Tirsdag, 8. februar 2000 24:22 (DNT)


Ingen Nyrup-kritik i dag

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) fik sin vilje i dagens møde i Udenrigspolitisk Nævn. Oppositionspolitikere havde på forhånd krævet, at den danske regering meldte sig ud af aktionen mod Østrigs nye regering med deltagelse af Jorg Heiders Frihedsparti. Men efter mødet erkendte de, at den danske regering måtte følge de 13 andre. Alt andet ville være at skade Danmarks anseelse, sagde statsministeren - og "det vil jeg ikke være med til". SF og V fulgte - omend modvilligt indstillingen. Per Stig Møller (K) beklagede, at Danmark ikke standsede aktionen. Adspurgt om han var blevet "blød i knæene" svarede han: "Nej - men jeg kan se, at der ikke er flertal for mine knæ!"



Marstal-skole reddet

Beboerne i Marstal på Ærø festede i går aftes. Da meddelte erhvervsminister Pia Gjellerup (S) at hun har taget øboernes protest til efterretning og ikke følger instillingen fra Søfartsstyrelsen. "Med det engagement, som Ærø har vist omkring navigationsskolen, har jeg tiltro til, at skolen i samspil med de lokale kræfter - og i fri konkurrence med de øvrige skoler og centre - kan skabe det nødvendige elevgrundlag for sin fortsatte eksistens", skriver Pia Gjellerup i en pressemeddelelse. Søfartsstyrelsen ville koncentrere uddannelsen af skibsofficerer på landets øvrige skoler, fordi Navigationsskolen på Ærø kun har en navigationslinie. De øvrige 3 skoler har både navigation og maskinmesterlinier. Skolen i Marstal vil ligesom de øvrige søfartsskoler fremover få tilskud efter antallet af elever - den såkaldte taxameterordning - men det regner de lokale beboere ikke bliver et problem.

Da indstillingen fra et embedsmandsudvalg i Søfartsstyrelsen blev kendt, arrangerede 2.000 ærøboere en demonstrationstur til Christiansborg. Da de nåede frem var demonstrationen vokset til 7.000, fortrinsvis "ærøboere i eksil."



Heimburger: Dagen derpå

Dagen efter, at Jens Heimburger havde meddelt, at han stopper som politiker til sommer, var der indkaldt til gruppemøde hos de konservative. Her redegjorde han for sin beslutning, der skete af hensyn til driften af sine virksomheder. Jyllands-Posten har afsløret flere uregelmæssigheder, bl.a. at en medarbejder bedrog ledelsen for et par år siden, og at udvalgte K-kandidater har fået klækkelige rabatter på reklamemateriale. Ikke sager, der har den store politiske betydning, men Jens Heimburger mener, at det skader mulighederne for at hans virksomhed kan drive forretning fremover. Til DR-TVA sagde han desuden, at han ikke længere vil påtage sig reklamearbejde for de konservative - men han vil fortsat stemme på K.

[Jyllands-Posten brugte i dag en 1/2 forside og hele side 2 på historien - med den yderligere vinkel, at skattevæsenet bør undersøge om de 8 K-kandiater har husket at opgive den indirekte støtte som indtægt...]



Farlig fangeflugt

En fange på vej til en lægeundersøgelse på Vestre Fængsel i København truede sig i dag til frihed. Da han i bil sammen med to fængselsbetjente var på vej til at køre ind igennem fængselsporten, trak han pludselig en køkkenkniv. Han truede betjentene til at køre sig til et andet sted i byen, samtidig med, at han ved hjælp af den ene betjents mobiltelefon tilkaldte en flugtbil. Herefter forsvandt han. Politiet betegner ham som farlig - han er fængslet for frihedsberøvelse, tortur og vold og har tilknytning til Hells Angels.

Fængselsmyndighederne erkendte, at man have svigtet på 2 punkter. Man glemte at forsyne fangen med håndjern inden transporten - og man var ikke omhyggelig nok med kropsvisiteringen inden transporten. Efter undersøgelsen havde han fået lov til at gå på toilettet uledsaget, og det antages at han eller en medfange har gemt kniven der.

Københavns Politi har bragt et billede af den efterlyste på internettet:

http://www.kbhpol.dk/efterlyst.htm



Ølstrejke udvides

Siden mandag har en strejke blandt ølkuskene på Carlsbergs depoter bredt sig, så 400 medarbejdere nu strejker. I sidste uge startede konflikten som en protest mod, at Carlsbergs ledelse standsede et forsøg i Tåstrup, hvor depotmedarbejderne skulle vise, at de kunne konkurrere med private vognmænd om udkørsel af øl og vand. Ledelsen meddelte, at kørslen ville blive udliciteret under alle omstændigheder. Nu er depotcentrene i Tåstrup, Valby og Fredericia ramt af strejken, der snart ventes at blive mærkbar for forbrugere og bargæster i København.



OK2000: 1 forlig

15.000 medarbjeder i byggesektoren fik sent i aften et forligsforslag. Det var SiDs Anlægs- og Bygningsgruppe og Byggeriets Arbejdsgivere, der blev enige om en overenskomst, der ligner industriens: En 4 årig aftale - med lønforhandling efter 3 år - 5 ekstra feriedage, højere pension og 2 kr. mere i timen pr. år.

Forligsmand Asbjørn Jensen har i dag sat en frist til torsdag kl. 14 for resten af forhandlingerne til selv at falde på plads. Ellers vil han gå ind og lade forhandlingerne fortsætte i Forligsinstitutioenen.



Mistænkt for massemord: Erstatning 400.000

Tidligere plejehjemsassistent Dorthe Gramkow har af statsadvokaten for København fået tilkendt 400.000 kr. i erstatning for uberretiget anholdelse og varetægtsfængsling. I 1998 blev hun - under stor medieopmærksomhed også i udlandet - anholdt mistænkt for at have myrdet over 20 plejehjemsbeboere i København. Efter 2 1/2 års forløb blev hun pure frikendt. Hendes advokat, Thomas Rørdam, er ikke tilfreds med erstatningens størelse - han har krævet mindst 1,5 mill. kr. Han mener, at det er en skærpende omstændighed, at politiet efter anholdelsen i sin tid udtalte sig om skyldsspørgsmålet, samtidig med sagsbehandlingen tog så lang tid.



Selvstændinghedsproces igangsættes

I dag har Færøernes lagmand, Annfinn Kallsberg officielt indbudt statsminister Poul Nyrup Rasmussen til et møde i marts, hvor han vil præsentere den danske regering for en traktat og et forslag til en tidsplan for overførsel af suverænitet til øerne. For et par uger siden blev et ekspertudvalg på Færøeren færdige med en rapport, der beskriver konsekvenserne af selvstændighed for Færøerne.



Vejret

Overskyet og en hel del regn. Temperaturer mellem 5 og 7 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,5742 DKK,   1GBP     12,1462 DKK,   1DEM*     3,8056 DKK
100JPY     6,9400 DKK,   100ITL*   0,3844 DKK,   1AUD (1)  4,8429 DKK
1FRF*      1,1347 DKK,   1CHF      4,6314 DKK,   1CAD      5,2306 DKK
1IEP*      9,4509 DKK,   1NLG*     3,3776 DKK,   1EUR (4)  7,4432 DKK
100ESP*    4,473  DKK,   1NZD (1)  3,7544 DKK,   1SEK      0,8796 DKK
10BEF*     1,8451 DKK,   1NOK      0,9228 DKK,   100ISK   10,29   DKK  
100GRD     2,237  DKK,   1FIM*     1,2519 DKK,   1ZAR (2)  1,2064 DKK
100PTE*    3,713  DKK,   1SGD (2)  4,4849 DKK,   10THB (3) 2,034  DKK
1HKD (2)   0,9752 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

(4) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,990% +0,060 (6% - 2029), 5,860% +0,110 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,890%                     5,650%
Aktieindex: 802,93 +0,35   KFX (mest omsatte aktier): 265,24 +1,09
Pr. 30/12:  774,66                                    255,69