Internetbutikker overtræder købelov
Det er ikke usikkerhed om brug af dankort eller andre betalingskort på
internettet, der burde holde forbrugerne tilbage fra at bruge
internetforretninger. Det er næsten det eneste aspekt, som forbrugerne
ikke behøver at frygte for, hvis man skal tro en ny undersøgelse som
forbrugerombudsmanden Hagen Jørgensen har fået. 18 virksomheders
hjemmesider er gennemgået i detaljer - og alle overtræder købeloven på
en eller anden måde. Mange af overtrædelserne virker som bevidste forsøg
på at snyde kunderne. Det gælder f.eks. betingelser for køb, der er helt
urimelige - reklamationsregler, der er ulovlige eller ugennemførlige.
Nogle forretninger gør alt for at skjule deres postadresser eller
ansvarlige personer. Det er alle kendte og etablerede virksomheder.
Alle har fået påbud om at bringe forholdene i orden.
Forskningsminister Birthe Weiss (S) er vred, og kalder det "noget møg" når e-forretningerne ikke kan finde ud af de mest elementære lovregler. Formanden for Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH), Gert Birnbacher, erkender, at der er et problem - Foreningen, der har i hvert fald halvdelen af de undersøgte som medlemmer, har længe arbejdet med problemet, siger han til DR, men nu vil man igen indskærpe, at købeloven skal overholdes. Han mener, at det er pres på økonomien, der har fået virksomhederne til at ignorere de forbrugerbeskyttende regler, ikke "ond vilje."
Boxman konkurs
Endnu en af de største internet-baserede virksomheder med stor
kundekreds i Danmark er gået ind. Det er Boxman, som startede i Sverige,
men nu har base i England. I går meddelte man, at man ville gå i
betalingsstandsning eller konkurs - og alle virksomhedens aktiviteter
ophørte. Boxman manglede 240 mill. kr. for at videreføre virksomheden,
der hævder at have 750.000 kunder fra hele Europa. Boxman solgte bøger
og CD'er.
Øresundsformand træder tilbage
Direktør for Det kgl. Teater, Michael Christiansen, trak sig i dag fra
samtlige bestyrelsesposter, han besad i Sund og Bælt koncernen. Det er
de selskaber, der står bag byggeriet og driften af Øresundsforbindelserne
og Storebæltsforbindelsen. Michael Christiansen var formand i Sund og
Bælt Holding, A/S Storebæltsforbindelsen og A/S Øresundsforbindelsen.
Den direkte årsag til til at han træder ud, angiver han den kritik, der
har været af den ekstra rabat, som bilister over Øresund kan få
resten af året. Skuffende tal for biltrafikken over Øresund fik A/S
Øresundsforbindelsen til at sænke priserne. Politisk kom sænkningen dog
på et uheldigt tidspunkt. Regeringen er netop i gang med a forhandle et
salg af det dansk-tyske statsejede Scandlines, hvis hovedaktiv er ruten
Helsingør-Helsingborg. Samtidig kom rabatten få uger efter stærke krav
fra lokalpolitikere i Jylland og store vognmandsforretninger om at få
sænket priserne på Storebæltsforbindelsen - netop med henvisning til de
"relativt lave" priser på Øresundsforbindelsen. Det viste sig, at
bestyrelsen for Øresundsforbindelsen ikke havde orienteret det politiske
bagland om sin beslutning.
Det kan man ikke - og ingen i Folketingets trafikudvalg ville i dag beklage Michael Christiansens afgang, selv om nogle synes reaktionen var for overdrevet.
Strejke fortsatte i dag
Strejken i de københavnske fritidshjem fortsatte i dag, torsdag, selvom
overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) igår trak et besparelsesforslag
på 10 mill. kr. tilbage. Det var virkningen af dette forslag - kraftig
indskrænkning af morgenåbningstiderne i fritidshjemmene - som pædagoger
og forældre protesterede imod. I dag forhandlede Jens Kramer Mikkelsen
med SF og Enhedslisten om en støtte til at videreføre fritidsordningen
uændret fra i år. Pædagogerne mødes igen i morgen, for at diskutere
situationen.
Ironisk nok kan Jens Kramer Mikkelsen med sindsro trække besparelsesforslaget tilbage. Strejken, der startede 19. september, har nemlig nu sparet kommunen for ca. 10 mill. kr. i lønudgifter til de strejkende pædagoger! I det beløb indgår den forhøjede bod, som arbejdsretten i dag idømte de strejkende. Den overenskomststridige strejke koster de ansatte ialt 5 mill. kr.
TB-frygt på sygehus
En række patienter, der har været til tuberkulose-undersøgelse på
Sønderborg Sygehus, har fået besked på at komme igen. De 37 det drejer
sig om, er nemlig muligvis blevet smittet med tuberkulose ved den første
undersøgelse. På grund af misforståelser internt blev der til
undersøgelsen brugt et rør, som en mand, der senere fik konstateret
tuberkulose også havde åndet i. Selv om risikoen for smitte er ringe,
har hospitalet indkaldt de 37 - og yderligere 115 har fået brev om, at
de skal være ekstra opmærksom på en række symptomer.
Arkæologisk sølvskat
Nær Kalundborg - ved Tissø - har arkæologer fra Nationalmuseet og
Kalundborg og Omegns Museum fundet nogle særdeles værdifulde
sølvsmykker. Smykkerne er fremstillet omkring år 900 og har en samlet
vægt på 700 g. Det drejer sig om 2 armringe og en ca. 1 meter lang
flettet sølvtråd. Fundene stammer med stor sandsynlighed fra nogle
værksteder fra vikingetiden. Udgravningerne er ikke færdige, men de
fundne smykker kan allerede fra næste uge ses på Kalundborg Museum.
(torsdag) LSU Sæbu - FIF 18-19 Virum/Sorgenfri - Frederikshavn 23-31
(torsdag) Herlev - Vojens 5-2 Odense - Frederikshavn 3-5 Herning - Esbjerg 1-0
Vejret
Efter skyer i morges efterhånden opklaring og solskin over hele landet.
Temperaturer op til mellem 13 - 16 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 8,5979 DKK, 1GBP 12,5478 DKK, 1DEM* 3,8083 DKK 100JPY 7,9799 DKK, 100ITL* 0,3847 DKK, 1AUD 4,5564 DKK 1FRF* 1,1355 DKK, 1CHF 4,9291 DKK, 1CAD 5,7133 DKK 1IEP* 9,4575 DKK, 1NLG* 3,3799 DKK, 1EUR (3) 7,4484 DKK 100ESP* 4,477 DKK, 1NZD 3,4195 DKK, 1SEK 0,8674 DKK 10BEF* 1,8464 DKK, 1NOK 0,9232 DKK, 100ISK 10,21 DKK 100GRD 2,194 DKK, 1FIM* 1,2527 DKK, 1ZAR (1) 1,1598 DKK 100PTE* 3,715 DKK, 1SGD (1) 4,8711 DKK, 10THB (2) 1,992 DKK 1HKD (2) 1,0919 DKK, 1MYR (1) 2,2422 DKK(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.
(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.
Obligationsrenter: 6,79% -0,01 (6% - 2029), 5,55% -0,04 (6% - 2009) Pr. 30/12: 6,89% 5,65% Aktieindex: 997,52 -12,24 KFX (mest omsatte aktier): 337,10 -6,18 Pr. 30/12: 774,66 255,69 KVX (Vækstaktier i DK): 928,94 -67,07Efterårspanik kalder Dagbladet Børsen kursfaldet - Det var primært IT-aktierne, der faldt kraftigt.