Torsdag, 16. December 1999 24:09 (DNT)


Storm på vej

Så skal vi til det igen. Næsten på klokkeslet 14 døgn efter, at Danmark blev ramt af den værste orkan i dette århundrede, der der en ny storm på vej. Prognoserne tyder p.t. ikke på, at den bliver nær så kraftig som den forrige, men den rammer nordligere, og kommer med andre vindretninger. Der er varslet vindstød af orkanstyrke. Derfor advares der om, at man skal sikre sine midlertidige reparationer ekstra godt inden i morgen middag. Stormen ventes at ramme nordvestjylland over middag, og vil kulminere over hele landet midnat, natten til lørdag.

Dennegang tager alle - myndigheder og private - advarslerne alvorligt. Både vagtcentraler, elselskaber og Falck har indkaldt ekstra mandskab til at bemande telefoner. Falck i Nordjylland har allerede haft travlt i dag. Adskillige nye kunder har ringet og bestilt abonnement, for at være på den sikre side. Dennegang lover politiet også, at man vil tilkalde forsvaret så snart, der bliver brug for det. Ved orkanen i sidste uge var der flere steder, hvor forsvaret var parat til at rykke ud, men det blev aldrig opfordret af beredskabsmyndighederne.



Thorsen Tavs!

Ved årets sidste retsmøde i PFA-sagen, overraskede den ene anklagede, Kurt Thorsen, alt og alle - også sine forsvarere - ved at nægte at udtale sig. Anledningen var, at forsvareren for den anden anklagede, Rasmus Trads, begyndte at bore i nogle uoverenstemmelser mellem Kurt Thorsens forklaring til politiet efter sin arrestation og ved det det indenretlige forhør senerehen. Bagefter sagde Kurt Thorsen, at spørgsmålene var kommet uventet, og at han ville have mere tid til at overveje sine svar.

Næste retsmøde er 3. januar 2000



Finanslov vedtaget

Finansloven for 2000 blev vedtaget i dag. 106 stemte for (S, R, V, K, SF, CD og KRF), 18 imod (Enhedslisten, DF og Frihed 2000) og en undlod at stemme: Frank Dahlgaard, uafhængig.



Total maskeringsforbud

Politiet har leveret en redegørelse til justitsminister Frank Jensen og til medlemmer af Folketingets retsudvalg, hvor man gør rede på, hvordan et "hætte-forbud" kunne blive et værktøj mod optøjer og hærværk. Forbuddet alene gør det ikke. Politiet ønsker samtidig vidtgående beføjelser til at udøve skøn. For det først ønsker man et forbud, der dækker alle former for sløring af identit - altså også solbriller, falsk skæg, sminke, halstørklæder m.v. - sålænge det bæres med det formål at begå kriminalitet. Samtidig ønsker politiet mulighed for - skønsmæssigt - at undlade at skride ind, hvis man mener, at anholdelser vil medfører flere uroligheder. Venstre og Konservative støtter ubetinget politiets forslag, ligesom justitsminister Frank Jensen (S). SF er meget skeptiske. Anne Baastrup (SF) siger til TV2 Nyhederne, at man (politikere og forældre) skulle "lære" de unge at "fægte med åben pande" og bruge demokratiske metoder istedet for optøjer. De radikale, der hidtil har været skeptiske over for et generelt maskeringsforbud, vil først studere redegørelsen nærmere, før man tager stilling.



Flere voldstilfælde

Antallet af grov voldstilfælde er steget. I 1999 er der således 21% flere tilfælde end året før i de første måneder. Den lette vold er også steget - men kun 4%. Professor i kriminologi, Flemming Balvig, Københavns Universitet, har tidligere tilskrevet stigningen, at flere anmelder vold end tidligere. Nu mener han - efter samråd med læger fra skadestuer, at der er tale om en reel stigning. Volden er typisk i forbindelse med spiritus, og ofrene bliver yngre og yngre. Flemming Balvig siger til DR, at der også er en tendens til, at unge accepterer, at de kan risikere at blive udsat for vold, når de går i byen - en udvikling han finder betænkelig.

Det har længe været kendt, at unge under 18 år har nem adgang til spiritus også på værtshuse, selv om det ifølge loven er forbudt. I dag blev det igen overvejet, om man skal afskaffe "happy hour" - mange værtshusholdere er parate til det, hvis deres konkurrenter også gør det. Det gælder især i nærheden af store uddannelsesinstitutioner. [Den i pressen ofte omtalte gadebandevold udgør en brøkdel af de grove voldstilfælde, og har ingen indflydelse på stigningen i volden.]



Borgmester stemte for sig selv

Borgmesteren i Skævinge, Finn Hansen, har et absolut flertal bag sig i den konservative gruppe. Alligevel vil han også gerne være populær blandt vælgerne. Især hans ide om at bygge en stor, udendørs skøjtebane, som oppositionen har kritiseret. Socialdemokratiet i Skævinge havde sat ideen til afstemning på internettet - efter at beslutningen var taget. Det viste et overvældende flertal for ideen. Imidlertid opdagede socialdemokraterne, at en meget stor del af ja-stemmerne stammede fra en og samme computer, selv om det ikke skulle kunne lade sig gøre. Og maskinen stod på kommunekontoret. Borgmester Finn Hansen indrømmer gerne, at han - lige som så mange andre - "har fået modem" og personlig har klikket 425 gange på ja-knappen. Han kan ikke se noget forkert i det - sådan er der jo andre der gør ved internetafstemninger. Han har ikke kommenteret, at websidernes administrator har beregnet, at der var brugt 5 timer ialt på at stemme. Borgmesteren er dog vred over, at socialdemokraterne har offentliggjort stemmefuskeriet: Han kalder det "Uretfærdigt" - De havde jo lovet, at afstemningen skulle være anonym.



Shell flytter til Danmark

Det store, internationale olieselskab Shell flytter sig holdingselskab til Danmark. Det sker udelukkende af skattetekniske årsager. Danmark er nemlig et fremragende skattely for holdingselskaber, idet de ikke skal betale skat overhovedet af overskud fra datterselskaber. Den regel har været kraft siden 1. januar, og 1.800 selskaber har benyttet sig af den. Nytten af reglen er omdiskuteret. Bestyrelsesformand Rolf Larsen, Copenhagen Capacity siger til TV2 Nyhederne, at en tilsvarende regel i Holland har givet 500 arbejdspladser, og hvis Danmark kunne få nogen af dem ville det være fint. Bikubens skatte-expert Christian Amby mener imidlertid ikke, at selskaberne overhovedet har behov for lokale ansatte, og at regelen kun skader Danmarks omdømme i udlandet. Ihvertfald har EU-kommisionen fremhævet Danmark i sin generelle kritik af tvivlsomme skattefordelsregler, der skal lokke virksomheder til på bekostning af andre EU-lande.


DilleSport


FODBOLD: EM-hajer klar

Omkring 130.000 danskere har foreløbig kontaktet DBU via telefon, epost og post for få billetter til Danmarks indledende kampe ved EM næste år i Holland. Der er stadig mulighed for at være med i den lodtrækning, DBU har sat i udsigt. Alle får lige adgang, blot man har meldt sig inden fristens udlæb.

På trods af, at der ikke er sat nogle billetter til salg nogen steder, så er mere eller mindre seriøse bureauer parat med "garanterede" billetter udenom det officielle system. Et bureau er netop blevet dømt for at have solgt ulovlige billetter i forbindelse med EM i 1998, men ifølge DBU er det dukket op igen under et nyt navn. Dennegang bliver alle EM-billetter forsynet med numre, så man kan spore sortbørshandlere.



HÅNDBOLD: Ligaen mænd

	Roar - Virum/Sorgenfri      24-33



Vejret

Solrig dag med frost, efterhånden skyer, regn og varmere luft fra vest. Temperaturer -2 til 0 i øst, op til 6 graders varme ved vestkysten.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,3275 DKK,   1GBP     11,8481 DKK,   1DEM*     3,8049 DKK
100JPY     7,1152 DKK,   100ITL*   0,3843 DKK,   1AUD (1)  4,7052 DKK
1FRF*      1,1345 DKK,   1CHF      4,6482 DKK,   1CAD      4,9464 DKK
1IEP*      9,4491 DKK,   1NLG*     3,3769 DKK,   1EUR (4)  7,4418 DKK
100ESP*    4,473  DKK,   1NZD (1)  3,6703 DKK,   1SEK      0,8644 DKK
10BEF*     1,8448 DKK,   1NOK      0,9183 DKK,   100ISK   10,12   DKK  
100GRD     2,3759 DKK,   1FIM*     1,2516 DKK,   1ZAR (2)  1,2095 DKK
100PTE*    3,712  DKK,   1SGD (2)  4,4142 DKK,   10THB (3) 1,942  DKK
1HKD (2)   0,9533 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,800% +0,030 (6% - 2029), 5,420% +0,030 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,350%
Aktieindex: 772,24 -7,19   KFX (mest omsatte aktier): 243,29 -1,31
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34