Tirsdag, 24. August 1999 23:57 (DNT)


[Forbindelse oppe igen]

[Heldigvis var det endnu ikke slut med vore gamle modemer, så nu kører vore domæner igen.]



Bandeopgør i Odense

Natten til i dag og i formiddags var Odense skueplads for voldelige opgør mellem to bander, hvoraf den ene formodes at have tilknytning til rockermiljøet og den anden at bestå af "2. generations indvandrere". Tidligt på natten blev politiet alarmeret til pladsen foran en hjørnekiosk, hvor er var et slagsmål igang mellem to grupper. De var forsvundet, da politiet nåede frem, men havde efterladt sig skydevåben forsøgt skjult i buskads ved pladsen. Senere på natten blev en kvinde brat vækket, da nogen begyndte at skyde gennem vinduet til hendes lejlighed. Ifølge politiet er der affyret 7 skud - formentlig med en maskinpistol. Politiet mener også, at attentatmændene, der beskrives som "mørke" og "talende gebrokkent dansk", har haft en anden, nærliggende lejlighed som mål. Beboerne i den lejlighed har "tilknytning til rockerkredse". I formiddags blev to mænd, der også beskrives som havende tilknytning til rockerer og narkohandel, overfaldet i deres lejlighed af en større gruppe udlændinge. De to mænd blev slået og stukket med knive, inden gruppen forsvandt. Den ene af de to mænd blev livsfarligt såret.

[Odenseforstaden Vollsmose har været i søgelyset, fordi en gruppe på ca. 30 unge mænd, der er født og opvokset i flygtningelejre i Libanon, er blevet opgivet af de sociale myndigheder. De er kendt for at terrorisere området og for hærværk mod politivogne, der gør ophold. TV2 gjorde et stort nummer ud af at gøre opmærksom på, at der ikke var noget, der tydede på at disse unge var indblandet. Alligevel brugte man meget tid på begge TV-kanaler til at diskutere hvad man skulle gøre ved det problem, som de 30 udgør - mere politi på gaden og/eller mere pædagogik.]



K-krav: Mere politi

Det stærkeste krav om "handling nu" og "mere politi" kom fra Det konservative Folkeparti's nye leder, Bendt Bendtsen. Han kan udtale sig med særlig vægt, da han er fra Odense, tidligere kriminalbetjent, der stadig hver sommer arbejder et par uger på Odense Politistation. "Jeg ved hvad der sker derude", sagde han til DR-TVA, hvor han krævede at statsminister Poul Nyrup Rasmussen øjeblikkelig greb ind og sendte flere ressourcer til Odense Politi. Der var ikke tid til at vente måneder på et nyt politiforlig eller flere analyser. Der skal mere politi på gaden, sagde han "også af hensyn til de udlændinge, der passer deres arbejde" - han mente, at det "danske retssamfund er alt for slapt", og han beskyldte socialdemokraterne for at svigte - "De er løbet deres vej hver gang", der er politisk mulighed for at stramme op med mere politi og strengere straffe i voldssager.

Om det er statsministeren, justitsministeren eller Odense Politimester, der har grebet ind vides ikke, men ifølge presserapporter vrimler det med maskinpistolbevæbnet politi i Odenses gader her til aften. Formålet er at "signalerer", at politiet ikke vil tolerere bandeopgøret.



Dogmefilm ikke ægte!

Den verdenskendte, danske instruktør Lars von Triers egen dogmefilm, "Idioterne" er ikke en helt ægte dogmefilm. Instruktøren, der er medforfatter og talsmand for ideen om at at lave film med et minimum af teknologi og effekter, har opdaget at "Idoterne" i modstrid med de selvvalgte begrænsninger er blevet digitalt efterbehandlet. Det er sket i Lars von Triers eget selskab, Zentropa. Nu kræver Lars von Trier, at "Idioterne" trækkes tilbage og genudsendes i en "ren" udgave. Det nægter producenten, Peter Ålbæk Jensen, der leder Zentropa, dog at gøre.



Lampekrig slut

En af dansk erhvervslivs længstvarende rigtige sæbeoperaer er slut. Det lykkedes endelig at få efterkommere til fabrikant Louis Poulsen til at blive enige om at sælge de bestemmende A-aktier i lampefirmaet Louis Poulsen. Køberen er LPC Holding, der ejes af A. P. Møller, Den Danske Bank, PFA og 2 storkøbmænd. De fik den kontrollerede aktiepost foran et norsk og et schweizisk selskab, og må af med op mod 1,2 mia. kr. De nye ejere har store planer med det gamle, hæderkronede firma, hvis direktion i mange år har måtte lægge ambitiøse planer i skuffen, mens familien skændtes for åbent tæppe. Firmaet er mest kendt for at producere PH-lampen, designet af Poul Henningsen.



Danmark Aaa-rated

Finansminsiter Mogens Lykketoft (S) var en ekstra glad mand i dag, da det det blev kendt, at Danmark nu er blevet opgraderet til den bedste kredit-kategori hos kreditvurderingsinstituttet Moody's - Aaa. Det er 13 år siden, at Danmarks kreditværdighed sidst blev ændret, og Aaa er den højeste klassificering nogensinde.



Prisværdig forfatter

Bogklubben "12-bøger" 's store litteraturpris går til forfatteren Annemarie Løn. Prisen er givet for bogen "Dværgens Dans" og er på 100.000 kr.



Malerier fundet

Danmarks formentlig eneste, ægte Rembrandt-maleri "Dameportræt" og et unavngivet portræt malet af itaileneren Bellini er igen i offentlig varetægt. De blev stjålet fra Nivågård-samlingen 29. januar og har været forsvundet lige siden. På et tidspunkt opnåede Rembrandt'en at komme på listen over de 10 mest værdifulde, stjålne kulturskatte, som Interpol regelmæssig udsender. Politiet oplyste desuden, at man i forbindelse med fundet havde arresteret 2 yngre danskere samme sted som malerierne var opbevaret. Yderligere detaljer vil man ikke oplyse om før et pressemøde i morgen. 5 andre personer har været arresteret og sigtelserne mod dem opretholdes fortsat.



Vejret

Det startede skyet, men efterhånden kom der opklaring over hele landet. Temperaturer op til 18 - 21 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,0948 DKK,   1GBP     11,3070 DKK,   1DEM*     3,8005 DKK
100JPY     6,3396 DKK,   100ITL*   0,3839 DKK,   1AUD (1)  4,4483 DKK
1FRF*      1,1332 DKK,   1CHF      4,6423 DKK,   1CAD      4,7345 DKK
1IEP*      9,4382 DKK,   1NLG*     3,3730 DKK,   1EUR (4)  7,4332 DKK
100ESP*    4,467  DKK,   1NZD (1)  3,7133 DKK,   1SEK      0,8520 DKK
10BEF*     1,8426 DKK,   1NOK      0,9024 DKK,   100ISK    9,69   DKK  
100GRD     2,277  DKK,   1FIM*     1,2502 DKK,   1ZAR (2)  1,1476 DKK
100PTE*    3,708  DKK,   1SGD (2)  4,1666 DKK,   10THB (3) 1,838  DKK
1HKD (2)   0,8994 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,900% -0,180 (6% - 2029), 5,220% -0,190 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,350%
Aktieindex: 668,79 +3,83   KFX (mest omsatte aktier): 212,94 +1,29
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34