DR Online har "live webcast" - en internet-transmission af begivenheden (RealVideo format). Det og en masse andre ting kan findes på deres temasider:
http://inter03.dr.dk/nyheder/baggrund/daab/index.htmTV2 vil naturligvis heller ikke stå tilbage, deres temaside er her:
http://nyhederne.tv2.dk/bag.asp?id=843
Trafikminister sat på plads!
I går eftermiddag blev trafikminister Sonja Mikkelsen (S) indkaldt til
"en kammeratlig samtale" hos finansminister Mogens Lykketoft. Årsagen
var, at trafikministeren med CD, Krf, Enhedslisten og SF havde
diskuteret mulighederne for at finansiere det nye trafikforlig, som man
var ved at blive enige om. Efter mødet blev forhandlingerne flyttet over
i finansministeriet. Sonja Mikkelsen havde nemlig ikke på forhånd fået
mandat til at forhandle afgifter - især ikke grønne afgifter på
privatbiler, som SF foreslår. Ekstra Bladet skrev på forsiden i dag, at
trafikministeren nu vil blive fyret, men det ville statsminister Poul
Nyrup Rasmussen (S) ikke kommentere. Tilgengæld bemærkedes det, at han
dennegang ikke forsvarede sin trafikminister.
Kaj Ikast (K) advarede allerede fra starten Sonja Mikkelsen mod at fortsætte forhandlingerne "på den måde". Men klimaet i Trafikudvalget har altid været dårligt siden Sonja Mikkelsen kom til, mener Kaj Ikast i DR-TVA. F.eks. blev han selv - som tidligere trafikminister - ikke inviteret med til åbningen af Øresundsforbindelsen!
["The boys are back" - Måske var jeg lidt for optimistisk i går! /Leif]
Storforbrydere i Slagelse?
I morges slog politiet til på 33 adresser over det meste af Sjælland,
men flest i og omkring Slagelse. 19 ud af 21 anholdt blev fængslet, og
det vides at 4 - 5 personer eftersøges. Derudover er politiet meget
tilbageholdende med oplysninger, bortset fra at man i en kortfattet
pressemeddelelse talte om organiseret kriminalitet med narkotikahandel
og hæleri. Fra andre kilder forlyder det, at man har fundet store
mængder stjålne varer, såsom møblementer og dyre musikanlæg. Varerne var
opbevaret i ellers lovligt, lejede lagre i Slagelse.
S-kampagne for Euro
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen præsenterede i dag den mand, der skal
stå i spidsen for Socialdemokratiets kampagne for at få danskerne til at
sige ja til Euro'en. Det blev fødevarerminister Henrik Dam Kristensen,
der nok er regeringens mest populære person [inklusive statsministeren
selv!] Euro-kampagnen er særdeles vigtig for regeringen, da den største
modstand i befolkningen findes blandt S-vælgerne. Køreplanen er, at der
efter S-kongressen næste år vil blive fastsat en dato for en
folkeafstemning. Et af de 4 danske forbehold er ØMU-samarbejdet, der er
grundlaget for den fælles mønt Euro. Dette forbehold kan ophæves, blot
ved en folkeafstemning (ligesom de 3 øvrige forbehold). Poul Nyrup
Rasmussen ville ikke spekulere i, hvad der vil ske, hvis det blev endnu
et nej - og han ville stadig ikke sætte en dato på folkeafstemningen.
DFDS-ansatte skal hash-testes
Alle ansatte på DFDS skibe kan nu risikere at blive udtaget til
stikprøver og testet for alkohol og narko i blodet. Men da man f.eks.
kan teste brug af hast i op til 67 dage efter indtagelsen, frygter nogle
personalegrupper, at man nu kan blive fyret for noget, man gør i sin
fritid. Det drejer sig især om restaurations- og køkkenpersonalet på
ruteskibene, der nu vil forsøge at få reglen underkendt ved en faglig
domstol. DFDS henholder sig til, at også dette personale ifølge
Søfartsstyrelsen hører til sikkerhedsorganisationen ombord på skibe, og
derfor skal opfylde de samme regler som kaptajner og styrmænd.
Benny Andersen - 70 år
Det er først på søndag, men allerede i dag blev forfatteren og digteren
Benny Andersen fejret for sin 70 års fødselsdag. I lighed med mange
danske forfattere og kunstnere siden H. C. Andersen var der arrangeret
et fakkelt til hans bopæl i København. Der blev han hyldet og der blev
sunget sange fra Benny Andersens nok mest kendte værk - "Svantes
Viser". [Bl.a. det engang så ironiske strofer: "Livet er ikke det værste
man har - og om lidt er kaffen klar."]
Århus-krigen, 2. del
I går gik Jyllands-Posten og dets datterselskab EjendomsAvisen
til modangreb på Århus Stiftstidende. I tirsdags gennemførte
Konkurrencestyrelsen en ransagning på Jyllands-Posten og
datterselskabet, efter at konkurrenten Århus Stiftstidende havde
fået fat i en eksklusivaftale mellem en annoncør og EjendomsAvisen.
Annoncøren måtte kun reklamere i EjendomsAvisen. Jyllands-Posten
underspillede i første omgang affæren - men i går kunne det sende en
tilsvarende eksklusivaftale til Konkurrencestyrelsen - dennegang med
Århus Stiftstidende som den ene part. Der er tale om et tilbud om rabat,
der dog udløber samtidig med, at den nuværende konkurrencelov trådte i
kraft, 1. januar 1998. Markedsdirektør Svenn Dam, EjendomsAvisen, siger
til Børsen, at "man skal ikke kaste med sten, når man bor i glashus".
Århus Stiftstidende meddelte i tirsdags, at hvis EjendomsAvisen blev
dømt af konkurrencestyrelsen, ville man anlægge en erstatningssag mod
Jyllands-Posten med krav om 48 mill. kr.
Vejret
Mest overskyet, men i nogle områder perioder med sol. Temperaturer 6 -
10 grader.
Finansmarkederne
1USD 7,1530 DKK, 1GBP 11,6125 DKK, 1DEM* 3,8017 DKK 100JPY 6,7941 DKK, 100ITL* 0,3840 DKK, 1AUD (1) 4,5321 DKK 1FRF* 1,1335 DKK, 1CHF 4,6086 DKK, 1CAD 4,8927 DKK 1IEP* 9,4411 DKK, 1NLG* 3,3741 DKK, 1EUR (4) 7,4355 DKK 100ESP* 4,469 DKK, 1NZD (1) 3,6312 DKK, 1SEK 0,8580 DKK 10BEF* 1,8432 DKK, 1NOK 0,9021 DKK, 100ISK 9,97 DKK 100GRD 2,264 DKK, 1FIM* 1,2506 DKK, 1ZAR (2) 1,1582 DKK 100PTE* 3,709 DKK, 1SGD (2) 4,2587 DKK, 10THB (3) 1,842 DKK 1HKD (2) 0,9131 DKK(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.
Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.
Obligationsrenter: 6,920% -0,050 (6% - 2029), 5,480% -0,060 (6% - 2009) Pr. 30/12: 6,340% 4,350% Aktieindex: 704,49 +8,75 KFX (mest omsatte aktier): 229,52 +3,19 Pr. 30/12: 637,52 219,34