Rentolin-sag afgjort
Efter 3 år at have levet i en campingvogn eller tilleje i tilfældige
lejligheder, fik en familiefar i Hobro, Bent Nielsen, i dag rettens ord
for, at grunden til at han og hans datter ikke længere kunne leve i
deres hus var, at der på uansvarlig vis var blevet solgt farlig
træbeskyttelsesmidler til ham. Retten slog fast, at importøren allerede
for flere år siden blev klar over, at midlet Rentolin, som han
importerede var overordentlig giftigt anvendt på indendørs træværk. 6
familier sagsøgte importøren og forskellige farvehandlere, der
videresolgte produktet. Ifølge dommen skal sælgerne sørge for
udskiftning af alt træværk i sagsøgernes huse. Foruden de 6 søgsmål,
venter over 100 andre på denne principielle afgørelse.
Importøren er i mellemtiden gået konkurs, og ejeren har forladt landet, og han mødte end ikke op for at forsvare sig i retten.
Digital kopiering lovliggøres
Fra januar næste år vil kulturminister Pia Gjellerup (S) ligestille
kopiering ved hjælp af digital teknik med kopiering med analog teknik.
Takket være en aktiv lobbyindsats for årtier siden, har den danske
ophavsretslov en særlig undtagelse, der helt ulovliggør kopiering,
hvis både original og kopi er digital. Analog kopiering "til eget
brug" er derimod tilladt. Eneste undtagelse fra det digitale forbud er
"sikkerhedskopiering" af computerprogrammer og -data. Ved den seneste
revision af loven i 1995 blev reglen bibeholdt - dennegang af hensyn til
pladeselskabers bekymring for de "perfekte" digitale kopier. Det betyder,
at på det punkt er den danske lov verdens mest restriktive. Den er nu ved
at komme på tværs af et EU-direktiv, og derfor ændres loven. "Prisen"
bliver, at der nu også inføres afgift på blanke CD'er, ligesom det er
tilfældet på blanke kassette- og video-bånd.
Streng straf til dansk bilist
En 18-årig dansker, hvis forældre udvandrede til Californien for
over 10 år siden, har ved en ret i sin hjemby fået en straf på 8 års
fængsel for uagtsomt manddrab. I februar måned var han ansvarlig for
en trafikulykke, der medførte et 4 dobbelt trafikdrab. De dræbte var
3 passagerer i danskerens bil og den sidste en modkørende bilist. Den
18-årige ville overhale langsommere biler indenom med 140 km/t, men
mistede herredømmet over vognen. Den 18-årige havde kort tid forinden
fået to fartbøder. Sagen har vakt en del opmærksomhed i Californien.
Efter udstået straf vil den 18-årige blive udvist til Danmark. USA har fornylig indført lov om, at udlændinge, der idømmes straffe over 1 års fængsel bliver automatisk udvist. Familien til den 18-årige vil dog forsøge at få ham udleveret til Danmark til strafafsoning så hurtig som mulig.
Ny formand for KUC
[Det skete altsammen under Danske Nyheders ferie:] Sagen omkring
ledelsen i den selvejende instituion Københavns Ungdomscentre, KUC, tog
en ny dramatisk drejning i de sidste 3 uger. Efter at formanden igennem
flere år for KUC var gået af, efter afsløringer af misbrug af et
KUC-kreditkort, udnævnte Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen
(S) formanden for Red Barnet, Lauge Traberg Schmidt (V) til ny formand
for bestyrelsen. Lauge Traberg Schmidt kom straks ud i et presseuvejr,
da formiddagspressen kunne afsløre økonomiske uregelmæssigheder, der
blev tilskrevet Lauge Traberg Schmidt i tidligere bestyrelser. Det
medførte, at han trak sig fra posten som formand for KUC, og i sidste
uge udnævnte Jens Kramer Mikkelsen en ny formand. Det blev den tidligere
formand for Dansk Sygeplejeråd, Kirsten Stallknecht.
Avisskriverierne medførte også, at Lauge Traberg Schmidt måtte trække sig ud af Red Barnets ledelse. Red Barnet understreger, at det alene sker for at undgå negativ medieomtale, og at Lauge Traberg Schmidt aldrig har begået uregelmæssigheder i forhold til Red Barnet.
Helle Degn forlader Folketinget
Til oktober forlader folketingsmedlem Helle Degn (S) aktiv politik efter
27 år, for at tiltræde en stilling som kommisær for menneskerettigheder
i Østersø-landene. Hun skal afløse Ole Espersen på posten. Helle Degn er
for øjeblikket formand for Udenrigspolitisk Nævn.
Vejret
Morgen og formiddag regnbyger med enkelte tordenbyger, efterhånden
opklaring over hele landet fra sydvest. Temperaturer kun op til mellem
17 - 22 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 7,9129 DKK, 1GBP 11,9009 DKK, 1DEM* 3,8128 DKK 100JPY 7,5180 DKK, 100ITL* 0,3851 DKK, 1AUD 4,7431 DKK 1FRF* 1,1368 DKK, 1CHF 4,8151 DKK, 1CAD 5,3675 DKK 1IEP* 9,4686 DKK, 1NLG* 3,3839 DKK, 1EUR (3) 7,4571 DKK 100ESP* 4,482 DKK, 1NZD 3,7475 DKK, 1SEK 0,9087 DKK 10BEF* 1,8486 DKK, 1NOK 0,9087 DKK, 100ISK 10,28 DKK 100GRD 2,216 DKK, 1FIM* 1,2542 DKK, 1ZAR (1) 1,1352 DKK 100PTE* 3,720 DKK, 1SGD (1) 4,5210 DKK, 10THB (2) 2,019 DKK 1HKD (2) 1,0051 DKK, 1MYR (1) 2,0626 DKK(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i fredags.
(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.
Obligationsrenter: 7,00% +0,04 (6% - 2029), 5,66% +0,05 (6% - 2009) Pr. 30/12: 6,89% 5,65% Aktieindex: 871,55 -6,88 KFX (mest omsatte aktier): 290,80 -1,20 Pr. 30/12: 774,66 255,69