Torsdag, 7. December 2000 23:39 (DNT)


Nice-møde: Løfter og rygter

Førstedagen af regeringstopmødet i Nice, Frankrig, startede med et møde med alle ansøgerlandene til EU. Her fik en række lande løfter om, at der ville blive en strammere tidsplan, således at de første østeuropæiske lande kan komme med allerede fra 1/1 2003. Det bliver i slutningen af den danske formandsperiode for EU. Det fik statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at minde om, at det var under Danmarks formandskab i 1993 at åbningen mod øst blev startet og han anså det historisk vigtigt, at åbningen blev gennemført når Danmark igen stod i spidsen for EU.

Senere opstod der en række rygter og forbløffelse hos statsministeren og udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). Det skete, at talsmænd for den britiske delegation mente, at paragraffer i forhandligsoplægget til en Nice-traktat ville kræve en dansk folkeafstemning. Det har ellers været forudsætningen for den danske regering og folketing, at den revision af EU-traktaten, som Nice-mødet skal vedtage, ikke udløser en ny folkeafstemning. Det vil ske, hvis indvandrere fra lande uden for EU får ret til arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale ydelser. Spekulationerne blandt danske pressefolk er, at briterne ønsker at få danskerne til at blokere for ændringer i afsnittet om velfærd. Briterne ønsker heller ingen ændringer i det afsnit.



Misbrug af persondata

En af cheferne i Holstebro Kommune er meget upopulær hos sine medarbejdere. En af disse medarbejdere har tilsyneladende gået så vidt, at vedkommende er gået ind i et kommunalt register og hentet personlige data om chefen. Chefen er blandt andet blevet kritiseret for at misbruge kommunale biler til privat brug. Derfor har den anonyme kilde valgt at offentliggøre hvilke biler den kommunale leder har haft. Disse oplysninger ligger i et såkaldt R75-register, som bruges i forbindelse med personalesager. Oplysningerne blev viderbragt af Dagbladet Holstebro/Struer. Statens Datatilsyn - det tidligere Registertilsyn - har taget sagen op, og nu undersøges adgangskontrollen til registeret. Formentlig en gang i næste uge vil kommunen kende navnet på den medarbejder, der har overtrådt registerforskrifter. Den skyldige kan vente bortvisning og en retssag med krav om fængsling.



Ny toppost til Hækkerup?

Forsvarsminister Hans Hækkerup (S) er blevet EUs forslag til en toppost indenfor FN. Det drejer sig om posten som FNs øverst ansvarlige i Kosova. Ud over de 15 EU-lande, menes også USA at støtte Hans Hækkerups kandidatur. Af andre kandidater nævnes den tidligere norske udenrigsminister Knut Vollebeck. Hvis FNs generalsekretær vælger Hans Hækkerup, giver det anledning til en regeringsændring i Danmark.



Scandlines-salg opgivet

Det lykkes ikke den danske regering og den tyske regering at blive enige om at sælge det fælles selskab Scandlines. Scandlines er opstået ved en sammenslutning af de tyske dansk statsbaners færgeselskaber. Selskabets væsentlige aktiver er færgeruterne i Øresund, Kattegat og Østersøen. Ifølge Regionalen, DR i Næstved, var det specifikt uenighed om hvem, der kunne få lov til at købe selskabet. Danskerne foretrak det svenske Stena Line, mens tyskerne ville sælge til Deutsche Seereederei. Køberne har i nogen tid været kendt, og danske ansatte i Scandlines har udtalt frygt for, at de ville blive erstattet af tyske ansatte, hvis Deutsche Seereederei overtog Scandlines. Politikere på Lolland-Falster tror nu fast på, at de mange arbejdspladser i Rødby er reddet.

I går besluttede DSBs bestyrelse at udsætte et salg af DSB Gods på ubestemt tid. DSB var blevet enige med det tysk-hollandske Railion om overtagelsen af divisionen, der har medført store tab for DSB de sidste par år. Men de 700 medarbejder og ledere i DSB Gods kunne DSB ikke blive enige med. De ansatte er tjenestemænd og der har været ført forhandlinger om arbejdsforhold og løn under de nye ejere. Det har bl.a. været et krav fra DSB, at 80% af medarbejderne skulle lade sig udlåne til Railion - men det har personalegrupperne sat sig imod. DSB kan vælge at videreføre selskabet eller lukke det. Det kan vise sig at de to muligheder er de billigste. Alternativet er fyring af tjenestemænd, og det koster et par millioner DKK - pr. ansat, skriver Ritzau.



Byggeri for dyrt

Dansk byggeri er for dyrt, sammenlignet med landene omkring os. Priserne vurderes i en ny rapport fra regeringens Bygge-politiske udvalg til at være 20 - 30% over priserne i f.eks. Sverige. Der er mange årsager til de højere priser - manglende gennemsigtighed for kunderne, ineffektive byggemetoder og forhøjede priser på byggematerialer. Byggeri er også plaget af mange fejl og mangler - og deraf følgende langvarige konflikter og retssager. Løsningerne ifølge udvalget er præmiering af færre skader, en skarpere overvågning af markedet for byggematerialer udført af Konkurrencestyrelsen, støtte til nye samarbejdsformer (Tværfaglige sjak) og en såkaldt innovations-pakke for forskning og videnformidling.

Hele rapporten ligger hos Erhvervsfremmestyrelsen på adressen:

http://www.efs.dk/publikationer/rapporter/byg_frem/index.html



1900-tallets danske ingeniørbedrift!

Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, kårede i sidste uge 1900-tallets danske ingeniørbedrift. En afstemning blandt medlemmerne af IDA bragte følgende liste over de 10 største bedrifter, ifølge ugebladet Ingeniøren Fredag:

  1. Valdemar Poulsen's buegenerator
  2. Den trans-iranske jernbane
  3. Storebæltsforbindelsen
  4. Ørsted-satellitten
  5. NKT's lysleder-teknologi
  6. Dieselskibet Selandia fra B & W
  7. Danfoss radiatortermostat
  8. Vestas Vindsystemer
  9. Den gamle Lillebæltsbro
 10. La Grande Arche i Paris

Valdemar Poulsen udviklede buegeneratoren omkring århundredskiftet (18-1900), sammen med ingeniør P.O.Pedersen, og udtog patent på den i 1904.


DilleSport


ISHOCKEY: Superisligaen

(torsdag)          Frederikshavn - Herning     4-7
                   Esbjerg - Herlev           10-2
                   Aalborg - Vojens            2-1
                   Rungsted - Rødovre          6-1



Vejret

Spredte byger og mest overskyet - men enkelte steder tittede solen frem et par gange i dag. Temperaturer op til 8 - 10 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,3195 DKK,   1GBP     12,0160 DKK,   1DEM*     3,8121 DKK
100JPY     7,5381 DKK,   100ITL*   0,3851 DKK,   1AUD      4,5725 DKK
1FRF*      1,1366 DKK,   1CHF      4,9155 DKK,   1CAD      5,4510 DKK
1IEP*      9,4670 DKK,   1NLG*     3,3833 DKK,   1EUR (3)  7,4559 DKK
100ESP*    4,581  DKK,   1NZD      3,5734 DKK,   1SEK      0,8652 DKK
10BEF*     1,8483 DKK,   1NOK      0,9189 DKK,   100ISK    9,65   DKK  
100GRD     2,189  DKK,   1FIM*     1,2540 DKK,   1ZAR (1)  1,1105 DKK
100PTE*    3,719  DKK,   1SGD (1)  4,8377 DKK,   10THB (2) 1,949  DKK
1HKD (2)   1,0808 DKK,   1MYR (1)  2,2191 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,60% -0,02  (6% - 2029), 5,24% -0,04  (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,89%                     5,65%
Aktieindex:  924,44 +2,15   KFX (mest omsatte aktier): 316,16 +1,14
Pr. 30/12:   774,66                                    255,69
                            KVX (Vækstaktier i DK):    788,50 +28,53