torsdag, 22. marts 2001 24:53 (DNT)


Tidligere Rocker likvideret

En tidligere præsident for Bandidos i Slangerup blev i morges skudt ned foran sit hjem af 2 mænd. Da den tidligere rocker sammen med sin kæreste vendte hjem, blev de mødt af de 2 mænd, samt 2-3 andre. Efter nedskydningen forsvandt alle i en mørk bil, formentlig en Audi A6. I morges blev en Audi A6, der muligvis er den nævnte, fundet i en nedbrændt garage. Garagen ligger ved Den Kgl. Veterinære Landbohøjskoles afdeling i Taastrup - og den skulle have været tom. Den udbrændte bil indeholdt 3 pistoler og 2 pumpguns. Politiet efterlyser vidner, som har set bilen køre væk eller set den blive parkeret i garagen. Attentatmændene og de medskyldige var klædt i mørkt tøj.

Den tidligere rocker har ifølge politiets oplysninger været i strid med sine tidligere venner i Bandidos, og han skulle også være udsat for mordtrusler. Efter bruddet med Bandidos har han forsøgt at starte en ny motorcykelklub, men forgæves. Ovenpå attentatet har politiet skærpet overvågningen af Bandidos-medlemmer og aflagt besøg på en rockerborg ved Roskilde, men endnu er ingen anholdt. Politiet afviser også, at der er tale om en ny rockerkrig - selv om den dræbte var på vej ind i en supporterklub for Hells Angels.



Falsk alarm i lufthavn

10 russiske søfolk, der i går blev indlagt til observation på Rigshospitalet blev udskrevet i løbet af i dag. De er blevet undersøgt for forskellige tropesygdomme, men fejler tilsyneladende ikke noget. Det er også lidt uklart hvorfor, der blev slået stor alarm, sendte mere 11 Falck-ambulancer til lufthavnen. De 10 søfolk var på vej tilbage til Rusland, efter at have sejlet et skib sammen med 8 andre, fra Afrika til Uruguay. I sidste uge døde to af medlemmer af besætningen i Uruguay, og det var omtalen af disse dødsfald efter flyet havde forladt Brasilien, som udløste alarmen. I første omgang antog man dog hos danske myndigheder, at der var tale om en madforgiftning og derfor det store opbud. Men som en repræsentant for Rigshospitalet udtrykte det i går - Nu har man set at beredskabet virker!



Anbringelse stoppet

En 14-årig dreng, der har deltaget i en gruppevoldtægt i København som 13-årig, bliver ikke placeret på ungdomsinstitutionen Nærumgaard i Nordsjælland. Københavns Kommune, der skal placere drengen, der er under den kriminelle lavalder, havde placeret drengen på Nærumgaard, fordi man ønskede at sprede drengene fra den pågældende bande så meget som muligt. Men Ekstra-Bladet og politikere på Christiansborg opdagede, at Nærumgaard også bruges til at behandle unge piger, der har været udsat for seksuelle overgreb. De syntes at det var en meget dårlig ide, især fordi drengen ifølge de samme kilder ikke har fortrudt voldtægten. I dag meddelte Københavns socialborgmester Winnie Larsen-Jensen (S) at hun vil indstille til socialudvalget, at man finder en anden placering til drengen. Hun er blevet overbevist efter henvendelser fra pårørende til piger, der bor på Nærumgaard.

Drengen og hans bandekammerater blev kendt i pressen, fordi to drenge voldtog en 30-årig kvinde på et offentligt toilet i København, mens to andre drenge holdt kvindens yngre søster væk. Sagen fik de store overskrifter frem, fordi drengene har udenlandsk baggrund.



Aktivering truet

Danske arbejdsløse slipper måske for at blive påtvunget aktivering i fremtiden. Juridisk er den ordning, der kræver at langtidsledige, kommunerne ikke kan finde beskæftigelse til, skal i job-lignende aktiviteter, nemlig under beskydning. En af de populære aktiveringer er at hjælpe kommunens pensionister, handicappede og småbørnsfamilier med forskelligt forefaldende arbejde. I Århus Kommune koster det 25 DKK i timen at have en langtidsledig til hjælp. Politiken skrev for et par uger siden, at kommunen derved sparede over 300.000 DKK ved ikke at skulle bruge hjemmehjælp eller betale for privat hjemmeservice. Det har nu fået Hjemmeserviceforeningen Danmark til at lægge sag an mod kommunen. Foreningen er en branchesammenslutning af private hjemmeservicevirksomheder. Det er økonomiminister Marianne Jelved(R) og Konkurrencestyrelsen, der har opfordret til sagsanlægget. Kommunen forsvarer sig med, at formålet er at lære de langtidsledige at passe et job - ikke at spare penge.

En anden forening - Landsorganisationen af Arbejdsledige - forbereder et sagsanlæg mod regeringen. Foreningen mener, at det er i direkte strid med grundloven, når loven kræver deltagelse i aktivering for at få bistanden udbetalt.

[Nyere undersøgelser tyder også på, at aktivering ikke har noget positiv effekt på de langtidslediges muligheder for at komme i rigtig beskæftigelse. Historier om nytteløse eller tåbelige aktiviteter er der masser af.]



Erhvervsmand fældet af sommerhus

I forbindelse med fusionen mellem Højgaard & Schultz og Monberg & Thorsen blev det klart, at en af dansk erhvervslivs mest respekterede personer, den 68-årige Thomas Duer er på vej ud. Han er adm. direktør i Højgaard Holding, men der bliver ikke nogen poster til ham i det fusionerede selskab. Det siges ikke direkte, men dagbladet Børsen mener selv, at det er bladets afsløring af en uheldig omgang med fakturaer i forbindelse med et privat sommerhusbyggeri, der er årsagen. I 1997 fik Thomas Duer bygget sig et sommerhus på Rømø. Entreprenørerne sender regningen til Aarhuus Stiftsbogtrykkeri, hvor Thomas Duer er bestyrelsesformand. Den daværende adm. direktør Jørgen Bjerregaard lod fakturaerne betale af firmaet, og det blev bogført sammen med trykkeriets eget sommerhusbyggeri på Rømø. I 1998 bliver det opdaget, Jørgen Bjerregaard forlader sine poster og Thomas Duer betaler beløbet for eget byggeri tilbage. Hele sagen holdes dog hemmeligt, indtil Børsen omtaler den sidste uge. Det medfører, at Thomas Duer må træde tilbage fra formandsposten. Ifølge unavngivne kilder "tæt placeret" vil også andre af Thomas Duers poster nu komme i fare. Han er formand for Skandinavisk Holding, Skandinavisk Tobakskompagni - og sidder i en række tilknyttede selskabers bestyrelser. Han er også formand i Randers Reb.

Sommerhuset på Rømø hed i øvrig "Pyt"...


DilleSport


ISHOCKEY: Superisligaen - Slutspil

Finale - 1. kamp
(torsdag)        Herning - Rødovre         4-1

Bronzekamp - 1. kamp

(torsdag)        Esbjerg - Rungsted        6-5
Forlænget spilletid og straffeslag. Bronzekampene spilles bedst af 3, finalerne bedst af 5.



Vejret

Solrig dag med enkelte høje skyer. Temperaturer om dagen op til 2 - 5 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,3944 DKK,   1GBP     11,9295 DKK,   1DEM*     3,8164 DKK
100JPY     6,7685 DKK,   100ITL*   0,3855 DKK,   1AUD      4,1255 DKK
1FRF*      1,1379 DKK,   1CHF      4,8834 DKK,   1CAD      5,3259 DKK
1IEP*      9,4777 DKK,   1NLG*     3,3872 DKK,   1EUR (3)  7,4643 DKK
100ESP*    4,486  DKK,   1NZD      3,4660 DKK,   1SEK      0,8071 DKK
10BEF*     1,8504 DKK,   1NOK      0,9194 DKK,   100ISK    9,47   DKK
100GRD*    2,191  DKK,   1FIM*     1,2554 DKK,   1ZAR (1)  1,0418 DKK
100PTE*    3,723  DKK,   1SGD (1)  4,6622 DKK,   10THB (2) 1,895  DKK
1HKD (2)   1,0657 DKK,   1MYR (1)  2,1888 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,45% -0,02 (30 år real), 4,91% -0,11 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
Aktieindex:  861,98 -3,69   KFX (mest omsatte aktier): 290,48 -0,53
Pr. 30/12:   906,82                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    640,15 -18,83
                            Pr. 29/12                  620,79