Tirsdag, 9. maj 2000 24:59 (DNT)


AF-protest mod Amanda

140 medarbejdere på Arbejdsformidlingen (AF) i Århus nedlagde i dag arbejdet i protest mod AFs nye edb-system, Amanda. I Ribe sendte AF et brev til de lokale fagforeninger og bad dem om ikke at henvise ledige, selv om det er et krav for at kunne få dagpenge. Men medarbejderne kan simpelthen ikke registrere de ledige på grund af vanskeligheder med Amanda-systemet. Samtidig siger folketingsmedlem Kaj Stillinger (SF), der i det civile var ansat i en arbejdsformidling, og stadig arbejder der en gang om ugen, at systemet aldrig vil komme til at fungere. Uanset om man får rettet alle småfejlene eller ej, så er systemet "totalt ubrugelig", siger han til DR.

Det har fået formanden for Folketingets finansudvalg Peter Duetoft (CD) til at kræve en grundigere redegørelse fra den ansvarlige minister, arbejdsminister Ove Hygum (S). Det sker ikke mindst på baggrund af, at ministeren har fremsendt endnu en anmodning om at få bevilget penge til viderudvikling af Amanda-systemet. Det var oprindeligt budgeteret til 268 mill. kr., men har indtil nu brugt omkring 460 mill. kr. Arbejdsminister Ove Hygum mener dog, at alle problemerne med systemet er indkøringsvanskeligheder, som kan overvindes, hvis alle AF-medarbejdere tager en ekstra tørn, som han udtrykte det til DR-TVA.



S-politiker indraget i KUC-sag

Lars Engberg, politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus er nu kommet i centrum i den såkaldte KUC-sag. Det viser sig nemlig, at han i 1996 åbenbart forhindrede fyring af Poul-Erik Oppelstrup fra Rigshospitalet. Her var han lønnet formand for Rigshospitalets Boldklub. Poul-Erik Oppelstrup var blandt de 600, der skulle opsiges p.g.a. budgetproblemer. Lars Engberg greb ind med den begrundelse, at Poul-Erik Oppelstrup skulle have 3 måneder til at færdiggøre en rapport om en ny idrætspolitik for Rigshospitalet. Rapporten er aldrig blevet lavet - men senere bliver Poul-Erik Oppelstrup formand for Københavns Ungdomscentrer, KUC - en post han blev fyret fra for kort tid siden på grund af misbrug af firmakreditkort betalt af KUC. En del af pengene til at udligne det skyldige beløb kom fra Rigshospitalets Boldklub, hvor Poul-Erik Oppelstrup var kasserer. Poul-Erik Oppelstrup er en af de 4 tidligere KUC-medlemmer, der i sidste uge blev meldt til politiet i forbindelse med misbrug af kreditkort.

Lars Engberg var sundhedsborgmester i 1996, og hans indgriben kan være ulovlig, såfremt han beordrede Rigshospitalets ledelse til at beholde Poul-Erik Oppelstrup. Han afviser selv at have udstedt nogen ordre.



Landsret: Politi optrådte korrekt

Østre Landsret omstødte i dag en kendelse fra Københavns Byret, der sagde at Københavns politi ikke måtte åbne personlige breve fra en tidligere medarbejder i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der havde begået selvmord. Brevene var til den afdødes advokat, Bjørn Elmquist. Landsretten tillod også, at politiet havde beslaglagt flere effekter, bl.a. yderligere breve mellem advokaten og afdøde. Bjørn Elmquist havde henholdt sig til, at brevene kunne indeholde følsomme oplysninger.



Elever mister e-post

100.000 elever over hele landet har mistet al e-post og indlæg, som de havde liggende på konferencesystemet SkoleKom. En kombination af en fejlslagen montering af en ny harddisk, anvendelse af en uprøvet version af et backup-program og en menneskelig fejl medførte at operatøren for SkoleKom, UNI-C, måtte gå helt tilbage til starten af april for at finde en komplet sikkerhedskopi af alle systemets data. UNI-C har ifølge ComputerWorld Danmark haft planer om en dobbelt backup-strategi, og de planer er nu fremskyndet. SkoleKom ligger på en central server, har 260.000 brugere med ialt 7 mill. breve og indlæg. 400.000 af disse er gået tabt.



Kresten Philipsen træder tilbage.

Amtsborgmester i Sønderjylland, og formand for Amtsrådsforeningen, Kresten Philipsen (V) meddelte i dag overraskende, at han trækker sig tilbage fra politik. For højt arbejdspres, ønsket om at slappe lidt af, og give hans efterfølger lejlighed til at komme ind i amtsborgmesterposten angives om årsag. Amtsborgmesterposten overgår til Karsten Holst (V) i næste måned, men Kresten Philipsen beholder formandsposten i amtsrådsforeningen perioden ud, dvs. 2 år. Kresten Philipsen har været amtsborgmester i 18 år.



Orkan afslørede beredskabsmangler

I en statusrapport fra elselskaberne, 'Beredskab i Elsektoren', som er lavet på baggrund af orkanen 3.-4. december 1999, samt den kraftige storm 14 dage efter, afslører, at det danske beredskab overfor naturkatastrofer stort set ikke fungerer. Problemet er manglende koordinering. Som eksempel nænvnes, at elværkernes folk selv måtte rydde veje for nedfaldne træer og bygningsdele, for at komme frem til ødelagte elledninger. Teknisk direktør, NESA, siger til Politiken, at problemet måske er, at det danske beredskab altfor længe har været organiseret "militaristisk", fordi dets fokus har været på krigs-situationer og civilforsvar. Han savner en "grundlæggende og rationel vision" for et samlet beredskab.

Beredskabsstyrelsen er netop nu igang med et analysearbejde, og her viser det sig, at mange af de telefonlister, som skulle gøre det muligt for politi, falck, elværker, teleselskaber og de kommunale beredskaber at koordinere indsatsen var forældede og i mange tilfælde forkerte. Beredskabsstyrelsen erkender, at der er et stort problem, men har ingen muligheder for at skride ind, og diktere løsninger. Det må ske ved lokale aftaler.



Navision-nedtur

En af Danmarks betydende IT-virksomheder på Fondsbørsen oplevede en kraftig nedtur for aktiekursen i går. Virksomheden, der laver regnskabsprogrammer til mellemstore virksomheder, udsendte en meddelelse til fondsbørsen om, at salget af virksomhedens produkter i april faldt uventet meget. For blot 3 måneder siden udsendte man en langt mere optimistiske vækstmål, og det var formentlig det, der fik kursen til at falde fra 561 til 350 - I værdi var det et tab på godt og vel 5 mia. kr. I januar var kursen på et tidspunkt over 1000. Ifølge Børsen så kan kursfaldet få negative følger for andre danske IT-aktier, først og fremmest Damgaard Data, der er i samme branche-segment som Navision.


DilleSport


HÅNDBOLD: Ligaen kvinder - Slutspil

1/2-finale, 3. kamp
(tirsdag)          Ikast - FIF         33-31
Der skulle overtid til at afgøre denne 1/2-finale efter 25-25 i ordinær spilletid. Og da FIF nedlagde en protest mod en timeout i overtiden, kan det være, at kampen må spilles om.

Hvis protesten ikke følges, er Ikast i finalen.



Vejret

Sol over hele landet - enkelte skyer - og temperaturer op til 18 - 25 grader - varmest i Jylland.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,2839 DKK,   1GBP     12,7184 DKK,   1DEM*     3,8107 DKK
100JPY     7,5858 DKK,   100ITL*   0,3849 DKK,   1AUD (1)  4,8630 DKK
1FRF*      1,1362 DKK,   1CHF      4,8124 DKK,   1CAD      5,5508 DKK
1IEP*      9,4634 DKK,   1NLG*     3,3820 DKK,   1EUR (4)  7,4530 DKK
100ESP*    4,479  DKK,   1NZD (1)  4,0237 DKK,   1SEK      0,9135 DKK
10BEF*     1,8476 DKK,   1NOK      0,9143 DKK,   100ISK   10,78   DKK  
100GRD     2,217  DKK,   1FIM*     1,2535 DKK,   1ZAR (2)  1,1918 DKK
100PTE*    3,718  DKK,   1SGD (2)  4,8025 DKK,   10THB (3) 2,171  DKK
1HKD (2)   1,0624 DKK,   1MYR (2)  2,1792 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, MYR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

(4) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,930% -0,010 (6% - 2029), 5,810% -0,030 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,890%                     5,650%
Aktieindex: 863.18 -2,95   KFX (mest omsatte aktier): 284,39 -4,44
Pr. 30/12:  774,66                                    255,69