Dronningens Nytårstale
Dronning Margrethe havde i sin traditionelle årlige tale nytårsaften
valgt at sætte den moderne tids lette kommunikation over alle grænser op
imod tidligere tiders personlige kommunikation - "Vi kan ikke sidde bag
hver sin skærm og tie sammen". Hun omtalte også et familiemønster i
opløsning, hvor det at "skulle hjem til jul" ikke længere var et fast
holdepunkt, og hun mindedes tidligere tiders stærk fællesskab i familien
og slægten. Hun mente, at moderne tiders ensomhed er værre for et
menneske end fortidens mere "snærende" familiebånd. Hun fortsatte med at
tale om ensomheden - om behovet for kendte ansigter, når man havde
problemer. Hun beklagede, at der er meget lidt tid "til omsorg" i dag,
men havde ingen løsning på det, men opfordrede alle til at tænke på det
og "ikke galoperer ind i det 21. århundrede".
Næste afsnit blev personlig, og handlede især om moderen, dronning Ingrids død. Hun takkede alle for den "varme og kærlighed", som alle danskere har vist dronning Ingrid igennem hele livet. Hende og hendes familie havde følt sig "omsluttet" af denne varme i den svære tid. Hun takkede fra alle de efterladte familiemedlemmer for dette - og for de mange lys og blomster, der var til stor støtte i sorgen.
Hun sendte et ønske om, at sorgen ikke måtte lamme, til alle dem, der havde været i samme situation, og mistet "et elsket menneske". Der var også en særlig hilsen til Sønderjylland, som dronning Ingrid havde et særligt forhold til, og dronning Margrethe lovede, at hun ikke ville glemme landsdelen i årene, der kommer.
Til Færøerne og Grønland, som dronningen og prins Henrik har besøgt i året der gik var der hilsner - og fra kronprins Frederik en særlig hilsen til beboerne i Qaanaaq i Nordgrønland, hvorfra prinsen sammen med vennerne i Sirius 2000 ekspedition startede den lange rejse.
Der var nytårshilsner til alle i Forsvar, Beredskab og Politi - med tak for god indsats - en hilsen til alle danske, der må fejre nytår langt fra Danmark - også dem, der var rejst ud for at slå sig ned i fjerne lande. Også dem, der var kommet til Danmark for at skabe sig et liv "i et fremmed land" var der hilsner. En særlig tak blev rettet til alle, der er noget for andre, enten i kraft af deres arbejde eller helt spontant. Talen endte således:
"Jeg vil slutte med at takke for det år, der er gået, for alle de gode smil og venlige ord, som har fulgt mig og min familie igennem alle årets dage. Lad os ønske hinanden godt nytår i håbet om, at det nye år vil bringe fortrøstning og livsmod til alle.
Jeg ønsker alle et godt nytår.
GUD BEVARE DANMARK"
Teksten til dronningens nytårstale (hvorfra citater stammer) ligger på adressen:
http://www.kongehuset.dk/kalender/presse/1915.html
Statsministerens Nytårstale
I statsministerens nytårstale, der sendes 1. januar også i
overenstemmelse med traditionerne, begyndte han med at fortælle, at
Sydkoreas præsident Kim Dae-Jung under den danske ministers besøg derude
pludselig havde spurgt om, hvordan var "det egentlig at være
statsminister i paradis på jorden?" Spørgsmålet kom bag på Poul Nyrup
Rasmussen, men var måske ikke helt galt, når man så på udviklingen
specielt inden for de sidste 8 år [Poul Nyrup Rasmussen har siddet på
posten i næsten 8 år.] Hans første regering i 1993 havde som mål at
sætte gang i økonomien, mennesker i arbejde og skaffe penge til
velfærden: "Siden 1993 har vi gennemført reformer på snart sagt alle
områder. Jeg vidste godt, at det ikke ville være lige populært alt
sammen. Men jeg har hele tiden prøvet at tænke på, hvad der tjener Danmark
bedst i det lange løb. Det er jo i sidste ende resultaterne, der
tæller," sagde han.
Han fortsatte med at gennemgå nogle af de ting, der skulle tages fat på, under mottoet "Mennesker før penge".
Først og fremmest var der ikke nogen grund til at "slappe af" fordi landet nu havde en stærk økonomi - nu skal kursen holdes. Pengene skal "bruges klogt". Han kunne godt forstå, at nogle familier måske følte sig klemt - ikke mindst af de høje oliepriser og højere, kommunale skatter. Det var han parat til at se på - men balancen med at sikre velfærden, samtidig med at gælden afdrages ville han fastholde. Skulle man ændre på skatte, skulle det komme de lavest-lønnede og svagest til gode.
Den anden ambition var at gøre Danmark til verdens bedste IT-nation, hvor alle danskere skal have adgang til internet og en e-postadresse. [Han brugte ordet "e-mailadresse"] Den offentlige sektor skal være med helt fremme, og uddannelsen i IT skal begynde allerede i Folkeskolen. Han opfordrede det private erhvervsliv til et partnerskab, så man i fællesskab kunne få finansieret fremskridtet.
Der var også ambitioner om en bedre sammenhæng mellem sundhed, miljø og arbejdsliv. Han henviste til, at danskerne har Europarekord i livstilssygdomme og her måtte sættes ind. Et sundt og billigt måltid mad i skolen, var måske en af vejene til forbedring. Sundhedsvæsenet var begyndt at vise resultater, men statsministeren åbnede også op for, at når det danske system ikke kunne tilbyde ordentlig behandling, så skulle en patient havde mulighed for at blive behandlet i udlandet på sundhedsvæsenets regning. Han sendte en varm, personlig tak til personalet i sundhedssektoren.
Der var en lille advarsel til landbruget. Med udgangspunkt i H. C. Andersens digt "Jylland mellem Tvende Have" - verset om heden - advarede Poul Nyrup Rasmussen om, at et "moderne konkurrencedygtigt" landbrug ikke måtte ske på bekostning af miljø, natur og mennesker. Det var især de nye, store svine-farme, "der mere ligner fabrikker end landbrug", han tænkte på. Miljøproblemet fra disse skulle løses - også af hensyn til disse gårdes naboer.
Han advarede også imod, at arbejdsbetingelser blev forringet, når det offentlige udliciterer mere og mere, og pegede især på de problemer, som rengøringsassistenter (der, "dagligt skal rengøre et areal, der svarer til 28 danske parcelhuse") og buschauffører.
Han ønskede ikke ændringer i integrationsloven, men ville give den tid til at virke. Regeringen arbejder på at bekæmpe volden, mente han, men den forsvinder først helt, når hver enkelt forældre "ser deres børn i øjnene, opdrager og sætter grænser". Der var stadig for mange børn, der får for lidt ud af skolen, og derved let kommer galt af sted. Det kendte han fra sin egen ungdom, og det skulle der sættes ind overfor - også overfor unge fra etniske minoriteter.
Han respekterede "fuldt og helt" resultatet af folkeafstemningen om euroen, og nu gælder det om at komme videre. Der er to vigtige opgaver, som alle burde kunne være enige om: Danmark skal aktivt sørge for, at EU bliver udvidet, og Danmark skal arbejde for, at der laves en liste over hvilke ting, EU skal tage sig af og hvilke ting de nationale parlamenter styrer. Debatten om i Danmark om EU indtil nu sammenlignede han med en hestehandel på Hjallerup Marked. Han sluttede talen af således:
"Vi har taget fremtidsbrillerne på i aften. Vi står foran utroligt spændende opgaver i det nye år. Vi når ikke det hele på ét år - men vi når det. Som vi har nået alt det, vi satte os for de første otte år.
Jeg skylder at fortælle, hvad jeg sagde til Sydkoreas præsident, da han spurgte til det danske paradis: Paradis, det er måske så meget sagt, men vi har et godt samfund i Danmark. Det er ikke kommet af sig selv, der går en lang og ofte trang historie forud. Det kom, fordi vi ville. Fordi vi holdt fast. Og fordi vi byggede på alle menneskers evner og muligheder i et trygt fællesskab.
Og det var helt rart at kunne sige det. For det er jo dét, det handler om: Et menneskeligt, ordentligt, dygtigt og holdbart Danmark.
Jeg ønsker alle et rigtigt glædeligt nytår!"
Teksten til talen (hvorfra citater stammer) findes på adressen:
http://www.stm.dk/taler/taler/tale82.htmBemærk noten om at "Det talte ord tæller".
En engelsk version er også tilgængelig:
http://www.stm.dk/taler/taler/tale83.htm
[Mere om reaktionerne og hvad der iøvrigt skete i løbet af nytåret i morgendagens udgave.]
Politi lukker ny motorvej
Ved 3 tiden, natten til i dag, skred politiet til det usædvanlige at
afspærre en blot 3 måneder gammel motorvejsstræknig syd for Sæby i
Nordjylland. Årsagen var, at belægningen på 2 km af motorvejen
simpelthen var blevet for farlig at passere med høj fart. I et forsøg på
at undgå såkaldte "spor" i motorvejen, havde Vejdirektoratet tilladt en
ny type belægning, på anbefaling af et firma i vejbranchen. Belægningen,
der var asfalt ovenpå en blanding af cement og sand, fungerede åbenbart
efter hensigten - indtil frosten satte ind. Nu buler asfalten op, og kan
fjernes med håndkraft. Souschef Henning Grosel, Vejdirektoratet, siger
til DR-TVA, at fiaskoen ikke får direktoratet til at opgive at
eksperimentere med nye belægninger. Motorvejen vil forblive lukket
indtil en ny belægning er lagt på.
Vejret
År 2000s sidste dage var kolde, med dagfrost og sne enkelte steder.
Nytårsdag slog vejret om. Et udbredt regnområde bredte sig over landet,
og temperaturerne steg til et par grader over frysepunktet. Tirsdag og
i dag, onsdag, flere regnbyger mellem korte solperioder. Temperaturer op
til mellem 5 - 7 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 7,9003 DKK, 1GBP 11,7731 DKK, 1DEM* 3,8152 DKK 100JPY 6,8741 DKK, 100ITL* 0,3854 DKK, 1AUD 4,4132 DKK 1FRF* 1,1375 DKK, 1CHF 4,8988 DKK, 1CAD 5,2752 DKK 1IEP* 9,4745 DKK, 1NLG* 3,3860 DKK, 1EUR (3) 7,4618 DKK 100ESP* 4,485 DKK, 1NZD 3,4966 DKK, 1SEK 0,8400 DKK 10BEF* 1,8497 DKK, 1NOK 0,8987 DKK, 100ISK 9,34 DKK 100GRD* 2,190 DKK, 1FIM* 1,2550 DKK, 1ZAR (1) 1,0620 DKK 100PTE* 3,722 DKK, 1SGD (1) 4,6294 DKK, 10THB (2) 1,874 DKK 1HKD (2) 1,0283 DKK, 1MYR (1) 2,1120 DKK(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet 29. december (År 2000 slut-kurs).
1USD 7,8186 DKK, 1GBP 11,7525 DKK, 1DEM* 3,8145 DKK 100JPY 6,8301 DKK, 100ITL* 0,3853 DKK, 1AUD 4,4127 DKK 1FRF* 1,1373 DKK, 1CHF 4,8998 DKK, 1CAD 5,2428 DKK 1IEP* 9,4729 DKK, 1NLG* 3,3854 DKK, 1EUR (3) 7,4605 DKK 100ESP* 4,484 DKK, 1NZD 3,4916 DKK, 1SEK 0,8346 DKK 10BEF* 1,8494 DKK, 1NOK 0,8976 DKK, 100ISK 9,32 DKK 100GRD* 2,189 DKK, 1FIM* 1,2548 DKK, 1ZAR (1) 1,0449 DKK 100PTE* 3,721 DKK, 1SGD (1) 4,5548 DKK, 10THB (2) 1,823 DKK 1HKD (2) 1,0129 DKK, 1MYR (1) 2,0804 DKK(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet tirsdag.
Valuta markeret med * indgår i EUR. Græske Drachmer er med fra 2. januar 2000.
Obligationsrenter: 6,60% -0,01 (6% - 2029), 5,15% -0,04 (6% - 2009) Pr. 30/12/99: 6,89% 5,65% Aktieindex: 906,82 +5,32 KFX (mest omsatte aktier): 313,90 +2,12 Pr. 30/12/99 774,66 255,69 KVX (Vækstaktier i DK): 630,79 -7,50
Obligationsrenter: 6,54% -0,06 (6% - 2029), 5,07% -0,08 (6% - 2009) Pr. 29/12/00 6,60% 5,15% Aktieindex: 920,66 +13,84 KFX (mest omsatte aktier): 315,46 +1,56 Pr. 29/12/00 906,82 313,90 KVX (Vækstaktier i DK): 658,51 +27,72 Pr. 29/12/00 620,79