Mandag, 10. januar 2000 23:57 (DNT)


Borgerlige: Bryd aftale med Tyrkiet!

En revideret tosidet aftale med Tyrkiet om gensidig anerkendelse af de to landes sociale ydelser kræves nu fra dansk side opsagt af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Aftalen, der første gang blev indgået i 1976 giver tyrkiske statsborgere ret til dagpenge, pensionsopsparing og bistandshjælp efter 1 år i Danmark - og danske statsborgere de samme rettigheder i Tyrkiet, blev sidst revideret for nogle uger siden. Ifølge Lene Espersen (K) så var aftalen god nok, dengang Danmark havde brug for arbejdskraft og inviterede tyrkere til landet. Men beboes landet af 2. og 3. generationsindvandrere og der er stop for indvandring, så nu må aftalen opsiges - helst med det samme. Det samme mener Dansk Folkeparti's Peter Skaarup, der ikke mener at den slags bilaterale aftaler med bestemte lande bør findes. Ifølge TV2 Nyhederne var socialminister Karen Jespersen (S) imod at indgå aftalen, da den kom tilbage fra Tyrkiets regering i underskrevet tilstand, men hun blev presset af udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). Han erkendte i TV2 Nyhederne, at han fandt aftalen vigtig som et signal til Tyrkiet om, at landet havde mulighed for en fremtid i EU.

Netop EU-aspektet har fået professor i Socialret, Kirsten Hechter, til at gøre opmærksom på, at aftalens ophævelse ikke vil få den store praktiske betydning. EU har nemlig indgået generelle aftaler med en række lande uden for EU, herunder Tyrkiet, med stort set det samme indhold. Hun opfordrede politikerne til at undersøge lovgivningen mere grundigt inden de meldte ud. Lene Espersen mente dog ikke i DR-TVA, at der kunne være tale om at sådanne bindende aftaler fandtes inden for EU. Det var hun "stærkt tvivlende overfor".

[TV2 havde intet om den sidste vinkel på historien - selv om den blev omtalt både i DR middagsradioavis og DR-TVA her til aften.]



For megen kaffe og for lidt pleje?

Ledere, ansatte og beboere på plejehjemmet Kærbo i København vidste ikke rigtigt hvilket ben de skulle stå på i dag. De blev bogstaveligt invaderet af alle nyhedsmedier, der ville have deres kommentar til en rapport de ikke kendte noget til. Men en ung studerende i Offentlig Økonomi og Regnskab, Christian Albrecht Christensen, på Roskilde Universitets Center (RUC) forsvarede i formiddags mundtlig sin rapport over forholdene på netop Kærbo. Han lod sig sidste år ansætte som afløser på plejehjemmet, og udover at udføre sit arbejde foretog han analyser af arbejdsgangen på plejehjemmet. Og mens alle ansatte var enige om, at de havde en stresset arbejdsdag og for få ressourcer, bemærkede Christian Albrecht Christensen, at den daglige effektive arbejdstid - den tid de var i kontakt med beboerne - lå mellem 1 1/2 - 4 timer, på en arbejdsdag på 7 1/2 time. Resten af tiden sad personalet og drak kaffe mens de snakkede indbyrdes. Han mener ikke, at de ældre ikke får den pleje, de har behov for - men han mener, at personalet burde bruge tiden mere effektivt - og i det mindste være mere sammen med beboerne. [Plejehjemmet Kærbo et et nyt plejehjem, hvor de enkelte beboere har lejligheder - ikke blot værelser.] RUC-studenten mener også, at ledelsen af plejehjemmet mangler visioner.

Plejehjemmets tillidsmand afviste blankt, at man holdt for lange pauser, eller at der var noget at udsætte på arbejdsprocedurerne. Lederen var moralsk forarget over, at hjemmet var blevet udsat for en analyse uden at de var orienteret om det. Hun afviste også, at rapportens beskrivelse [som refereret] havde noget på sig - men hun ville dog - såvel som det øvrige personale - gerne i direkte dialog med Christian Albrecht Christensen, der stadig arbejder på Kærbo. Han mødte også op i eftermiddags, som planlagt, for at arbejde. Lederen mente ikke umiddelbart der var nogen grund til at fyre ham - før de havde haft lejlighed til at diskutere rapporten med ham i morgen.

Heller ingen af plejehjemmets beboere kunne finde noget at udsætte på personalet. Tværtimod kom der altid nogen, når man ringede på den klokke, der er i hver lejlighed indenfor 5 - 10 minutter - døgnet rundt, sagde flere.



Lederformand: Næstekærlighed skal tilbage!

Mens stort set alle berørte i forbindelse med Kærbo tager afstand fra Christian Albrech Christensens konklusioner - så får han medhold i foreningen for plejehjemsledere, LederForum, Erik Lehn. Han siger til TV2 Nyhederne, at kommunerne ønsker "fred for enhver pris", og det tvinger lederne til at vige tilbage for at tage konflikter med medarbejderne, når de går for vidt. Han mente, at det var et kulturelt problem, grundlagt i de sidste årtiers uddannelse, der var ensidigt fokuseret på effektivisering af pleje. Han ønskede direkte "næstekærligheden tilbage i plejen" - og det skulle ske i uddannelsen, samt ved massiv efteruddannelse af det nuværende plejepersonale. Han havde ikke noget mod, at plejepersonalet holdt lange kaffepauser - bare det skete, mens de sad og snakkede med beboerne - ikke for sig selv i personalestuen.



Thorsen-forsvarer afstår fra forhør

I dag sluttede anklagerens krydsforhør af tidligere entreprenør Kurt Thorsen, i den sag, hvor han og tidligere direktør i PFA Byg, Rasmus Trads, står anklaget for at have lavet falske garantier med PFA koncerndirektørs Andre Lublins underskrift. Da det blev Kurt Thorsens forsvarers tur, afstod advokat Ebbe Mogensen fra at udspørge sin klient. Bagefter fortalte han de ventende journalister, at det var fordi han mente, at Kurt Thorsen allerede under anklagerens forhør havde talt godt for sig. Han var også tilfreds med sin klients svar, og roste denne for at have forberedt sig bedre og bedre i forløbet.

Imorgen starter afhøringen af Rasmus Trads mangeårige veninde og kollega i PFA. Det var hende, som Kurt Thorsen i sidste uge mente, var et uægte barn af Andre Lublin, og at det viste, at Kurt Thorsen måtte handle i god tro, når han mente at PFA's koncernchef vitterligt havde underskrevet garantier for ham. Kurt Thorsens påstand, der faldt uden for Byretten, gav anledning til et raserianfald for åben skærm hos Rasmus Trads. Et raserianfanld, som han i dag sagde til TV2 Nyhederne at han fortryder - men ikke kunne gøre anderledes i den givne situation.



Ny politichef vil "på gaden"

Siden 1. januar har rigspolitichefen heddet Torsten Hesselbjerg, og han er begyndt at gøre sig bemærket som en udadvent person, hvilket ikke har været sædvanlig i den stilling før. Han vil sætte kraftigt ind overfor gadebander, siger han til DR-TVA i dag. Det sker for at hindre en kraftig højredrejning i samfundet og dermed større konflikter i samfundet. Han vil også slå hårdt ned på stærkt kriminelle - og han mener at der er personer, der som det hedder "er uden for terapeutisk rækkevidde" - dem må man være parat til at mandsopdække - bure inde - så længe det er nødvendigt for at kontrollere dem. Han siger, at han vil være en meget udfarende chef, der vil komme overalt - på politistationer, nærpolitistationer og boligkvarterer med problemer - såsom Vollsmose i Odense. Han er heller ikke bleg for at indrømme at fejl kan ske - hans egen største indtil nu var, da han som fuldmægtig i justitsministeriet sagde god for - både internt og i et læserbrev i Jyllands-Posten - at den såkaldte Tvind-særlov var i orden. Højesteret har senere afgjort, at loven var grundlovsstridig.


DilleSport


HÅNDBOLD: M-pokalfinale

(søndag)          FIF - Skjern            20-24
Det var 3. gang, at Skjern var i pokalfinalen - og første gang at de vandt. Kampen blev spillet i Brøndby-Hallen.



HÅNDBOLD: Ligaen kvinder

(lørdag)          DHG - Brabrand          20-30
                  FIF - Ikast             30-26
(søndag)          Esbjerg - Skovbakken    24-27
                  Randers - Kolding       33-28
                  Viborg - Frederikshavn  42-25
                  Horsens - GOG           24-23
Stillingen
                   Kampe   V  U  T      mål   Point
  1. Viborg         10     8  1  1    328-261  17
  2. Ikast          10     7  1  2    299-236  15
  3. FIF            10     6  1  3    280-271  13
  4. Horsens         9     5  1  3    237-220  11
  5. Frederikshavn  10     4  3  3    272-258  11
  6. Kolding        10     5  1  4    251-254  11
  7. Randers        10     4  2  4    271-279  10
  8. Skovbakken      9     4  1  4    230-235   9
  9. Brabrand       10     4  1  5    240-256   9
 10. GOG            10     2  2  6    239-243   6
 11. Esbjerg        10     3  0  7    226-262   6
 12. DHG            10     0  0 10    210-308   0



Vejret

Efter en grå og regnfuld lørdag klarede det op i løbet af søndagen. I dag nogen sol, men efterhånden flere skyer i vest. Temperaturer 3 - 6 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,2745 DKK,   1GBP     11,9001 DKK,   1DEM*     3,8064 DKK
100JPY     6,9609 DKK,   100ITL*   0,3845 DKK,   1AUD (1)  4,7275 DKK
1FRF*      1,1349 DKK,   1CHF      4,6258 DKK,   1CAD      4,9401 DKK
1IEP*      9,4528 DKK,   1NLG*     3,3783 DKK,   1EUR (4)  7,4447 DKK
100ESP*    4,474  DKK,   1NZD (1)  3,7301 DKK,   1SEK      0,8611 DKK
10BEF*     1,8455 DKK,   1NOK      0,9079 DKK,   100ISK   10,05   DKK  
100GRD     2,251  DKK,   1FIM*     1,2521 DKK,   1ZAR (2)  1,1922 DKK
100PTE*    3,713  DKK,   1SGD (2)  4,3504 DKK,   10THB (3) 1,947  DKK
1HKD (2)   0,9290 DKK
(1) AUD og NZD er fra fredag, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

(4) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 7,010% -0,030 (6% - 2029), 5,810% -0,050 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,890%                     5,650%
Aktieindex: 768,53 +9,43   KFX (mest omsatte aktier): 251,79 +2,32
Pr. 30/12:  774,66                                    255,69