Tirsdag, 9. januar 2001 23:57 (DNT)


Danske FN-Soldater undersøges nu

For at imødegå usikkerhed hos danske FN-veteraner, vil alle tidligere danske FN-soldater blive tilbudt en gratis helbredsundersøgelse. Undersøgelsen skal foretages af soldatens egen læge, men for forsvarets regning. Forsvarsminister Jan Trøjborg havde indtil i dag ellers den holdning, at man ville vente til man fik klarhed over, om det overhovedet var muligt at bevise en sammenhæng mellem brug af uran-holdige granater og tilfælde af alvorlig sygdom hos dem, der har været i målområder. Omkring 200 tidligere frivillige i Folkekirkens Nødhjælp vil blive tilbudt undersøgelse. De frivillige har bl.a. været med til at fjerne farlige miner og ammunition.

2 danske FN-veteraner har fået konstateret leukæmi.



Dansk kurder løslades

En særlig domstol i Tyrkiet har løsladt den kurdisk-fødte dansker, Sadik Ciftci, som har siddet fængslet siden sin arrestation efter et familiebesøg i august sidste år. Han blev sigtet for at have deltaget i politiske aktiviteter i Danmark - aktiviteter, der er fuldt lovlige i Danmark, men som i Tyrkiet ville være forbudt. Sigtelserne lød oprindeligt på medlemskab af PKK og aktiviteter til støtte for kurdere. Det kan i Tyrkiet give op til livstid. Tilsyneladende opretholdes disse sigtelser ikke, men alligevel standser sagen ikke. Folketingsmedlem Søren Søndergaard (Enh.), der har været i Istanbul for at støtte Sadik Ciftci, siger til Ritzaus Bureau, at "Det kan ikke passe, at de tyrkiske myndigheder kunne sætte en mand i fængsel i 5 måneder med en livstidsdom hængende over hovedet for lovlig politisk virksomhed i Danmark."



Håndværksråd: Mindre enheder

Som en reaktion på sammenbruddet af samarbejdet mellem rengøringsselskabet ISS og Aalborg Kommune - den største udliciteringsfiasko i lang tid - opfordrer Håndværksrådet landets kommuner til at lave flere og meget mindre udliciteringer. I stedet for at udlicitere den samlede rengøring i en hel kommune, så bør man opdele det hele i mindre enheder - f.eks. for en skole eller en institution for sig. Derved fik også mindre virksomheder mulighed for at byde på opgaverne, og så ville konkurrencen og kvaliteten øges. Desuden vil kommunen opnå et bedre overblik og en bedre fornemmelse af, om virksomhederne kan leve op til krav og forventninger.

[ISS vandt den største udliciteringsopgave for rengøring nogensinde for et år siden, men siden kontrakten trådte i kraft har klagerne hobet sig op, indtil ISS i torsdags opsagde kontrakten. Den var simpelthen blevet urentabel, mente selskabet. Ifølge flere forlydender var det dog et spørgsmål, om ikke selskabet blot kom kommunen i forkøbet. Rygter om, at kommunen ville opsige kontrakten havde angiveligt cirkuleret i Aalborg i starten af sidste uge.]



Færre aborter

Der blev i 1999 udført 16.271 provokerede aborter i Danmark, oplyser Sundhedsstyrelsen. Det er et fald på 10% i forhold til 1996 - og det laveste tal siden 1973, hvor retten til fri abort blev indført. Overlæge Peter Hornes, Rigshospitalet, vurderer i Jyllands-Posten, at den teoretiske bundgrænse ligger på 8-10.000 provokerede aborter hver år. Så langt kan man komme ned med prævention og oplysning. Han mener, at en ny "fortrydelsespille", som kommer på markedet til april vil sænke aborttallet yderligere. Pillen har færre bivirkninger en en almindelig p-pille, og kan også bruges af dem, der ikke kan tåle p-piller.



BSE-besætning undersøges

Mens der ventes på bekræftelse på, om en selvdød ko fra Nordjylland led af BSE - også kaldet kogalskab - er myndighederne begyndt at efterspore mulige smittekilder. Gården i Fjerritslev har siden 1993 været ejet af en hollandsk-født mand, der har medbragt metoder og også handlet en del med hjemlandet. Han siger selv, at han de to første år importerede foder fra Holland til supplement til det han overtog sammen med gården. Senere har han udelukkende anvendt dansk-produceret foder. Der kan dog godt have været det nu forbudte kød og benmel i foderet fra begge lande, men Holland har haft en del tilfælde af BSE.

Landbrugsminister Ritt Bjerregaad mener ikke, at fundet af det andet tilfælde af kogalskab i Danmark giver grund til panik. Det var forventet, fordi man sidste år skærpede kontrollen betydeligt.



Sprængt politi-toilet

Et toilet på Roskilde politistation blev søndag aften totalskadet af en bombelignende genstand. Den var smidt ned gennem en ventilationskakt, og eksploderede - dog uden at nogen kom til skade. Politiet kunne forholdsvis hurtigt anholde en 34-årig mand. Sammen med en ven havde han aflagt besøg hos nogle venner, der sad i arresten. Den 34-årige havde tilsyneladende forsøgt at "muntre" sine venner op ved at smide kraftigt fyrværkeri ind i bygningen.



Religionskrig?

Tonen er endnu meget civiliseret, men fronterne er trukket op. Flere folkeskoler ønsker at omdøbe faget kristendomskundskab til religion, således som det er tilfælde i gymnasier og HF. Årsagen er, at adskillige forældre med en anden religiøs baggrund benytter sig af muligheden for at trække deres børn fra disse timer, fordi forældrene tror, at det handler om kristen forkyndelse. Skolerne vil have lov til at ændre navnet, så det er mere i overenstemmelse med indholdet - og have indført mødepligt for alle elever. Undervisningsminister Margrethe Vestager (R) sagde i går nej til begge dele. Kristendom er en væsentlig forudsætning for dansk kultur, og den skal alle lære om - og det vil være i strid med de europæiske menneskerettigheder, hvis elever ikke kunne fritages for denne undervisning. Hun vil dog ikke gå så langt, som til at skride ind over for Bispebjerg Skole i København, der allerede har gennemført navneskiftet. Hun siger, at det er kommunernes ansvar at overholde folkeskoleloven. Dansk Folkeparti i København mener, at skolens inspektør med fuldt overlæg har overtrådt loven, og vil have sagen bragt op i Københavns Borgerrepræsentations uddannelsesudvalg.



Vejret

En del sol i løbet af i dag, men også mange byger, af og til med slud. I løbet af eftermiddagen flere skyer. Temperaturer op til 4 - 6 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,9349 DKK,   1GBP     11,8089 DKK,   1DEM*     3,8165 DKK
100JPY     6,8493 DKK,   100ITL*   0,3855 DKK,   1AUD      4,4585 DKK
1FRF*      1,1379 DKK,   1CHF      4,9021 DKK,   1CAD      5,3090 DKK
1IEP*      9,4778 DKK,   1NLG*     3,3872 DKK,   1EUR (3)  7,4644 DKK
100ESP*    4,486  DKK,   1NZD      3,5376 DKK,   1SEK      0,8377 DKK
10BEF*     1,8504 DKK,   1NOK      0,9030 DKK,   100ISK    9,37   DKK  
100GRD*    2,191  DKK,   1FIM*     1,2554 DKK,   1ZAR (1)  1,0384 DKK
100PTE*    3,723  DKK,   1SGD (1)  4,5408 DKK,   10THB (2) 1,834  DKK
1HKD (2)   1,0063 DKK,   1MYR (1)  2,0668 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,47% uændr.(30 år real), 4,98% -0,01 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
Aktieindex:  937,96 +6,19   KFX (mest omsatte aktier): 322,06 -0,61
Pr. 30/12:   906,82                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    712,28 +33,96
                            Pr. 29/12                  620,79