Tirsdag, 28. marts 2000 24:19 (DNT)


Dronning Ingrid - 90 år

Dronning Ingrid fyldte i dag 90 år. Fødselsdagen blev på dronningens udtrykkelige ønske fejret uden for megen opmærksomhed hos den nærmeste familie. Det skete i Kancellihuset på Fredensborg, hvor dronningen bor. Alligevel lod hun sig lokke til at vise sig for de fremmødte tilskuere og en talstærk presse, på trods af at hun går dårligt. Hele landet kunne dog følge med, da der blev taget familiebilledet, hvor alle børn, børnebørn og oldebørn var med - dog undtagen kronprins Frederik, der er på slædefart i Nordgrønland.

[Spøgefugle mente, at kronprins Frederik havde sent en særlig hilsen, da Fredensborg i lighed med resten af Nordsjælland var dækket af et tykt lag sne.]



Smalt medieforlig

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) fik i dag et smalt medie-forlig i hus. Forligspartnerne var CD og SF, og forliget blev noget anderledes, end det som kulturministeren meldte ud i sidste uge. Begge de 2 ledige radiokanaler skal i udbud. Men dem, der byder på den 4. kanal (DR har de 3 første), der er den eneste landsdækkende at de to, skal lave et format der består af klassisk musik, jazz og rytmisk musik, med debatskabende og kulturelle programmer. Den 5. kanal, der kun kan garanteres at nå ud til 80% af befolkningen skal levere en nyhedsdækning, der i omfang svarer til DRs - ellers er der frit slag. Begge kanaler kan reklamefinansieres, hvis operatøren ønsker dette. Desuden indebærer forliget, at der indføres en spærretid på 5 minutter før og efter børneprogrammer, hvoer der ikke må vises reklamer, målrettet til børn. Endelig hæves licensen med 100 kr. om året de næste 4 år.

Forligets præcise ordlyd findes på Kulturministeriets hjemmeside.

http://www.kum.dk/dk/con-2_STD_1435.htm

Forliget har udløst stærk vrede hos Venstre og konservative. Jens Rohde (V) siger, at forslaget er "skrædersyet" til DR, og ingen andre vil byde på de to kanaler under de betingelser, og der dermed ikke kommer noget "monopolbrud". Den engelske, kommercielle TV-station, der står bag satelit-kanalen TV3 meldte sig dog i aften som interesseret. Koncortiet af danske aviser, der oprindelig havde lagt billet ind er også yderst negative - men ville dog heller ikke trække sig officielt endnu. Hos TV2 er skuffelsen tilgengæld næsten uden grænser. Ifølge TV-direktør Christine Lage, TV2, betyder medieforliget et tab på tæt på 400 mill. kr. over 4 år - selv om TV2 for 250 mill. kr. flere i licenspenge. Det er tabet af annoncekroner på grund af forbuddet mod børnereklamer og manglende indtægter fra en kommerciel radiokanal, som Elsebeth Gerner Nielsen lovede stationen i sidste uge. TV2 er ikke interesseret i at drive radio på forligets betingelser.



Langland fortsat delt

Med en lille overvægt på kun 84 stemmer sagde vælgerne i Sydlangelands kommune her til aften nej til at lade sig sammenlægge med Rudkøbing og Tranekær kommuner, så Langeland kunne blive en enkelt kommune. Samlet set var der 2/3 flertal for sammenlægningen, men der skulle også være flertal i hver at de 3 kommuner. Stemmeprocenten var høj - omkring 80% Det er 2. gang, at man forsøger at lægge de 3 små kommuner sammen. Sidste gang var i 1992, hvor der var et endnu større flertal imod.



Kontraktbrydere slipper billigere

Østre Landsret nedsatte i dag væsentlig den straf, som byretten havde idømt 6 tidligere medlemmer af Danmarks International Brigade (DIB). De 6 havde nægtet at møde op for at blive udsendt til FN-styrken i Kosova, selv om de havde fået ventepenge og underskrevet en kontrakt om at stå til rådighed. Byretten takserede det til mellem 30 og 40 dages hæfte, mens Landsretten nedsatte det til dagbøder på maksimalt 4.000 kr. Landsretten slog dog i premisserne fast, at straffen for at bryde kontrakterne burde være hæftestraf, men i det konkrete tilfælde havde soldaterne ikke fået tilstrækkeligt klart at vide, hvad konsekvensen af et kontraktbrud ville være.



Skibsforlis ved Kullen

5 polske søfolk savnes og frygtes omkommet, da deres dansk-drevne, men liberiansk indregistrerede skib "Martina" i formiddags sank. I dårligt vejr stødte Martina sammen med den tyske coaster "Werder Brehmen" i farvandet 2 sømil ud for Kullen i Sverige. Martina var på vej ind i Øresund med en last på 600 tons saltsyre og 12 tons fuelolie om bord. Allerede 15 minutter efter sammenstødet kom en svensk marinakutter til, og de fandt 2 forkomne polske søfolk fra Martina. De havde ikke overlevelsesdragter på, så det var et lille mirakel, at de var i live i det blot 4 grader varme vand. Martina drev da om med blot spidsen af stævnen stikkende lodret op af vandet, men den forsvandt omkring middagstid. Eftersøgningen af eventuelle overlevende blev instillet ved mørkets frembrud og genoptages i morgen tidlig. Ingen fra den tyske coaster kom noget til.



Dansker dræbt i lavine

En 34-årig dansk ski-instruktør var blandt de omkomne ved et voldsomt sneskred i Østrig i dag. Seneste rapporter lyder på 12 dræbte. 2 stærkt forkomne blev reddet ud i live, men den ene - den danske ski-instruktør - var død ved ankomsten til hospitalet.



Milliardunderskud: Et godt år!

"Underskuddet for 1999 er på godt DKK 1 mia. - et flot tal efter bare 2½ år, hvor Mobilix har bygget organisationen op, skabt en stærk mærkevare og oparbejdet en stor og sund kundebase. For kendere af telebranchen kommer vores resultat ikke som nogen overraskelse," skriver Monique Moullé-Zetterström, direktør i Mobilix, i en pressemeddelelse i dag. Men ikke desto mindre vakte udtalelserne nogen opmærksomhed i de danske medier. Mobilix er en af de 4 selskaber, der driver mobiltelefoni på de høje frekvenser [GSM 1800 - de øvrige er Telia, Sonofon og TeleDanmark Mobil.] Selskabet havde i 1999 en omsætning på 560 mill, og et bruttotab på 223 mill. kr. - og så er der en negativ egenkapital på 450 mill. kr. Men ejerne af selskabet, det franske teleselskab og dermed den franske stat er indstillet på, at der er tale om en langtidsinvestering.



Kræftindsamling e-klokker i det?

På søndag 2. april afholder Kræftens Bekæmpelse sin årlige indsamling. I år er man kommet lidt galt igang - ihvertfald hvis man er på internettet. En intern konkurrence mellem nogle af dem, der støtter og opfordrer til indsamlingen har startet et veritabelt kædebrev. Heri opfordres man - som i alle kædebreve - at sende den videre til alle man kender, samtidig med at man melder sig til at være indsamler. Desværre minder brevet i indholdet uhyggeligt meget om de mange "hoax"-kædebreve, der regelmæssigt cirkulærer på internettet, og som oftest slås i hartkorn med spam.

[Desværre dukkede det første brev op her ved midnatstid, og det har derfor ikke været muligt at kontakte nogen på Kræftens Bekæmpelse, men brevets indhold bekræftes, når man følger henvisningen til www.cancer.dk. Nu skal man dog være opmærksom på, at netop den virksomhed, der er vært for cancer.dk tidligere har gjort sig uheldigt bemærket her på redaktionen med andre uheldige internet-kampagner for Det konservative Folkeparti og Red Barnet.

Uanset dette uheldige initiativ, så er indsamlingen en vigtig ting, og derfor kan vi kun støtte, at man tilmelder sig - Hvis man altså er i Danmark søndag formiddag. Tilmeldingen kan ske online på adressen:]

http://www.cancer.dk/bidrag/meldig.html


DilleSport


ISHOCKEY: DM-finaler

4. kamp        Herning - Frederikshavn            4-2
Der skal spilles en 5. og afgørende kamp på torsdag i Frederikshavn.



Vejret

De østlige egne vågnede i dag overrasket op til et tykt lag sne. Sammenstød af kold luft og en varmefront fra sydøst medførte op til 20 cm. sne i Nordsjælland. Snevejret medførte en del trafikproblemer i morgentimerne, men ingen personskade til lands. I den øvrige del af landet overskyet bortset fra Nordjylland og Vestkysten, der havde sol. Temperaturer op til 3 - 6 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,7113 DKK,   1GBP     12,2319 DKK,   1DEM*     3,8075 DKK
100JPY     7,2588 DKK,   100ITL*   0,3846 DKK,   1AUD (1)  4,6818 DKK
1FRF*      1,1353 DKK,   1CHF      4,6847 DKK,   1CAD      5,2931 DKK
1IEP*      9,4555 DKK,   1NLG*     3,3792 DKK,   1EUR (4)  7,4468 DKK
100ESP*    4,476  DKK,   1NZD (1)  3,7897 DKK,   1SEK      0,8927 DKK
10BEF*     1,8460 DKK,   1NOK      0,9165 DKK,   100ISK   10,49   DKK  
100GRD     2,227  DKK,   1FIM*     1,2525 DKK,   1ZAR (2)  1,1802 DKK
100PTE*    3,714  DKK,   1SGD (2)  4,4528 DKK,   10THB (3) 2,030  DKK
1HKD (2)   0,9801 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

(4) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,680% +0,030 (6% - 2029), 5,630% +0,060 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,890%                     5,650%
Aktieindex: 884,74 +0,63   KFX (mest omsatte aktier): 297,36 -0,25
Pr. 30/12:  774,66                                    255,69