Onsdag, 19. januar 2000 23:58 (DNT)
Kommunal pensionistferie starter
Under stærk mediebevågenhed tog 48 pensionister fra Farum i dag afsted
fra Kastrup på charterferie til Gran Canaria. Med var også den glade
giver og rejseleder på turen, borgmester Peter Brixtofte (V), Farum. Farum
kommune har besluttet, at alle borgere over 67 år, uanset øvrige
forhold, får tilbud om et årligt, gratis ferieophold sydpå i
vintermånederne. Formålet er ifølge Peter Brixtofte at styrke
pensionisternes helbred og netværket til de andre i kommunen. Mens de er
dernede i 14 dage, kan de vælge mellem forskellige aktiviteter - eller
lade være.
Næstved - problemfri indvandrerkommune?
I Næstved kommune bor der 2.000 indvandrere og flygtninge - uden
problemer, fortæller DR-TVA. På trods af, at de stort set alle - som i
andre kommuner - bor i bestemte kvarterer, så har kommunen sikret en stærk
integration i skolen. Og midlet har været et tilbud til de tosprogede
elever om at blive optaget på skoler, der har få tosprogede elever i
forvejen. Det har de stort set alle sagt ja til, så nu er andelen den
samme i alle kommunens skoler. Det er bl.a. muligt fordi alle skoler
ligger forholdsvis tæt på hinanden.
Hver 7. elev tosproget - i 2010
Kultursociolog Eivind Vesselbo mener ifølge TV2 Nyhederne, at hver 7.
elev, der 2010 starter i folkeskolen, vil være 2-sproget. Det vil være
en fordobling i forhold til nu, og stigningen vil være ulige fordelt.
Nogle steder i landet vil over 90% være tosprogede. Eivind Vesselbo
siger, at folkeskolen ligesågodt kan indstille sig på det nu, og begynde
at forberede sig. Ingen nok så kraftige stramninger i udlændingepolitik
eller andre restriktioner kan forhindre det. Han forudsage allerede for
10 år siden den nuværende andel - og dengang oplevede han, at han blev
vredt afvist af de daværende, konservativt indstillede skolefolk, som
han udtrykker det.
Tilståelser i Frankrig
I går begyndte en længe ventet retsag i Paris mod 5 franskmænd, der er
sigtet for drab, bankrøveri og gidseltagning i Danmark. I dag faldt den
første overraskelse. 2 af de 5 sigtede ombestemte sig pludselig og
erklærede sig skyldig i sigtelserne. Hidtil har alle 5 nægtet sig
skyldige i at have deltaget i et bankrøveri mod Jyske Bank i Højbjerg
ved Århus og det efterfølgende drab på motorcykelbetjent Morten
Mortensen. Forbrydelsen skete 16. juni 1995, og allerede i starten af
1996 kunne man arrestere 5 franskmænd, der i forvejen havde en
række forbrydelser på samvittigheden. De havde efterladt en række vidner
og tekniske beviser hele vejen fra Højbjerg via Nordtyskland til Paris.
Undervejs til Paris tog de gidsler, hvoraf de fleste kommer til at vidne
i sagen, sammen med bankansatte fra Jyske Bank og folk fra Århus Politi.
Ingen i Frankrig har givet nogen forklaring på, hvorfor det tog 4 år før
sagen kom for retten.
S-togsforsinkelser
Et tilsyneladende banalt uheld i går aftes, hvor et tomt S-tog blev
afsporet mellem Enghave Station og Valby Station forårsagede i dag store
forsinkelser - og det samme ventes det meste af dagen i morgen. Toget var
på vej til reparation i Høje Taastrup, da det hoppede helt af sporet,
og ødelagde en 1,4 km lang strækning. Både sveller, køreledninger,
signaludstyr - og to sporskifter blev ødelagt. Ingen mennesker kom noget
til. Kørslen mellem Valby og København H var ikke mulig, og passagerer
måtte transporteres i busser på strækningen.
Opbakning til Marstal
A. P. Møllerkoncernen har i dag tilbudt Søfartsstyrelsen, at den kan
levere flere elever til Navigationsskolen i Marstal med forholdsvis kort
varsel. Den verdensomspændende rederikoncern har for øjeblikket 450
udenlandske skibsofficerer under uddannelse på Filippinerne, og en del
af disse kan flyttes til Marstal. Søfartsstyrelsens embedsmænd har i en
rapport fornylig foreslået af skolen nedlægges for at koncentrere
søofficer-uddannelserne i Svendborg og Esbjerg, der både kan uddanne
navigatører og maskinmestre. Marstal har kun en navigationslinie.
Lokale beboerer fra Ærø afholdt i fredags en stor demonstration i
København til fordel for bevarelse af skolen, med omkring 7.000
deltagere.
Søfartsstyrelsen har modtaget A.P. Møllers forslag positivt, skriver
Ritzaus Bureau.
Ingen S-arvtager
TV2 Nyhederne har i samarbejde med analysefirmaet Megafon undersøgt
holdningen hos socialdemokratiske medlemmer til partiets ledelse.
Spørgsmålet var om hvem der var bedst til at føre partiet ud af sin
nuværende krise med lave tal i meningsmålingerne. Flertallet - 36% -
mente, at det var statsminister Poul Nyrup Rasmussen. På en 2. plads kom
den tidligere leder, nuværende miljøminister Svend Auken med 17%. Den
forventede næste leder, fødevareminister Henrik Dam Kristensen fik blot
6%. Justistsminister Frank Jensen fik omkring 1% og TV2 noterer sig
også, at ingen ville have erhvervsminister Pia Gjellerup eller
arbejdsminister Ove Hygum. 31% vidste ikke, hvad de skulle mene [eller
havde ikke lyst til at fortælle det til Megafon.]
DilleSport
BADMINTON: Taiwan Open
De danske topspillere er nu rejst videre til Taiwan. I første runde gik
alle herresinglerne videre: Peter Gade, Poul-Erik Høyer, Peter Janum og Anders
Boesen. I damesingle gik Camilla Martin og Mette Sørensen videre,
mens Mette Pedersen og Tine Rasmussen tabte deres kampe. Doublerne gik
alle videre - Herredoublerne: Jonas Rasmussen/Michael Lamp, Michael
Søgår/Jim Laugesen og Jens Eriksen/Jesper Larsen, Mixeddouble: Helene
Kirkegaard/Jonas Rasmussen og Jane Bramsen/Lars Paaske samt Damedouble:
Ann-Lou Jørgensen/Mette Schjoldager og Jane Bramsen/Pernille Høyer.
Enkelte kampe er spillet i 2. runde:
Herresingle Anders Boesen - Michael Beres, Canada 15-4, 15-6
Anders Boesen, der overraskede i sidste uges Korean Open, slog i 1. runde
8. seedede Thomas Johansson, Sverige. 15-6, 15-6.
Samtlige danske resultater findes på:
http://www.dansk-badminton.dk/
under punktet "Nyheder".
FODBOLD: VM-kvalifikation
I dag blev spilleprogrammet for Danmarks pulje ved
kvalifikationsrunderne til VM i 2002 fastlagt. Der bliver følgende
kampe:
2000.09.02 Island - Danmark
2000.10.07 Nordirland - Danmark
2000.10.11 Danmark - Bulgarien
2001.03.24 Malta - Danmark
2001.03.28 Tjekkiet - Danmark
2001.06.02 Danmark - Tjekkiet
2001.06.06 Danmark - Malta
2001.09.01 Danmark - Nordirland
2001.09.05 Bulgarien - Danmark
2001.10.06 Danmark - Island
Nr. 1 i puljen går til VM, nr. 2 skal ud i playoff-kampe med nr. 2 fra
andre grupper. Den kommende landstræner, Morten Olsen, er meget godt
tilfreds med programmet, der starter med flest udekampe og slutter med
hjemmekampe. VM spilles i Japan og Korea.
På FIFA's senest verdensrangliste er Danmark nr. 11. Tjekkiet er nr. 2.
Vejret
Endnu en skyfri dag med sol over hele landet. Temperaturer mellem 2 og 6
graders varme.
Finansmarkederne
Nationalbankens middelkurser fra idag
1USD 7,3581 DKK, 1GBP 12,0534 DKK, 1DEM* 3,8062 DKK
100JPY 6,9371 DKK, 100ITL* 0,3845 DKK, 1AUD (1) 4,8922 DKK
1FRF* 1,1349 DKK, 1CHF 4,6143 DKK, 1CAD 5,0693 DKK
1IEP* 9,4522 DKK, 1NLG* 3,3780 DKK, 1EUR (4) 7,4442 DKK
100ESP* 4,474 DKK, 1NZD (1) 3,8112 DKK, 1SEK 0,8671 DKK
10BEF* 1,8454 DKK, 1NOK 0,9214 DKK, 100ISK 10,15 DKK
100GRD 2,251 DKK, 1FIM* 1,2520 DKK, 1ZAR (2) 1,2145 DKK
100PTE* 3,713 DKK, 1SGD (2) 4,4180 DKK, 10THB (3) 1,984 DKK
1HKD (2) 0,9490 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv
notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3)
er fra Den Danske Bank.
(4) Valuta markeret med * indgår i EUR.
Børsens nøgletal fra igår
Obligationsrenter: 7,060% +0,030 (6% - 2029), 5,940% +0,060 (6% - 2009)
Pr. 30/12: 6,890% 5,650%
Aktieindex: 779,38 -3,58 KFX (mest omsatte aktier): 253,25 -4,50
Pr. 30/12: 774,66 255,69