EU-forbehold omgået?
Regeringen mener, at den er på gyldig juridisk grund, når den lader en
danske officer deltaget i EUs militære planlægningsgruppe - blot han kun
udfører civilt arbejde. Det aftalte udenrigsminister Niels Helveg
Petersen (R) efter råd fra regeringens jurister, med de øvrige EU-lande
på et ministermøde i går. Niels Helveg Petersen gjorde samtidig igen
opmærksom på, at Danmark ifølge Maastricht-aftalen ikke kan deltage i
militært samarbejde i EU. EU-modstanderne med Holger K. Nielsen (SF) i
spidsen kritiserede regeringen for at ville omgå og udhule de danske
forbehold. Venstre kritiserede også regeringen - men det var for at
bringe et ja til ØMU'en i fare ved den kommende folkeafstemning om
forbeholdet overfor det økonomiske samarbejde.
Enhedslistens Keld Albrechtsen har forlangt en redegørelse fra regeringen.
Medicin-kredit overvejes igen
Sundhedsminister Carsten Koch (S) vil nu genindkalde parterne bag
forliget om den nye medicintilskudsordning til forhandling. To af
partierne, Venstre og CD, har kritiseret, at sundhedsministeriet uden at
forhandle med nogen, har aftalt med Apotekerforeningen og
finansieringsselskabet Finax, hvordan kronisk syge patienter kan få
fordelt deres medicinomkostninger. Ministeriet havde tænkt sig et
særligt kreditkort, som Finax skulle stå for. Den ny ordning går ud på,
at man betaler medicinens fulde pris op til et vis beløb, hvorefter
tilskuddet øges. Det betyder, at folk med lavt medicinforbrug kommer til
at betale mere, mens dem med stort forbrug skulle betale mindre.
Malaria-middel uden støtte
Forskere på Rigshospitalet i København har udviklet en ny form for
malaria-behandling. Midlet blev fundet i almindelig lakridsrod - og
forskerne har udviklet en metode, hvorved man kan fremstille de aktive
stoffer kunstigt og billigt. Det sidste er en stor fordel, hvis
befolkningen i troperne skal have glæde af det. Samtidig er de
eksisterende midler ved at blive ineffektive, fordi den
sygdomsfremkaldende parasit har udviklet resistens. Problemet er nu, at
ingen af de store internationale medicinalkoncerner er interesseret i at
investere de ca. 70 mill. kr., der skal til for at få produktet godkendt
til salg. Medicinalkoncernen Smith Cline Beecham fortalte forskerne, at
de havde nedlagt deres eget center for tropesygdomme. Man vil hellere
koncentrere sig om at fremstille medicin til de industrialiserede lande
end til udviklingslandene.
Nu håber forskerne på, at Danida vil hjælpe med til finansieringen af et projekt, der skal skabe en medicinal-fabrik i et udviklingsland, der kan fremstille medicinen.
Nye S-tog ud af drift
DSB har taget de nyeste S-togstammer ud af den daglige drift indtil
videre. Den 18 januar blev et tomt tog af denne type afsporet af endnu
ikke helt klarlagte årsager. Men der er opstået mistanke til, at det
måske kan skyldes at det automatiske trykluftsbaserede affjedringssystem
var sat ud af drift, fordi der ikke var passagerer i toget. Hvis toget
bliver ustabilt, når affjedringen ikke virker, kan der opstå en risiko
hvis trykluften forsvinder under kørsel med passagerer. Derfor vil man
ikke bruge togene indtil man er sikker på årsagen og i givet fald har
fundet en løsning. Indtil videre vil myldretidstogene så køre med
kortere togstammer for at kompensere for manglende togsæt.
[Afsporingen var så alvorlig, at den ramte strækning var spærret i 1 1/2 døgn, selv om der ikke sket alvorlig skade på selve togstammen.]
Krigsforbrydermistænkt arresteret
En mand fra Rwanda, der opholder sig i Danmark, blev tirsdag arresteret
af politiet i Ringkøbing. Det skete efter anmodning fra FNs
krigsforbryderdomstol i Arusha, Tanzania. Domstolens opgave er at finde
bagmændene til folkedrabene i Rwanda under borgerkrigen mellem landets
to befolkningsgrupper i 1994. Flere hundrede tusinde deltog aktivt i
myrderierne, der kostede mellem 500 og 800.000 mennesker livet. Det er
meningen, at krigsforbryderdomstolen skal forsøge at få fat i de 100
værste. Domstolen er blevet kritiseret for at have koncentreret sig for
meget om det tidligere Jugoslavien, men der er nu ved at komme gang i
sagerne. Der er faldet 7 domme.
Den arresterede rwander bor i Skjern med sin kone og børn. Han har boet i landet 2 år og er asylansøger. Han nægter sig skyldig i anklagerne.
(tirsdag) Viborg - DHG 42-18
Vejret
En del sol i perioder, men indimellem regnbyger - i morges med sne og
slud i de østlige egne. Temperaturer 5 - 8 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 7,5961 DKK, 1GBP 12,0468 DKK, 1DEM* 3,8065 DKK 100JPY 6,9494 DKK, 100ITL* 0,3845 DKK, 1AUD (1) 4,7514 DKK 1FRF* 1,1350 DKK, 1CHF 4,6334 DKK, 1CAD 5,2121 DKK 1IEP* 9,4531 DKK, 1NLG* 3,3783 DKK, 1EUR (4) 7,4449 DKK 100ESP* 4,474 DKK, 1NZD (1) 3,6922 DKK, 1SEK 0,8735 DKK 10BEF* 1,8455 DKK, 1NOK 0,9235 DKK, 100ISK 10,42 DKK 100GRD 2,234 DKK, 1FIM* 1,2521 DKK, 1ZAR (2) 1,1885 DKK 100PTE* 3,714 DKK, 1SGD (2) 4,4422 DKK, 10THB (3) 2,024 DKK 1HKD (2) 0,9669 DKK(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.
(4) Valuta markeret med * indgår i EUR.
Obligationsrenter: 6,990% uændr. (6% - 2029), 5,900% -0,020 (6% - 2009) Pr. 30/12: 6,890% 5,650% Aktieindex: 803,55 -0,01 KFX (mest omsatte aktier): 267,18 -0,80 Pr. 30/12: 774,66 255,69