Torsdag, 19. oktober 2000 23:57 (DNT)


Flere ungdomspladser?

Voldtægtssagen fra København, hvor 4 unge drenge i alderen 13 - 15 år deltog, har fået genopvakt kravet om hårdere fængselsstraffe for unge og især en sænkelse af den kriminelle lavalder. Både Helge Adam Møller (K) og Pia Kjærsgaard (DF) forestiller sig en lavalder helt ned til 12 år. Pia Kjærsgaard siger, at når de kan begå voldtægt, kan de også få fængselsstraf. Andre forslag kom også på banen i dag. Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen, foreslog i Berlingske Tidende, at unge skal kunne sættes i aften- og weekend-fængsel. Andre forslag går ud på en meget hurtig domfældelse specielt for unge lovovertrædere. Justitsminister Frank Jensen (S) er dog ikke parat til "hovsa-løsninger", som han kalder forslaget om sænkning af lavalderen. I stedet vil han sammen med socialminister Henrik Dam Kristensen (S) gennemgå de kommunale sociale myndigheders muligheder for behandlingspladser. I dag overgives unge lovovertrædere, som 3 af de 4 voldtægtsforbrydere til kommunerne. Her kan der gøres noget, mener justitsministeren, fordi der er kun 44 behandlingspladser over hele landet. Kommuner har forsøgt at oprette flere pladser, men alle forsøg er stoppet på lokal modstand mod oprettelse af institutionerne. Frank Jensen foreslår, at kommunerne får adgang til at bygge behandlingsinstitutioner på jord, der tilhørere kriminalforsorgen. Den har en del grunde i tilknytning til eksisterende institutioner landet over.

En konfrontation imellem voldtægtsofferet, dennes søster og de 4 drenge i går fik fastslået, hvilke to drenge, der forbrød sig mod den 30-årige kvinde. Samtidig har politiet fået oplysninger om yderligere to tilfælde af blufærdighedskrænkelse omkring Rådhuspladsen, som kan være foretaget af den samme gruppe drenge. Den ældste, der er 15 år, blev onsdag fængslet for 13 dage, og overført til en sikret institution i Ringkøbing, mens de 3 mindreårige er blevet placeret på forskellige åbne institutioner i Nordsjælland.



Tilstår 3-dobbelt mord

Ifølge politiet i Hvidovre har den mistænkte, 28-årige mand, der har siddet varetægtsfængslet for mordet på Marianne Pedersen og hendes to sønner, tilstået drabene. Tilståelserne faldt under politiafhøringer i sidste uge, men det betyder endnu ikke, at sagen er opklaret. En politimand brugte udtrykket "90% opklaret" om tilståelserne. Den sigtede har erkendt, at han forvoldte de 3 dødsfald, og at det skete efter et skænderi med Marianne Pedersen. Men der er detaljer i hans forklaring, der ikke helt stemmer med de tekniske spor - og så har han endnu ikke gentaget forklaringen foran en dommer. Og der er et problem der. Han vil nemlig kun udtale sig, hvis det sker for helt lukkede døre - men det vil retten ikke gå med til.



Ikke retssag mod politimester

Hjørring politimester kan - foreløbig - ånde lettet op. Rigsadvokaten for Viborg har nemlig besluttet ikke at rejse straffesag mod politimesteren. Rigsadvokaten skulle overveje, om man kunne rejse strafretlig sag mod lederen af Hjørring Politi, fordi han havde godkendt anvendelsen af ulovligt lytteudstyr i forbindelse med en pyromans hærgen i Nordjylland. 2 betjente fra stationen fik for nylig milde domme i samme sag. Helt fri er politimesteren endnu ikke. Nu skal justitsministeriet til at vurdere, om der kan rejses en tjenstlig sag i samme sag.



Lov uden virkning?

4 1/2 måned efter, at Folketinget vedtog en kontroversiel lov, der gav Udlændingestyrelsen ret til at nægte familiesammenføringer for danskere af udenlandsk herkomst under 25 år, hvis man skønnede at der var risiko for arrangerede ægteskaber, er der endnu ikke givet et eneste afslag, skriver Politiken. Derimod har loven om, at man skal have en passende bolig, givet anledning til 40 afslag ud af de 1.000 ansøgninger, der har været afgjort. Denne regel gælder uanset alder. I aldersgruppen 18-25 år er der kommet ialt 1.000 ansøgninger - men det er 200 lavere end den tilsvarende periode sidste år - før loven blev gennemført.



Søren Krarup stiller op

Den meget kontroversielle og højreorienterede præst, Søren Krarup, stiller op for Dansk Folkeparti. Det meddelte partiet i dag. Søren Krarup opstiller til Folketinget i Sønderborgkredsen, der regnes for en sikker kreds for Dansk Folkeparti. Søren Krarup er mest kendt for sin kamp mod indvandrere og nu senest mod "den moderne religion, menneskerettighederne." Han har netop udgivet en bog om dette emne.



Røde S-ører - eller er det V?

Sidste fredag kunne de studerende på statskundskab på Københavns Universitet studere et strategiskrift fra Socialdemokratiets top. Det pikante ifølge TV2 Nyhederne var, at papirerne var sendt rundt via e-post til de studerende, selv om det var hemmeligt stemplede. Og afsenderen var underviseren - der også er Venstre's pressechef på Christiansborg, Henrik Qvortrup. Strategioplægget var udarbejdet af medierådgivningsfirmaet Cobrus, hvis direktør Michael Kristiansen, skulle holde foredrag. Henrik Qvortrup hævder, at han sendte det rundt efter aftale med Michael Kristiansen.

Strategiskriftet indeholdt oplægget til en såkaldt fokusgruppe, som skulle give ideer til hvordan man kunne hindre vælgerflugten til Dansk Folkeparti fra Socialdemokratiet. S-ledelsen har nu travlt med at forklare, at brugen af kommercielle mediebureauer er blevet en del af den politiske hverdag i Danmark.

[Andre medierådgivere har fortalt til bl.a. DR, at hvis nogen skulle have røde ører er det Cobrus - Brud på fortrolighed mellem konsulent og kunde er ikke velset!]


DilleSport


ISHOCKEY: Superisligaen

(torsdag)        Rødovre - Herlev           7-5
                 Odense - Vojens            3-3



Vejret

I dag startede dagen med sol flere steder, men efterhånden blev det overskyet over det hele, og der kom regnbyger især i midten af landet. Temperaturer op til mellem 10 og 14 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,8450 DKK,   1GBP     12,7669 DKK,   1DEM*     3,8056 DKK
100JPY     8,1991 DKK,   100ITL*   0,3844 DKK,   1AUD      4,5880 DKK
1FRF*      1,1347 DKK,   1CHF      4,9456 DKK,   1CAD      5,8520 DKK
1IEP*      9,4508 DKK,   1NLG*     3,3775 DKK,   1EUR (3)  7,4431 DKK
100ESP*    4,473  DKK,   1NZD      3,4732 DKK,   1SEK      0,8761 DKK
10BEF*     1,8451 DKK,   1NOK      0,9299 DKK,   100ISK   10,30   DKK  
100GRD     2,193  DKK,   1FIM*     1,2518 DKK,   1ZAR (1)  1,1490 DKK
100PTE*    3,713  DKK,   1SGD (1)  4,9673 DKK,   10THB (2) 2,015  DKK
1HKD (2)   1,1176 DKK,   1MYR (1)  2,2950 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,83% -0,01  (6% - 2029), 5,53% -0,06  (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,89%                     5,65%
Aktieindex:  991,99 -3,06   KFX (mest omsatte aktier): 337,85 -2,26
Pr. 30/12:   774,66                                    255,69
                            KVX (Vækstaktier i DK):    914,75 -37,96