Torsdag, 30. september 1999 24:00 (DNT)


[On-line igen]

[Så er BLA*net on-line igen. På trods af alle forberedelser blev en kombination af en gammel harddisk med nykker og undertegnedes optimistiske tro på at man kan blande nyt (2 år) og gammelt (5 år) pc-hardware årsag til, at vores gamle server "forsvandt". Vi benytted så lejligheden til at bygge en ny op fra bunden med det nyeste programmel - og da først vi kom dertil gik det hurtigt. Desværre ikke hurtig nok til at få nyhederne ud i går - der var ellers et par interessante emner...

Vi benyttede lejligheden til at rydde op i interne lister og adresser. Skulle vi have været for ivrige der, hører vi gerne om det. /Leif]



Mogens Glistrup forarger

Kort efter, at Mogens Glistrup vendte hjem fra det landsmøde, der mest stort flertal genoptog ham i Fremskridtspartiet, som han selv startede i sin tid, fik han igen mange i partiet til at ønske, at han var blevet væk. Til DR2's ungdomsprogram Uland udtalte han, at når Folketinget havde vedtaget en lov, der forbød muhammedanismen i Danmark, kunne de få f.eks. 3 måneder til at forlade landet i. Derefter skulle de samles i lejre og så "udliciteres" til højestbydende land, der ville aftage dem. Det kunne tænkes, at f.eks. Bolivia ville aftage nogle tusinde piger "mellem 12 og 18 år" for 5 mill. kr., der så kunne tilfalde statskassen.

Udtalelsen, der er en del af et længere telefoninterview, har chokeret ledelsen og folketingsgruppen. For øjeblikket er der et lille flertal af kredsbestyrelserne, som er stemt for at indkalde til et ekstraordinært landsmøde for at få Mogens Glistrup ekskluderet igen. Kirsten Jacobsen, partiets nuværende topnavn har direkte sagt, at hun vil stemme på et andet parti, hvis Mogens Glistrup bliver kampagneleder, således som hans støtter har arbejdet for. I hans opstillingskreds står man imidlertid 100% ham, og fremhæver at man har fået 50 forespørgsler om at blive medlem. Den 11. oktober skal hovedbestyrelsen mødes for at drøfte spørgsmålet. Mogens Glistrup fastholder sine synspunkter, men understreger at oprettelsen af lejrene naturligvis forudsætter, at Folketinget har besluttet et forbud mod at muhammedanere opholder sig i Danmark. Han kaldte i dag islam "den største sikkerhedsrisiko for Danmark i 1200 år!"

Hele interviewet kan høres i RealAudio hos DR Online, på adressen:

http://www.u.dr.dk/u/ulandu/dud/index.htm



Superfos sælges måske alligevel

Fronten mod salget af Superfos-koncernen til den amerikanske konkurrent på markedet for vejmaterialer smuldrer. To pensionselskaber, PenSam og Lønmodtagernes Dyrtidsfond har ment, at den tilbudte kurs, 160 var for lavt. En pris i nærheden af 185 ansås for mere passende. Men nu meddeler PenSam, at man må til at regne om. Ifølge Berlingske Tidende onsdag var selskabet kommet til at undervurdere gælden i Superfos. Pensam og LD kunne tilsammen blokeret salget. Samtidig er det kommet frem i Børsen, at det var et massivt pres fra den øvrige direktion, der fik bestyrelsen til at fyre koncerndirektør Per Højland.



2 guldkup

Politiet er ikke helt sikre på, om to voldsomme kup i tidligt i går og i dag hænger sammen, selv om der er lighedspunkter. I går morges knuste 3 gerninsmænd døren til en juveler-butik i Hotel Sheraton i København. Mens portier og gæster blev holdt op med pistoler, stjal de 3 mænd varemærke urer og smykker for 2 - 3 mill kr. I morges knuste 3 mænd døren til en guldsmedeforretning på Strøget, efter at man havde kortsluttet den elektroniske sikring. Også her gik man efter varemærker og udbyttet handelsværdi skønnes til ca. 2 mill. kr. Der var ingen i butikken, da røveriet skete, men mændene havde forudset, at der var tv-overvågning og bar masker. Politiet skønner, at der er tale om bestillingsarbejder for kunder i udlandet, for man mener ikke at det danske marked for så dyre ure er stort nok.



Få spor i mordsag

Selv om Køge Politi i går offentliggjorde et elektronisk behandlet billede af den ca. 30 årige kvinde, hvis lig blev fundet kraftigt forbrændt i Ejby Skov, er man ikke kommet nærmere en opklaring. Billedet er lavet på baggrund af ligets tilstand, og man kan ikke sige hvor vellignende det er. Man har i dag fået ca. 30 henvendelser, men politiet leder stadig efter personer, der har været i og omkring Ejby Skov tidligt søndag morgen.



Nobelpris til tysker

Der er stor begejstring i Danmark over, at Nobelprisen i litteratur i år går til den tyske forfatter Gunther Grass. Ikke nok med, at hans senest bog "Mit Århundrede" udkom i sidste uge, hvilket glæder især boghandlerne - den var allerede en bestseller. Men Gunther Grass har haft stærk tilknytning til Danmark, idet han er kommet her ofte i litterære sammenhæng - og så har han sit sommerhus her. For 4 år siden fik han den danske Sonning-pris.



Møllekrise!

Vindmøllefabrikken NEG Micon er i store vanskeligheder. I dag meddelte selskabet, at man risikerer at miste hele sin egenkapital. På trods af stor fremgang i produktion og salg af vindmøller, så fik man i sidste regnskabsår et underskud på 35 mill. kr. NEG Micon er børsnoteret, og kursen styrtdykkede efter oplysningen - samlet tab på 2,2 mia. kr. Aktien blev derefter sat på Fondsbørsens observationsliste. Hovedaktionæren, der tabte 800 mill. kr. har også anmodet om at komme på observationslisten.



Hårde selskabstømmer-domme

Retten i Kolding idømte i går en advokat fra Vamdrup en straf på 6 års fængsel. To direktører fra henholdvis Birkerød og Glucksburg, Tyskland fik 3 år 6 måneder og 3 år. Advokaten havde med hjælp fra de to andre købt 21 selskaber, der var under afvikling, og havde tømt dem for penge, hensat til skattebetaling. Et beløb på over 173 mill. kr. Handlen gav de tre et samlet udbygge på 59 mill. kr., og det skal i følge dommen betales tilbage. En kuriøs detalje i sagen er, at den hovedanklagede i en helt anden sag i august måned blev idømt en straf på 1 år og 9 måneder for at have bedøvet og bortført en godsejer, der var hans rival i et trekantsdrama.



"Stemmen" bliver tavs

I dag kl 18 var det sidste gang man kunne høre nyhedsoplæseren Ole Emil Risager læse nyhederne op i DR. Fra i morgen er han pensionist, efter 40 år i Danmarks Radio. Ole Emil Risager har fået flere priser for sit eminente sprogbehandling. Han vil blive savnet!


DilleSport


FODBOLD: UEFA-Cup, 1. runde

Der var 4 returkampe, med dansk deltagelse i aften:
          Brøndby - Amica Wronki, Polen     4-3
          Lokomotiv Moskva - Lyngby         3-0
          Grasshoppers, Schweiz - AB        1-1
          AaB - Udinese, Italien            1-2
Alle danske hold er dermed ude - det dårligste resultat for dansk fodbold i adskillige år.



Vejret

September måned sluttede med et vejr, der mere lignede dansk efterårsvejr en resten af måneden. Mest overskyet og med en del regnbyger, nogle kraftige og med torden. Temperaturer 15 - 18 grader - varmest på Bornholm. September slog dermed den hidtil gælden varmerekord, med en gennemsnitstemperatur på 16,2. Det er 0,1 grad over gennemsnitstemperaturen i september 1949. Solskinstimerne og nedbøren lå derimod i nærheden af det normale.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9637 DKK,   1GBP     11,4620 DKK,   1DEM*     3,8005 DKK
100JPY     6,6031 DKK,   100ITL*   0,3839 DKK,   1AUD (1)  4,6283 DKK
1FRF*      1,1332 DKK,   1CHF      4,6530 DKK,   1CAD      4,7505 DKK
1IEP*      9,4381 DKK,   1NLG*     3,3730 DKK,   1EUR (4)  7,4330 DKK
100ESP*    4,467  DKK,   1NZD (1)  3,6379 DKK,   1SEK      0,8524 DKK
10BEF*     1,8426 DKK,   1NOK      0,9003 DKK,   100ISK    9,73   DKK  
100GRD     2,260  DKK,   1FIM*     1,2502 DKK,   1ZAR (2)  1,1811 DKK
100PTE*    3,708  DKK,   1SGD (2)  4,1353 DKK,   10THB (3) 1,723  DKK
1HKD (2)   0,9085 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,080% uændr. (6% - 2029), 5,610% +0,040 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,350%
Aktieindex: 680,45 -1,88   KFX (mest omsatte aktier): 217,26 +1,35
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34