Tirsdag, 28. November 2000 23:59 (DNT)


Rekord-røver anholdt

Politiet anholdt i dag den 24-årig mand, der i går formiddags trak en pistol og gennemførte Danmarks-historiens største røveri med et udbytte på over 41 mill. DKK. Med pistolen truede han en kollega i den pengetransport, som de to skulle føre fra FDB til Danske Bank's afdeling i Ejby, vest for København. Det store beløb var 2 dages omsætning fra FDBs sjællandske butikker. Den 24-årige blev genkendt på gaden, og kort efter kunne politiet uden dramatik anholde ham i en lejlighed på Amager hos en veninde. Der var dog ingen spor efter pengene i lejligheden - kun 11.000 DKK i kontanter blev der fundet. Den mistænkte tilstod røveriet, men hævder at han var alene om det, selv om et vidne mener at røveren havde en hjælper. Efterforsknings-leder Vagner Eliseholm bemærkede til TV2 Nyhederne, at hvis han var alene om det har han haft "meget travlt". [De forsvundne penge fylder omkring 4 kubikmeter.] Politiet vil ikke oplyse hvad den anholdte har fortalt, men dog at han "har givet oplysning om hvordan han har forholdt sig med pengene," som Vagner Eliseholm udtrykte det.

Politiet anholdt også den 21-årige kvinde, som den eftersøgte skjulte sig hos. Hun vil ikke blive sigtet for meddelagtighed i røveri, men for hæleri og for at skjule en eftersøgt. Begge fremstilles i grundlovsforhør i morgen.



Berlingske bliver norsk

Berlingske Tidende - en af verdens ældste aviser - kommer på norske hænder. I dag præsenterede bestyrelsen de nye ejere, den norske industrikoncern Orkla. Forud er gået et forløb, hvor flere skandinaviske mediekoncerner har budt på overtagelse af aktiemajoriteten i koncernen. Det Berlingske Officin udgiver udover den landsdækkende avis en lang række lokalaviser landet over - senest overtog de Århus Stiftstidende for et par uger siden. Ved præsentationen i dag sagde de nye ejere, at man overtog en god forretning, og at man forventede et afkast af størrelsen 15% af den brugte kapital. Berlingske's traditionelle støtter begyndte at forlade selskabet af forskellige årsager. Først solgte A. P. Møller Koncernen sine aktier november 1999 i protest mod en række artikler, der kædede grundlæggere A. P. Møller sammen med våbenleverancer fra danske virksomheder til den tyske værnemagt under besættelsen. Senere var det Carlsberg og Danske Bank, som satte deres store aktieandele til salg.



S-møde i Havnsø

Toplederne fra Socialdemokratiet under ledelse af statsminister Poul Nyrup Rasmussen mødtes i dag i Havnsø til det halvårlige strategimøde, som går forud for et møde med hele partiets folketingsgruppe den kommende weekend. Mødet er blevet meget interessant på af partiets resultater i meningsmålingerne. I weekenden nåede partiet en ny bundrekord i Gallup/Berlingske Tidendes analyser, med 26,8% af stemmerne. Op til mødet luftede flere af deltagerne ideer om enten at stramme eller løsne på udlændingepolitiken. Undervejs i mødet her til aften mente Poul Nyrup Rasmussen dog, at den rigtige strategi var at udfordre Venstre på politiske holdninger. Hele næste år (næste valg skal først komme i 2002) skulle gå med "klare politiske udmeldinger," som modtræk mod Venstre's strategi om at køre en personlig duel mellem Anders Fogh Rasmussen (V) og statsministeren.

[Rettelse: Det er det samme møde, som vi i går fik indtryk af var et hasteindkaldt krisemøde. Det skyldes, at redaktionen på grund af andet arbejde ikke fulgte nyhederne igennem weekenden så tæt. Det beklager vi.]



SAS-strejke i morgen

En strid mellem SAS-ledelsen og det norske kabinepersonale medfører i morgen en aflysning af alle afgange inden for Norge samt en række internationale, skandinaviske og danske indenrigsfly. Ialt 324 afgange aflyses, heraf 9 danske indenrigsafgange. SAS vil forsøge at få passagererne med andre selskaber, men opfordrer passagererne til at komme i god tid. Der er tale om en enkelt dags aktion, som følger efter en strejke i går i Norge, og den vil bliver efterfulgt af mere omfattende strejker 1. og 4. december. Der er tale om lovlige strejker.



Ville sælge bro?

Ifølge Børsens Nyhedsmagasin var det ikke sænkningen af brotaksterne på Øresundsbron udenom det danske trafikministerium, der medførte at teaterchef Michael Christiansen trak sig som bestyrelsesformand for Sund og Bælt Holding A/S, der ejer Storbæltselskabet og er del-ejer af Øresundsbron. Nyhedsmagasinet kæder afgangen sammen med en hidtil ukendt plan fra Sund og Bælt Holding om at sælge Storebæltsbroen til amerikanske investorer og senere leje den tilbage. Det ville ifølge planerne medføre en samlet besparelse på 1,5 mia og en hurtigere tilbagebetalingstid for broforbindelsen. Efter et succesfuldt salg af denne bro ville næste fase sandsynligvis blive et tilsvarende arrangement på Øresundsbron. Planerne nåede at komme op i ligningsrådet, der skulle godkende planen skatteteknisk, før trafikministeriet blev orienteret. Utilfredshed med disse planer medførte ifølge Nyhedsmagasinet, at trafikminister Jacob Buksti (S) ønskede at Michael Christiansen gik af.



Politi søger oplysninger om drabsoffer

Politiet har valgt at offentliggøre billeder af den 27-årige Allan Toft Dideriksen, der i lørdags blev fundet dræbt på stranden ved Knivkær nord for Korsør. Den dræbte, der er programmør bor normalt i Grindsted, men arbejdede p.t. i Allerød i Nordsjælland. Hvorfor og hvordan han endte i Korsør har politiet ingen ide om på nuværende tidspunkt. Efterlysningen findes på adressen:
http://www.politi.dk/Hjaelppolitiet/Efterlysninger/271100_drab_p17/271100_drab_p17.htm


DilleSport


HÅNDBOLD: Grønland til VM

Hvad det danske herrelandshold ikke kunne, kan det grønlandske. For mange år siden valgte grønlænderne at forlade Dansk Håndbold Forbund og få selvstændig, internationale kontakter. Det medførte, at man blev en del af det pan-amerikanske forbund, der sender 4 hold til VM i Frankring næste år. Holdene skulle have været USA, Brasilien, Cuba og Argentina - men nu har Cuba trukket sit hold, oplyser DR-TV Sporten. Nr. 5 i kvalifikationsturneringen blev Grønland, som har fået travlt med at hente spillere hjem fra udenlandske klubber i Danmark, Norge og Østrig.



Vejret

Et udbredt regnområde bredte sig fra sydvest bredte sig i løbet af dagen til hele landet. Temperaturer op til 6 til 8 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,7529 DKK,   1GBP     12,4031 DKK,   1DEM*     3,8138 DKK
100JPY     7,9092 DKK,   100ITL*   0,3852 DKK,   1AUD      4,6079 DKK
1FRF*      1,1371 DKK,   1CHF      4,9232 DKK,   1CAD      5,7159 DKK
1IEP*      9,4712 DKK,   1NLG*     3,3848 DKK,   1EUR (3)  7,4592 DKK
100ESP*    4,483  DKK,   1NZD      3,5561 DKK,   1SEK      0,8586 DKK
10BEF*     1,8491 DKK,   1NOK      0,9304 DKK,   100ISK    9,95   DKK  
100GRD     2,191  DKK,   1FIM*     1,2545 DKK,   1ZAR (1)  1,1367 DKK
100PTE*    3,721  DKK,   1SGD (1)  5,0587 DKK,   10THB (2) 2,044  DKK
1HKD (2)   1,1382 DKK,   1MYR (1)  2,3379 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,72% uændr. (6% - 2029), 5,44% -0,01  (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,89%                     5,65%
Aktieindex:  946,16 +14,56  KFX (mest omsatte aktier): 323,07 +5,90
Pr. 30/12:   774,66                                    255,69
                            KVX (Vækstaktier i DK):    787,85 +20,82