Tirsdag, 31. oktober 2000 24:55 (DNT)


Omkom under redningsaktion

En 56-årig mand fra Thyborøn omkom natten til i dag, da han sammen med kollegaer fra redningsskibet "Vestkysten" forsøgte at bjerge 7 søfolk fra coasteren "Faros". Lasten på Faros havde forskubbet sig i den kraftige storm på Nordsøen. En dansk redningshelikopter forsøgte at hente de 7 søfolk op, men det lykkedes kun at få fat i en. De øvrige måtte gå i en gummibåd, da Faros pludselig begyndte at synke. Fra Vestkysten blev der sat en redningsbåd i vandet. Dens 3 mands besætning samlede det 5 tilbageværende op, men da redningsbåden skulle hales ombord på "Vestkysten" igen, kæntrede den og smed alle 8 mand i vandet. En blev samlet op af helikoptere, mens resten blev reddet af et såkaldt redningsnet. Da var den en af de 3 i redningsbåden omkommet i det kolde vand. Også kaptajnen på Faros var tæt at komme galt af sted. Han måtte hoppe i vandet uden overlevelsesdragt. Da han kom til Esbjerg Sygehus var han stærk underafkølet, kom straks under behandling og er nu i god bedring.



Pædofiliforening forbydes?

Politikerne er i dag oprørte over det de så i TV2s program, "De Pædofile Danskere". Det var historien af og med journalisten Jacob Billing, der i et halvt år levede sammen med medlemmer af foreningen Pædofile i Danmark. Derfor vil de fleste partier nu have foreningen forbudt. Hos højrefløjen - Dansk Folkeparti - er kravet klart et forbud nu og her - og også hos retsordfører Birthe Rønn Hornbech. Hun ser foreningens formål som ene og alene at være et sted hvor mænd mødes, ser pornofilm med børn og "gejler hinanden op". Andre ordførere bemærker dog, at det vil blive endda meget vanskeligt at gennemføre et forbud. Man henviser til, at Rigsadvokaten efter rockerkrigen måtte opgive at få indført et forbud.



Biskop: Ingen konsekvenser

Efter dommen over Lyngby-præsten Leif Bork Hansen i går, sagde biskoppen i Helsingør, Lise Lotte Rebel, at hun ikke ville indstille yderligere repressalier mod præsten. Leif Bork Hansen fik en bøde på 7.500 DKK for at have organiseret en indsamling til støtte for illegale asylansøgere, der var gået under jorden i Danmark. Det betyder, at der ikke bliver nogle yderligere konsekvenser, da kirkeminister Margrethe Vestager (R) i dette tilfælde vil følge biskoppens indstilling. Da præsten i foråret fik en dom for at skjule serbiske flygtninge fra Østslavonien, greb kirkeministeriet direkte ind og gav Leif Bork Hansen en irettesættelse, selv om biskoppen ikke havde indstillet det.



Århusbetjente dømt

To politibetjente ved Århus politi fik i dag hver 30 dages betinget fængsel for at have udleveret fortrolige oplysninger til en kriminel meddeler. De to hentede oplysninger om andre kriminelle, detaljer om efterforskning og efterlysninger af stjålne biler ud af politiets registre og videregav den til deres kontaktperson - til gengæld for oplysninger fra det kriminelle miljø. "Handelen" blev afsløret, da andre politifolk under en rutinemæssig telefonaflytning hos meddeleren fik sine kollegaer på bånd. Flere af disse vidnede mod de anklagede i retten.

I dommens præmisser kritiserede domstolen, at der ikke findes klare regler for hvordan politiet må bruge meddelere, der selv er en del af kriminelle miljø.



Aftaler distancearbejde

En aftale mellem HK/Service og arbejdsgiverforerningen Dansk Handels og Service, giver nu virksomheder og medarbejdere mulighed for at indrette distance-arbejdspladser, dvs. at nogle medarbejdere kan arbejde hjemmefra. Aftalen betyder, at den såkaldte 11-timers regel ikke længere gælder ubetinget, når arbejdet foregår i ens eget hjem. På grund af 11-timersregel har det f.eks. ikke været muligt for en ansat at arbejde hjemme om aftenen og om formiddagen. Aftalen vedrører ikke arbejdsulykker. Her er arbejdsgiveren fortsat ansvarlig.



K: EU-forfatning OK

Det konservative Folkeparti er nu parat til at give EU en forfatning. Partiet har ellers været stærkt imod at der laves noget, der kunne se ud som en etablering af en forbundsstat i Europa. Men formålet med forfatningen skulle ifølge de konservative også være at få draget grænser mellem hvilke ting EU skal tage sig af, og hvilket ting nationalstaterne skal tage sig af. Og formålet med en EU-forfatning er netop at beskytte nationalstaternes grundlove, og hindre flere suverænitetsafgivelser. Til at sikre forfatningen vil de konservative oprette et 2. kammer, bestående af repræsentanter for de nationale parlamenter. Selve forfatningen skal vedtages - og kan kun ændres - ved folkeafstemninger i medlemslandene. Ifølge DR Online har ideen, der præsenteres ved næste weekends landsmøde, fået forsigtig støtte fra Holger K. Nielsen (SF), der dog finder nogle af ideerne "en smule eksotiske".



Selskabstømning - 4 1/2 år!

Østre Landsret stadfæstede i dag en dom fra Odense Byret, samtidig med at den forlængede strafudmålingen. En 54-årig mand fra Odense stod anklaget for selskabstømning, der havde snydt skattevæsenet for 75 mill. DKK. Det takserede landsretten til 4 1/2 års fængsel. Byretten mente, at 4 år var nok. Fortjenesten ved salget af 28 selskaber på ulovlig vis - 10 mill. DKK. - blev konfiskeret.


DilleSport


FODBOLD: Dyreste danske spiller

Landsholdsspilleren Jesper Grønkjær blev i dag den dyreste, danske spiller nogensinde. Det skete, da han blev købt af den engelske klub Chelsea for 100 mill. DKK. Han spiller i dag i hollandske Ajax Amsterdam. Ifølge engelske aviser får Jesper Grønkjær en ugeløn på 250.000 DKK



Vejret

I dag var der stadig kraftig blæst - mest op langs Vestkysten. Det var også der, det regnede mest. Ellers var det tørt og temperaturer op til 9 til 12 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,8645 DKK,   1GBP     1285,36 DKK,   1DEM*     3,8058 DKK
100JPY     8,1234 DKK,   100ITL*   0,3844 DKK,   1AUD      4,5512 DKK
1FRF*      1,1348 DKK,   1CHF      4,8958 DKK,   1CAD      5,7859 DKK
1IEP*      9,4513 DKK,   1NLG*     3,3777 DKK,   1EUR (3)  7,4435 DKK
100ESP*    4,474  DKK,   1NZD      3,4881 DKK,   1SEK      0,8769 DKK
10BEF*     1,8452 DKK,   1NOK      0,9433 DKK,   100ISK   10,16   DKK  
100GRD     2,192  DKK,   1FIM*     1,2519 DKK,   1ZAR (1)  1,1594 DKK
100PTE*    3,713  DKK,   1SGD (1)  5,0117 DKK,   10THB (2) 2,033  DKK
1HKD (2)   1,1277 DKK,   1MYR (1)  2,3151 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,78% +0,01  (6% - 2029), 5,53% uændr. (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,89%                     5,65%
Aktieindex: 1003,32 -14,17  KFX (mest omsatte aktier): 341,29 -7,51
Pr. 30/12:   774,66                                    255,69
                            KVX (Vækstaktier i DK):    929,78 -2,32