Torsdag, 19. August 1999 24:08 (DNT)


Hjælp til Tyrkiet

Der er ved at komme gang i hjælpearbejdet for ofrene for jordskælvet i Tyrkiet også i Danmark. I første omgang er det de tyrkiske foreninger, som er gået i gang med at indsamle penge blandt medlemmerne. De fleste dansk-tyrkeres reaktion var ellers at tage tilbage, hvis man havde familier og venner i det jordskælvsramte område.

For første gang har en specialtrænet hundepatrulje været sat ind uden for Danmark, og siden i morgen har den fundet 5 overlevende. Hundepatruljen kom tidligt i morges ved 4-tiden til byen Sakarya, 50 km fra jordskælvscenteret. Patruljen består af 16 mand og 9 hunde. Hundene er specialtrænede netop til af finde levende mennesker og dyr i sammenstyrtede ruiner.



Frikendt, men...

Det var en usædvanlig afdæmpet skuespiller og instruktør, Erik Clausen, der i Østre Landsret i dag blev frikendt i en injuriessag, anlagt af rockeren Jørn 'Jønke' Nielsen. Rockeren ville have Erik Clausen dømt for ærekrænkende udtalelser, fordi han i et TV2 morgenprogram havde omtalt rockerens bøger som "stort set fulde af løgn og fordrejninger". Byretten frikendte Erik Clausen, og den frifindelse stadfæstede landsretten, idet man lagde vægt på, at Erik Clausen brugte ordene om et litterært værk, og ikke om personen, der havde skrevet den. Erik Clausen var stadig chokeret over, at han skulle forsvare sig i retten: "Jeg troede at ordet var frit". Sagsøgeren var ikke tilstede, han var på rejse i Frankrig, men han vil nu overveje om han vil anke sagen til menneskerettighedsdomstolen. Foreløbig har Jørn "Jønke" Nielsen 14 dage til at betale sagens omkostninger i.



Fantombillede gav henvendelser

I går aftes offentliggjorde politiet i Nykøbing Falster tegninger - såkaldte fantombilleder - af den ca. 40-årige mand, der forrige weekend tvang en 11-årig pige væk fra Marienlyst Strand og voldtog hende i en nærliggende plantage. Pigen var i livsfare, da manden tog kvælertag på hende og nær havde kvalt hende. På trods af store styrker og mange henvendelser fra offentligheden, samt et godt signalement fra pigen og andre vidner, har man endnu ikke arresteret nogen. Så da både pigen og et vidne uafhængigt af hinanden har fået fremstillet næsten identiske tegninger, valgte politiet i går aftes af offentliggøre et billede. Det er yderst sjældent det sker i Danmark. I løbet af i dag har man fået 200 henvendelser, hvoraf mange betragtes som særdeles interessante.



Teater og musikhus sikret

Regeringen afleverede i dag et notat til de konservative og CD, hvori man slår fast at staten vil garantere finansieringen af et nyt musikhus i København. Derved sikres det politiske flertal for bygningen af et nyt skuespilhus på Turbinehallen grund, få blokke fra Det kgl. Teater. Det var nemlig en forudsætning for K og CD, at København også får et nyt musik- og operahus. I sidste uge kom det frem, at finansminister Mogens Lykketoft (S) havde skrevet et brev i april til kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R), hvori han skrev, at der ikke var penge til et musikhus. Men i dagens notat gør finansministeren klart, at staten vil fungere som sikkerhedsnet, hvis ikke det lykkedes at finde private og kommunale penge - både til bygning og drift af musikhuset. Kulturordfører Brian Mikkelsen (K) glæder sig i DR-TVA over, at der kommer et "stort og flot" musik- og operahus. Han regner med, at det sker i løbet af få år.



Udvidsningsordre i bero

Flygtningenævnet besluttede i dag at sætte udvisningen af 29 afviste asylansøgere fra Østslavonien i bero indtil videre. En ny behandling af de 29 asylsager afventer, at nævnet vil sende en embedsmandsdelegation til Østslavonien for at undersøge forholdene. De serbiske flygtninge har levet under jorden i Danmark i længere tid, bl.a. støttet af Lyngby-præsten Leif Bork Hansen og en forening af tidligere nødhjælpschauffører i Eksjugoslavien. Både Leif Bork Hansen og chaufførernes talsmand, Kim Andersen, betragter beslutningen som en stor sejr. Leif Bork Hansen siger til DR-TVA, at de danske myndigheder udviser menneskelighed, og at afgørelsen er en sejr for demokratiet.



Mord i Nordjylland

Politiet i Hjørring har udsendt billede og signalement af en 44-årig mand fra Thors ved Hjørring. Han er efterlyst i forbindelse med mordet på en 67 årig mand også fra Thors. Den 67-årige blev fundet efter anmeldelse fra en forbipasserende, og at tyder på at han er blevet slået ihjel uden brug af våben.



PC og bøger til eksamen

Fra oktober vil alle HF- og gymnasie-elever få ret til at anvende PC ved eksamen. Hidtil har det været op til de enkelte gymnasier og HF-kurser, om de ville give eleverne tilbuddet om at bruge computere. Samtidig vil alle hjælpemidler i form af bøger blive tilladt uden begrænsning. Ideen er, at eksamen skal ligne den daglige undervisningssituation mere. Det meddelte Undervisningsministeriet i dag. Der står dog ikke noget om, at undervisningsstederne skal stille PC'er til rådighed, så alle kan få lige vilkår, og det kritiseret af landsforeningen af gymnasieelever, der iøvrigt hilser de nye regler velkommen.



Jobskifte

Peter Max, der om nogen har ansvaret for Microsofts dominerende position i Danmark, har skiftet job igen, oplyser Børsen On Line. I 8 år, indtil maj 1998, var Peter Max direktør for Microsoft Danmark, hvorefter han skiftede til et andet monopol - Pengeinstitutternes Betalingsservice, PBS. Lidt over et år efter skal han nu være Salgs- og Marketingdirektør i TeleDanmark. Til Børsen udtaler Peter Max, at han glæder sig til at arbejde med "Danmarks største marketingsudfordring".



Vejret

Mest overskyet og udbredte byger - nogle med torden - over hele landet. Temperaturer 16 - 20 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7 0615 DKK,   1GBP     11,3068 DKK,   1DEM*     3,8022 DKK
100JPY     6,3322 DKK,   100ITL*   0,3841 DKK,   1AUD (1)  4,5442 DKK
1FRF*      1,1337 DKK,   1CHF      4,6490 DKK,   1CAD      4,7481 DKK
1IEP*      9,4424 DKK,   1NLG*     3,3745 DKK,   1EUR (4)  7,4365 DKK
100ESP*    4,469  DKK,   1NZD (1)  3,7218 DKK,   1SEK      0,8495 DKK
10BEF*     1,8435 DKK,   1NOK      0,9066 DKK,   100ISK    9,69   DKK  
100GRD     2,277  DKK,   1FIM*     1,2507 DKK,   1ZAR (2)  1,1546 DKK
100PTE*    3,709  DKK,   1SGD (2)  4,2104 DKK,   10THB (3) 1,857  DKK
1HKD (2)   0,9087 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,930% -0,090 (6% - 2029), 5,310% -0,090 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,350%
Aktieindex: 654,66 +1,64   KFX (mest omsatte aktier): 207,57 +1,20
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34