Torsdag, 6. januar 2000 23:51 (DNT)


[BLA*net e-post oppe]

[Vi har fået etableret de vigtigste e-postadresser under den nye domæne-server, så nu skulle vi være kørende igen. Worldonline (www.worldonline.dk) er virkelig en fornøjelse at arbejde med indtil nu.]



V-borgmestre: S-klynk!

Når flere socialdemokratiske borgmestre på Københavns vestegn klager til regeringen for øjeblikket og kræver stærke stramninger i reglerne for familiesammenføring, så er det "klynk". Det mener ihvertfald to borgmestre, der sidder i Venstre-dominerede kommuner: Peter Brixtofte, Farum, og Rene Milo, Greve. Begge steder har man haft stor succes med integration af indvandrere Ingen af stederne er der problemer med indvandrere, selv om de udgør 10% af befolkningen. I Farum besluttede man sig allerede i midten af 80'erne for at sætte ind. Det skete blandt andet med et (dengang) kontroversielt krav om, at man skulle lære dansk, hvis man ville have bistandshjælp. Siden har man også gennem en aktiv erhvervs- og aktiveringspolitik sørget for, at unge 2. generationsindvandrere kom i arbejde, hvis de ikke ville studere. I skolen sørger man for, at flytte eleverne rundt i kommunen, så der er ligelig repræsentation i alle klasse. Peter Brixtofte mener iøvrigt, at det vil gøre mere skade end gavn, hvis man begynder at blande sig i borgernes gifteplaner, såsom de 6 S-borgmestre, støttet af Venstre og konservative i Folketinget, ønsker.

Borgmester Kjeld Rasmussen (S), Brøndby, siger at de har gjort alt det rigtige - der er bare for mange udlændinge i Brøndby, så nu hjælper det ikke længere.



Udlandsdansker vil købe Tivoli

Endnu en seriøs køber har meldt sig til Carlsbergs dominerende aktiepost i Tivoli. Udlandsdanskeren Alex Brask Thomsen annoncerede i dag, at han vil byde - og at den pris, som Carlsberg har talt om - 250 mill. kr. - er i underkandten af, hvad aktierne reelt er værd. Alex Brask Thomsen, der er blevet milliardær på at drive bank-virksomhed, er i offentligheden stadig mest kendt for, at han for nogle år siden tilbød at købe Nørrebrogade og døbe den om til Alex Brask Thomsengade. Han er født og opvokset der. I den forbindelse afviser han, at han vil ændre Tivoli's navn. Tværtimod gælder det om at redde noget typisk dansk og bevare det. Han siger til TV2 Lorry blandt andet, at det at være udlandsdansker gør en mere glad for alt dansk, såsom Tivoli.

I forvejen har et koncortium, samlet af det midtsjællandske forlystelsescenter Bon Bon Land, budt på aktierne. Carlsberg ønsker at sælge for at kunne investere i internationale opkøb i bryggeribranchen.



Det var kikskagen!

Laboratorieanalyser har nu vist, at det var de samme salmonella enterititis som blev fundet ved obduktionen af 2 døde mænd fra Ejstrupholm, som var i en kikslagkage, som de begge havde spist af. 5 ud af 9 personer i familien, der spiste af kagen, blev syge, 3 blev indlagt, og en 45-årig mand og hans 18-årige søn døde. Salmonella er højest sansyligt kommet i kagen sammen med rå æg fra et privat hønsehold. Tidligere forgiftningstilfælde har vist, at det netop er i forbindelse med chokolade, at denne type salmonella-variant er farligst. Fedtet i chokoladen indkapsler tilsyneladende salmonella-bakterierne, der ellers normalt går til i mavesyren.



DIB-sag ankes af auditør

Mens de sidste af de 9 tidligere medlemmer af Danmarks Internationale Brigade (DIB) overvejer om de skal anke dommene, så har hærens advokat, auditøren, besluttet at alle dommene skal ankes. Ved retterne i Varde og Hillerød blev der idømt mellem 10 dages betinget til 40 dages ubetinget fængsel for at være udeblevet fra indkaldelse til DIB'en, da den skulle til Kosova i sommers. Forsvarets auditør anker fordi man finder, at dommene er alt for forskellige - og for milde. Man vil ikke afvise, at man derfor kan komme til at skulle ende i Højesteret. Ankerne går nemlig til hver af de to landsretter, så muligheden for forskellige domme er der stadig.



Millionbøde i vente

En 44-årig mand fra Skovlunde kan se frem til et bødekrav på mellem 1 og 1,5 mill. kr. fra Told- og Skattevæsenet. Toldere har fundet 2.000 flasker ulovligt importerede spiritusflasker i mandens garage. Samtidig fandt man også tom emballage, der havde indeholdt 5.000 flasker. Derudover fandt man også ulovligt indført cigaretter og fyrværkeri. Manden nægter sig skyldig, og siger at han havde udlånt garagen til andre.



EU-direktorat hacket

EU-direktoratet, der sørger for udbetalingen af EU-støtteordninger, blev natten til i dag udsat for et succesfuldt hackerangreb. Det var deres websider, der blev angrebet, og hackeren kunne få kontrol med hele webserveren, fortæller DR-TVA. Det var et temmelig banalt hul, og hackerens selv betegnes som "amatøragtig" af sikkerhedseksperter fra Munkedahl og Neupart. Systemet er ny blevet sikret, påstod direktøren for direktoratet, og han havde da ikke noget imod, at hackeren prøvede igen i nat.

[Det der med at "udfordre" hackere blev dengang jeg beskæftigede mig med internet-sikkerhed betragtet som et definitivt "no-no!" Adressen på hjemmesiderne er ifølge www.danmark.dk:

http://www.eud.dk/
- men da jeg skulle prøve henvisningen af, så det ud til at deres firewall havde lukket forbindelsen til webserveren...? /Leif]







Vejret

Regn - først i Jylland og senere også på øerne. Indimellem også perioder med solstrejf. Temperaturer 5 - 8 grader



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,1942 DKK,   1GBP     11,8325 DKK,   1DEM*     3,8060 DKK
100JPY     6,8714 DKK,   100ITL*   0,3844 DKK,   1AUD (1)  4,7245 DKK
1FRF*      1,1348 DKK,   1CHF      4,6393 DKK,   1CAD      4,9483 DKK
1IEP*      9,4517 DKK,   1NLG*     3,3778 DKK,   1EUR (4)  7,4438 DKK
100ESP*    4,474  DKK,   1NZD (1)  3,7327 DKK,   1SEK      0,8613 DKK
10BEF*     1,8453 DKK,   1NOK      0,9077 DKK,   100ISK   10,02   DKK  
100GRD     2,249  DKK,   1FIM*     1,2520 DKK,   1ZAR (2)  1,1817 DKK
100PTE*    3,713  DKK,   1SGD (2)  4,3410 DKK,   10THB (3) 1,939  DKK
1HKD (2)   0,9232 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

(4) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,010% -0,030 (6% - 2029), 5,810% -0,010 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,890%                     5,650%
Aktieindex: 755,13 -20,46  KFX (mest omsatte aktier): 246,98 -5,80
Pr. 30/12:  774,66                                    255,69
Den internationale usikkerhed på aktiemarkederne har også forplantet sig til det danske - dog ikke i så høj grad. Ifølge Børsen har danske aktionærer mistet ialt 60 mia. kr. tirsdag og onsdag.