Onsdag, 17. januar 2001 24:09 (DNT)


Bilrabatter på Sund og Bælt

Den politiske følgegruppe på Christiansborg, der står bag de store broforbindelser over Storebælt og Øresund, besluttede i dag på et møde at nedsætte taksterne for lastbiltrafik over Øresund og de almindelig pendler-takster for biler både på Øresund og Storebælt. Baggrunden er, at biltrafikken på Øresundsbron har skuffet. En lastbil vil om kort tid kunne passere Øresund på broen for 900,00 DKK, mod nu 1050,00 DKK. Et månedskort til bil vil på Øresund fremover koste 2.800 DKK, hvor man nu skal af med 3.400 DKK. Et månedskort til Storebælt for en privatbilist koster i dag 4.900 DKK. Når rabatten er blevet indført kan man slippe med 3.800 DKK. Almindelige returbilletter falder fra 460 DKK til 360 DKK. På Storbælt falder prisen 20%.

[Hvorfor der gives store rabatter til Storebæltsforbindelsen, der ikke har haft nogen krise - tværtimod har trafikken langt oversteget forventningerne - er politisk, og blev ikke nærmere forklaret i dag.]

Ingen af de bilister, som DR-TVA havde fundet i Helsingør i dag, kunne forestille sig at tage broen i stedet for færgen Helsingør - Helsingborg. En ville dog overveje det, hvis broen blev helt gratis. Speditionsfirmaer, som er de virksomheder, der beslutter hvilken forbindelse der skal bruges, siger at prisen skal ned på det halve, før den ekstra tur og den manglende mulighed for pause for chaufføren kompenseres.



SF: Miljøskadelige rabatter

SF, der ikke er med i bro-følgegruppen, protesterede i dag voldsomt over de store rabatter. Trafikpolitisk ordfører, Margrethe Auken, siger til DR at "Man skaber ikke mere trafik. Man flytter den fra tog og færger til gummihjul." Hun tilføjer at "Partierne bag Øresundsbroen forsøger at undergrave den miljømæssige fordel det bedste, de har lært." Det er Socialdemokratiet, Venstre, konservative, radikale og CD, der sidder i udvalget. Kristeligt Folkeparti deltager også, når Storebæltsforbindelsen debatteres.



Ingen kompensation for BSE-omkostninger

Landbrugsrådet fik ikke i dag noget ud af et møde med fødevareminister Ritt Bjerregaard om problemet med bekæmpelse af kogalskab eller BSE. Med sig havde landbruget en række krav om at få helt eller delvis kompensation for de ekstraudgifter erhvervet har fået til begrænsning af smitten fra BSE. Et skøn lyder på 825 mill. DKK om året fremover, hvis EUs strenge regler om kontrol skal opfyldes. Det eneste Ritt Bjerregaard medbragte var 100 mill. DKK til forskning i kogalskab. Ord som "uanstændigt" og "chokerende" bliver brugt af landbrugets ledere, som også venter vrede landmænd, der aktionerer. Ritt Bjerregaards holdning er, at BSE-sygdommens udbredelse er en direkte konsekvens af den måde, som man har valgt at producere på. Visse EU-lande (Italien, Spanien, Østrig, Holland Frankrig og Portugal) har forskellige former for direkte støtte til test og destruktion af kød, og det finder landbrugsrådets præsident Peter Gæmelke er ulovlig statsstøtte. Han opfordrer Ritt Bjerregaard til at indklage disse lande for EU-kommisionen.



Mink-domme stadfæstet

Østre Landsret stadfæstede i dag dommen over to hollandske statsborgere, for 2 tilfælde af groft hærværk mod minkfarme i Midtjylland og på Sjælland. De to var med i en gruppe militante dyreværnsfanatikere, som brød ind på minkfarmene og slap i tusindvis af mink ud. Dommen lød på 10 måneders ubetinget fængsel, efterfulgt af 5 års indrejseforbud i Danmark.



Chikane via internet

Ulykkelig kærlighed drev en 33-årig mandlig læge til at forsøge at få andre mænd til at voldtage hans tidligere elskerinde, en 27-årig sygeplejerske. Han forsøgte via såkaldte chat-rooms på internettet at få mænd til at voldtage kvinden. Han skulle angiveligt have tilbudt mere end 30.000 DKK som betaling. Det var en af deltagerne i et chat-room, der anmeldte manden. Han blev i dag løsladt af dommervagten i Århus i dag, med den begrundelse at han ikke havde forsøgt at genere ekskæresten på anden måde siden hvervningsforsøgene, der fandt sted i oktober sidste år. Løsladelsen blev anket af anklagemyndigheden.


DilleSport


HÅNDBOLD: Ligaen Kvinder

(onsdag)     Frederikshavn - Randers         29-26
             Ikast - Brabrand                23-23
             Skovbakken - Virum/Sorgenfri    28-28
             Viborg - Sæby                   37-12
             FIF - GOG                       22-27

Kampen FIF - GOG blev spillet kl. 22 og vist direkte i DR-TVA. Det var den første af en række planlagte aftenkampe med direkte tv, der sendes resten af sæsonen.



Vejret

En del sol de fleste steder, efter snebyger i nordlige Jylland i formiddags. Temperaturer imellem -1 og +2 graders varme i dag.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,9597 DKK,   1GBP     11,7190 DKK,   1DEM*     3,8174 DKK
100JPY     6,7647 DKK,   100ITL*   0,3856 DKK,   1AUD      4,4007 DKK
1FRF*      1,1382 DKK,   1CHF      4,8570 DKK,   1CAD      5,2888 DKK
1IEP*      9,4801 DKK,   1NLG*     3,3880 DKK,   1EUR (3)  7,4662 DKK
100ESP*    4,487  DKK,   1NZD      3,5368 DKK,   1SEK      0,8372 DKK
10BEF*     1,8508 DKK,   1NOK      0,9087 DKK,   100ISK    9,35   DKK  
100GRD*    2,191  DKK,   1FIM*     1,2557 DKK,   1ZAR (1)  1,0108 DKK
100PTE*    3,724  DKK,   1SGD (1)  4,5794 DKK,   10THB (2) 1,848  DKK
1HKD (2)   1,0187 DKK,   1MYR (1)  2,0922 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,58% uændr.(30 år real), 5,15% +0,03 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
Aktieindex:  949,00 +0,05   KFX (mest omsatte aktier): 325,62 -0,67
Pr. 30/12:   906,82                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    749,98 +8,45
                            Pr. 29/12                  620,79