Broadcasting
over fællesantenneanlæg. Men den øjeblikkelige store nedtur for IT
og internetvirksomheder har betydet, at Cisco ikke længere vurderer at
kabel-tv som medier for internetadgang ikke er det mest presserende lige
nu. Derfor afskediger man alle godt 100 medarbejdere i Cisco CPS, som
Cocom kom til at hedde, og overfører teknologien til Cisco's hovedkvarter
"på vågeblus", som Cisco's vicepræsident for Norden, Andy Lockhart,
udtaler til Børsen.
Politi dropper sommerhus-sag
Efter næsten en måneds efterforskning, har politiet i Århus opgivet af
egen kraft at rejse sigtelser mod tidligere bestyrelsesformand i Århus
Stifsbogtrykkeri, Thomas Duer. Politiet indledte undersøgelserne baseret
på artikler i dagbladet Børsen, hvori det blev afsløret, at
bestyrelsesformandens private sommerhus var blevet renoveret, men
regningen sendt til Århus Stifsbogtrykkeri. Det eneste politiet havde,
ud over Børsens artikler var en lang redegørelse lavet af Thomas Duers
advokat. Derfor konkluderer politiets bedrageriafdeling, at hvis der
ikke fremkommer beviser eller andre vidneudsagn, så er der intet
grundlag for at rejse straffesag.
Thomas Duer måtte trække sig fra en række topposter i dansk erhvervsliv, da den flere år gamle historie kom frem. Thomas Duer betalte også regningen - over 900.000 DKK - for sommerhuset, da ledende medarbejdere i Århus Stiftsbogtrykkeri opdagede, hvad den store regning dækkede over.
Danmark - Slovenien 3-0Målscorer: Jesper Grønkjær, Jon Dahl Tomasson og Ebbe Sand.
HÅNDBOLD: Ligaen Kvinder - Slutspil
Semifinaler
3. kamp GOG - Ikast 28-25GOG møder Viborg i finalen på lørdag.
Vejret
I går solrigt, i dag mere regnfuldt. Fra eftermiddag kom et udbredt
regnområde, som dækkede hele Danmark til aften. Temperaturer op til 8 -
14 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 8,3619 DKK, 1GBP 11,9920 DKK, 1DEM* 3,8162 DKK 100JPY 6,8381 DKK, 100ITL* 0,3855 DKK, 1AUD 4,2061 DKK 1FRF* 1,1378 DKK, 1CHF 4,8742 DKK, 1CAD 5,4121 DKK 1IEP* 9,4771 DKK, 1NLG* 3,3869 DKK, 1EUR (3) 7,4638 DKK 100ESP* 4,486 DKK, 1NZD 3,4180 DKK, 1SEK 0,8149 DKK 10BEF* 1,8502 DKK, 1NOK 0,9157 DKK, 100ISK 8,87 DKK 100GRD* 2,190 DKK, 1FIM* 1,2553 DKK, 1ZAR (1) 1,0134 DKK 100PTE* 3,723 DKK, 1SGD (1) 4,5677 DKK, 10THB (2) 1,825 DKK 1HKD (2) 1,0612 DKK, 1MYR (1) 2,1795 DKK(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.
(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.
Obligationsrenter: 6,59% +0,01 (30 år real), 5,22% +0,02 (10 år stat) Pr. 30/12: 6,60% 5,15% Aktieindex: 866,74 -2,35 KFX (mest omsatte aktier): 293,02 +0,52 Pr. 30/12: 906,82 313,90 KVX (Vækstaktier i DK): 645,99 +8,53 Pr. 29/12 620,79