Onsdag, 24. November 1999 24:45 (DNT)


Borgere snydt for 43 mia.?

En 74-årig pensionist Hans Peter Scharla Nielsen, har i dag stævnet finansministeriet med krav om udbetaling af et beløb, som staten uretmæssigt har tilbageholdt fra ham - og efter hans mening alle andre borgere i Danmark. Han har nøje gennemgået de finansmodeller, som finansministeriet bruger til beregning af de nøgletal hvorudfra pensioner, bistandshjælp og dagpenge beregnes - samt også de forskellige skattegrænser. Hans påstand er, at finansministeriet siden 1996 systematisk har anvendt misvisende tal for gennemsnitslønninger i Danmark. Istedet for at tage alle lønmodtagere og alle deres løninger, og derudfra beregne gennemsnitslønen, så har finansministeriet i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening (der leverer lønoplysningerne) valgt at se bort fra IT-virksomheder, og man korrigerer heller ikke for, at flere lønmodtagere går fra overenskomst til funktionærlønninger. Det lavere løngennemsnit betyder, at overførselsindkomsterne, der i følge loven skal følge gennemsnittet er for lavt. Hans Peter Shcarla Nielsen mener det er et beløb omkring 3 mia. kr. Samtidig hermed er top- og bundskattegrænserne sat for lavt - og det betyder at skatteyderne har betalt ca. 40 mia. for meget!

Hans Peter Scharla Nielsen er ikke en tilfældig pensionist - han har gjort det før! I 1996 fik han dom for, at finansministeriet havde beregnet pensionsudbetalingerne forkert, og udbetalt 1,5 mia. kr. for meget. Det medførte en næse [irettesættelse] af finansminister Mogens Lykketoft (S) og at pensionerne for de næste år blev nedsat. Det var Hans Peter Scharla Nielsen ked af, sagde han let ironisk til DR i dag, så nu håbede han at få rettet lidt op på sagen. Sagen ventes at tage et års tid.



Amt erkender Hafnia-tab

Økonomiudvalget i Københavns Amt vil ikke sagsøge Den Danske Bank med krav om erstatning i forbindelse med Hafnia-sagen. Det har flere investorer gjort, ført an af 2 småinvestorer, der allerede har vundet første omgang mod banken og et revisionsfirma. Københavns Amt havde placeret 200 mill. kr. i Hafnia og har formentlig tabt alle pengene. Udvalget erkender imidlertid, at der var tale om et kortfristet lån til Hafnia, ikke en inverstering, og derfor mener man ikke, der er noget at komme efter.



9 DIB'er i retten

9 soldater fra Danmarks Internationale Brigade vil blive sigtet for kontraktbrud af Forsvarets Auditører. Det er det første resultat af, at 39 soldater, der havde kontrakt med DIB, nægtede at tage afsted til Kosova i sommers. De fleste har forsvaret sig med, at de troede der kun var tale om en enkelte udsendelse på de 3 år kontrakten varede, og de havde været i Bosnien. Hærens Konstabel og Korporalforening er overrasket over, at der bliver rejst sag. Især på baggrund af, at DIBs egen ledere er begyndt at erkende, at de måske mundtligt har vildledt soldaterne for at få dem til at skrive under.



Fængslinger i drabssag

To personer - en kvinde og en mand fra Sydfyn - er i dag blevet anholdt og fængslet, sigtet for rovmord mod en 82 årig mand fra Søndersø. Han blev fundet med halsen skåret over af hjemmehjælpen i mandags, bag en lukket dør. Der var tegn på at huset var blevet gennemrodet. Det var et vidneudsagn fra en af naboerne. En kvinde havde banket på i den tro, at vidnets hjem var den myrdedes. Derfor kom politiet hurtigt på sporet. De to anholdte kendte den 82 årige, men hvordan er ikke oplyst. Mordvåbnet er endnu ikke fundet, på trods af omfattende eftersøgning, bl.a. af alt affald fra Søndersø.



CD vil mægle

CD's leder Mimi Jakobsen, vil ikke opgive at få et forlig i stand om en 4 årig aftale for politiet, selv om de 4 borgerlige i går udvandrede efter et kort møde hos finansminister Mogens Lykketoft. V og K havde stoppet forhandlingerne med justitsminister Frank Jensen (S) fordi denne kun ville finansiere de ialt 2,3 mia. kr. ekstra til politiet ved afgiftsforhøjelser på tinglysning, kørekort, pas og nummerplader. V og K ønsker besparelser - men på andre ministeriers områder. Det havde de håbet på at få hos Mogens Lykketoft, men han var ifølge Thor Pedersen (V) ubøjelig. CD synes dog, at Venstre er meget stejl i denne sag, og har derfor i dag snakket med Bendt Bendtsen (K) og Mogens Lykketoft. Mimi Jakobsen synes, at de konservative er mere positive. I morgen vil Mimi Jakobsen forsøge at komme til at snakke med Anders Fogh Rasmussen (V).



Skattehul for rige stoppes

Skatteminister Ole Stavad (S) lovede i dag Folketinget, at han i starten af det nye år vil fremlægge forslag til, hvordan man kan lukke et p.t. lovligt hul i skatteloven. Det drejer sig om meget rige storaktionærer, der kan få de firmaer, de kontrollerer til at stille billig eller gratis villa til rådighed. Af ikke helt klar årsager - formentlig på grund af mangelen på en markedsværdi for millionvillaer, har retspraksis fastsat meget lave lejeværdier af disse villaer. Derfor kan hovedaktionærer således sidde i firma-betalte huse til huslejer en brøkdel af hvad de ville have været, hvis der var tale om lønmodtagere. Hullet er kun "åbent" for ca. 200 personer på landsplan, men symbolværdien og kravet om lighed for loven gør, at der bør gøres noget, siger skatteminister Ole Stavad til DR-TVA.



Trads-bog på gaden

Det var ikke helt så timet, som han havde ønsket - men næsten. I går udkom bogen "Skyldig - fra direktør til straffefange", skrevet af tidligere PFA-Byg direktør, Rasmus Trads. Bogen er hans beretning om hvordan han lod sig lokke af byggematador Kurt Thorsen til at forfalske underskrifter fra sin chef, koncerndirektør Andre Lublin. Retsagen mod Rasmus Trads og Kurt Thorsen startede i sidste uge. Tidspunktet for udgivelsen af bogen har rejst en række juridske spørgsmål. Flere eksperter mener, at bogen kan skade Rasmus Trads selv, da retten ikke kan undgå at inddrage den. Kurt Thorsens forsvarer krævede også retsagen udsat for selv at kunne få bogen læst. Det var meningen, at bogen skulle være udkommet samtidig med, at Kurt Thorsen skal i vidneskranken i næste uge, men den slap ud før på grund af en åbenmundet boghandler.


DilleSport


HÅNDBOLD: Ligaen mænd

[Tak til alle dem, der gjorde opmærksom på at vi fik kaldt det fodbold i går... :-)]

         Viborg - FIF             28-23



Vejret

Overskyet og tåget i de vestlige egne, i øst var der sol midt på dagen, men derefter også tåge der. Temperaturer op til 9 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,2638 DKK,   1GBP     11,7513 DKK,   1DEM*     3,8027 DKK
100JPY     6,9613 DKK,   100ITL*   0,3841 DKK,   1AUD (1)  4,5858 DKK
1FRF*      1,1338 DKK,   1CHF      4,6510 DKK,   1CAD      4,9556 DKK
1IEP*      9,4435 DKK,   1NLG*     3,3749 DKK,   1EUR (4)  7,4374 DKK
100ESP*    4,470  DKK,   1NZD (1)  3,6825 DKK,   1SEK      0,8651 DKK
10BEF*     1,8437 DKK,   1NOK      0,9102 DKK,   100ISK   10,05   DKK  
100GRD     2,364  DKK,   1FIM*     1,2509 DKK,   1ZAR (2)  1,1744 DKK
100PTE*    3,710  DKK,   1SGD (2)  3,3135 DKK,   10THB (3) 1,872  DKK
1HKD (2)   0,9263 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,840% -0,010 (6% - 2029), 5,480% -0,020 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,350%
Aktieindex: 746,19 -3,91   KFX (mest omsatte aktier): 241,46 +0,06
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34