Onsdag, 31. januar 2001 23:44 (DNT)


[Manglende nyheder i går]

[Jeg beklager, at jeg ikke nåede at skrive nyhederne før midnat i går aftes.]



"Kriminelle asylansøgere" skal fængsles

I dag startede indenrigsminister Karen Jespersen (S) realitetsforhandlinger med partierne i Folketinget om en yderligere stramning af asylbehandlingen i Danmark. Karen Jespersen kom i stærk modvind ikke mindst i regeringspartiet de radikale, da hun forslog asylansøgere fra lande, hvor der var "stor sandsynlighed" for at en ansøgning blev afvist, skulle placeres på "øde øer", så deres mulighed for at begå tyverier blev begrænset. Nabolaget til de asylcentre i Danmark, hvor der venter mange asylansøgere fra østlande, er plaget af indbrud og butikstyverier, hvilket har fået stor politisk opmærksomhed. Karen Jespersens nyeste forslag går endnu videre. Det går bl.a. ud på, at hvis man begår kriminalitet kan man umiddelbart fængsles indtil asylsagen er færdigbehandlet. Officielt sker det med den begrundelse, at asylansøgeren "skal være tilrådighed" for sagsbehandlingen. Samtidig vil man i Udlændingestyrelsen yderligere skære ned på sagsbehandlingstiden. Den er nu nede på 37 dage for en typisk ansøger fra østeuropæiske lande.

Belært af statistikken vil styrelsen også behandle flere ansøgning ud fra, at de er "åbenlyst grundløse". Samtidig vil det at tilhøre en etnisk minoritet eller et blandet ægteskab ikke længere være en grund til at give asyl.



Endnu et BSE-tilfælde

I går blev der rejst mistanke om endnu et tilfælde af kogalskab, såkaldt BSE, i en dansk besætning. Der er udtaget prøver, der skal efterprøves i udlandet. Tilfældet blev fundet på en går i Nordjylland, få kilometer fra den går, hvor der for nylig blev konstateret et tilfælde. Besætningen er i dette nye tilfælde også blevet isoleret, mens man afventer prøverne, men yderligere et antal besætninger er sat under observation. Den syge ko stammede nemlig fra en besætning, der var ved at blive afviklet, og hvor en del køer var blevet solgt til andre gårde.

Danskerne må vende sig til flere af disse nyheder, siger eksperter. Veterinærdirektør Preben Willeberg, Fødevaredirektoratet, skønner at man i løbet af næste år vil finde knap 100 tilfælde. Årsagen er, at der nu udtaget mange flere prøver - op mod 275.000 i år - end tidligere.



Støtte til landbrug svinder

Landmændene begynder at forberede sig på at aktionere mod regeringen, med krav om at få alle omkostningerne ved BSE-bekæmpelsen dækket. Landmændene håbede på, at EU-landbrugsministrene på deres møde mandag ville vedtage en fælles støtteordning. Men det skete ikke, så nu kræver landbruget igen at den danske stat støtter. Det sker med henvisning til, at det gør de "fleste andre EU-lande" med deres landbrug. Men den politiske velvilje er ikke særlig stor i Danmark - og slet ikke efter, at en opgørelse i dag viser, at 6 lande ikke har planer om at give BSE-kompensation. Det er bl.a. Irland og Tyskland. De lande, der støtter er Frankrig, Spanien, Portugal, Østrig og Holland. I Holland er støtten dog begrænset til 3 måneder i år. Dansk Landbrug skønner tabet på BSE bliver over 800 mill. DKK.

Til sammenligning kan oplyses, at dansk landbrug vil modtage 11 mia. DKK i EU-støtte i år. Det viser en opgørelse, som Direktoratet for FødevareErhverv har lavet til Politiken, og som offentliggøres i morgen.



"Kraftværkskandale" opgives

Politikere blev i dag enige om, at det ikke var formålstjenligt at nedsætte en egentlig undersøgelseskommision for at afdække årsagen til, at store kraftvarmeværker i perioden 1982 - 1998 kom til at betale for lidt. En advokatundersøgelse har netop forsøgt at klarlægge hændelsesforløbet, men har ikke kunne udpege nogle ansvarlige. Men bl.a. Venstre og Frihed 2000 ønskede en undersøgelse specielt af begivenheder i 1993, hvor Skatteministeriet trak et lovforslag, der ville have rettet fejlen tilbage. Det skete efter samråd med miljøministeriet. Men et flertal af partierne mente, at det p.g.a. sagens alder ville blive svært at bevise detaljer i forløbet. Dansk Folkeparti vil dog ikke opgive sagen - og rigsrevisionen er stadig i gang med deres undersøgelse.



Fængselsuro efter dødsfald

Fangeren i Nr. Snede Statsfængsle nedlagde i dag arbejdet i sympati med en 62-årig medindsat, som døde natten til i dag. Fangerne mener, at manden døde som følge af madforgiftning, og de kræver at forholdene i det fælles køkken bringes i orden. Ifølge en talsmand for de indsatte er f.eks. opvaskevandet ikke varmt nok. Fængslets ledelse ønsker ikke at udtale sig før omstændighederne ved dødsfaldet er nærmere undersøgt.



Voldborg takker af.

I går var det sidste arbejdsdag for meteorolog Henrik Voldborg - TV Meteorologen om nogen i DRs TVA. Allerede i 60'erne optrådte Henrik Voldborg i dansk TV med vejrudsigter, men i en lang periode derefter læste TV-avisens medarbejdere blot vejrudsigten op. Men da DR-TVA genoptog ideen om at sende vejrudsigter - med rigtige meteorologer - var Henrik Voldborg med. Den 65-årige, der især blev kendt for sine specielle udtryk - en "snurrebasse" om en stormhvirvel, f.eks. - og et tilsyneladende uudtømmeligt lager af striktrøjer. [Det eneste tilfælde, hvor jeg kan mindes han ikke optrådte i striktrøje var ved budskabet om dronning Ingrids død sidste år. Da optrådte han - som resten DR-TVA - i mørkt jakkesæt.] På sidstedagen gav DR-TVAs redaktion ham en særlig gave. En helt grøn strikketrøje. Det særlige ved den var, at netop den farve må hans tøj aldrig have, da det vil få ham til at blive "usynlig" på tv-skærmen.

DR Online har opsat en særlig side med fotos, historier og videoklip med Henrik Voldborg på adressen:

http://www.dr.dk/nyheder/tema2001/voldborg/


DilleSport


HÅNDBOLD: Ligaen Kvinder

(onsdag)        FIF - Kolding           25-29
                Viborg Frederikshavn    33-24
                Ikast - GOG              ?-?



Vejret

Lidt sol og diset midt på dagen, ellers overskyet med lette regnbyger enkelte steder. Temperaturer op til mellem 1 og 5 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,0186 DKK,   1GBP     11,7224 DKK,   1DEM*     3,8149 DKK
100JPY     6,8901 DKK,   100ITL*   0,3853 DKK,   1AUD      4,3851 DKK
1FRF*      1,1375 DKK,   1CHF      4,8834 DKK,   1CAD      5,3352 DKK
1IEP*      9,4739 DKK,   1NLG*     3,3858 DKK,   1EUR (3)  7,4613 DKK
100ESP*    4,484  DKK,   1NZD      3,5311 DKK,   1SEK      0,8436 DKK
10BEF*     1,8496 DKK,   1NOK      0,9097 DKK,   100ISK    9,34   DKK  
100GRD*    2,190  DKK,   1FIM*     1,2549 DKK,   1ZAR (1)  1,0338 DKK
100PTE*    3,722  DKK,   1SGD (1)  4,6682 DKK,   10THB (2) 1,919  DKK
1HKD (2)   1,0450 DKK,   1MYR (1)  2,1463 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,56% -0,01 (30 år real), 5,12% -0,03 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
Aktieindex: 1001,48 +0,66   KFX (mest omsatte aktier): 344,57 -0,47
Pr. 30/12:   906,82                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    809,62 +12,46
                            Pr. 29/12                  620,79