Fredag, 13. August 1999 23:56 (DNT)
[På grund af privat arrangement blev nyhederne her ikke udsendt som planlagt fredag aften. Vi beklager meget.]



ØMU-afstemning på vej

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) svarede i dag på krav fra Venstre og Dansk Folkeparti. Begge oppositionspartier har krævet, at statsministeren senest i sin åbningstale til Folketinget til efteråret sætter en dato for, hvornår der skal stemmes om Danmarks medlemskab af ØMU'en (grundlaget for ECU). Det er et af de 4 danske forbehold til Maastricht-aftalen, som er skrevet ind i Amsterdam-traktaten. Poul Nyrup Rasmussens svar var, at man ville diskutere en dato - efter Socialdemokratiets kongres næste år. Indtil da skal det debateres internt i Socialdemokratiet. Udmeldingen blev modtaget positivt af S-medlemmerne, både modstandere og tilhængere af EU, men naturligvis ikke af oppositionspartierne. Venstre ønsker en dato fastsat nu - helst så hurtig som muligt, fordi det skader Danmark at være sat uden for indflydelse. Dansk Folkeparti vil have en dato - gerne et stykke ude i fremtiden, fordi Pia Kjærsgaard (DF) frygter at statsministeren sammen med V og K vil "kuppe sig" til et ja ved et valg når meningsmålingerne er optimale.



Teaterforlig i fare

Et brev, sendt fra finansminister Mogens Lykketoft (S) til Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) truer med at vælte forliget om bygning af et nyt kongeligt skuespil-hus i de såkaldte Turbinehaller. I april lykkedes det Elsebeth Gerner Nielsen at få et bredt forlig med partier til begge sider i Folketinget om, at der skulle bygges nyt skuespil hus til medarbejderne ved Det kgl. Teater. Aftalen lagde også op til, at der senere skulle bygges et kombineret musik- og operahus i Ørestaden på Amager. Ifølge kulturordfører Brian Mikkelsen (K) var det underforstået - og en forudsætning for både K og CD's deltagelse, at staten finansierede musikhuset. Men ifølge brevet, der er sendt omkring det tidspunkt, hvor forliget kom i stand, skriver Mogens Lykketoft, at der ikke er penge til at bygge operahuset for. Brian Mikkelsen siger, at det er klart løftebrud og at Elsebeth Gerner Nielsen åbenbart er gået ud over sit mandat. Det afviser hun - og Mogens Lykketoft har også udsendt en slags dementi. Alligevel vil Brian Mikkelsen have en eller anden form for garanti for statslig finansiering. Hvis ikke falder forliget, og der bliver ikke bygget noget skuespilhus, siger han.



V: "Panserbasser" tilbage

Venstre vil med i et forlig om finansloven til efteråret, siger Anders Fogh Rasmussen (V) i dag efter partiets sommergruppemøde. Udmeldingen fra finansminster Mogens Lykketoft (S) om 6 - 8 mia kr. i besparelsen mener Venstres formand kun kan ske med borgerlige stemmer. Der er kun et, ufravigeligt krav, der skal opfyldes for at Venstre kommer med: Politiet skal have 600 mill. mere de næste 4 år, og der skal ansættes 400 flere. Formålet er alene at øge trygheden - der skal simpelthen flere "panserbasser" på gaden, mener partiet. Det kunne bl.a. ske ved incitamenter til ældre politifolk, så de med deres erfaring kunne arbejde som gadebetjente. Udover det ultimative krav, så vil Venstre også give kommunerne mulighed for at give forældre direkte økonomisk støtte, hvis de passer deres egen børn - det skal dog ikke gælde folk på overførdselsindkomster, f.eks. arbejdsløse. Endelig slår Anders Fogh Rasmussen fast, at partiet går efter en 4-kløverregering efter næste valg, bestående af Venstre, konservative, CD og Kristeligt Folkeparti - hvis de 3 andre altså vil være med.



Nazi-march afvist

De danske nazister fik i dag afslag på at få tilladelse til at marchere igennem det centrale København. Det var justitsministeriet, der afviste en klage over, at Københavns Politi havde afvist anmodningen. Justitsministeriet henviser til sikkerheden omkring demonstrationen, og at demonstrationen vil risikere at kollidere med cykelløbet Danmark Rundt. Istedet har man henvist til en plads i udkandten af København. Her til aften blev nazisternes villa i Greve omringet af en gruppe aktivister fra københavnske fagforeninger. De vil hindre, at nazisterne forsøger at starte en demonstration ulovligt - ligesom det lykkedes sidste år, hvor de optrådte i Køge. Det er dog ikke særligt sansynligt, mener aktivisterne, der er kun et par stykker inde i huset. Hvis de forsøger at slippe ud, vil man indlede en passiv, fysisk blokade.


DilleSport


CYKLING: Danmark Rundt

4a. etape, Odense til Sorø, 120 km.
 1. Mark McCormack, USA             2t 31m 37s
 2. Edouard Gritsoum, Rusland           s.t.
 3. Marco De Renso, Italien               +06s
 4. Stefano Panetta, Italien              +08s
 5. David Mckenzie, Australien            +12s
4b. etape, Enkeltstart ved Ballerup, 19 km.
 1. Tyler Hamilton, USA                22m 22s
 2. Marc Streel, Belgien                  +05s
 3. Christian Vndevelde, USA              +18s
 4. Jan Hruska, Tjekkiet                  +31s
 5. Dylan Casey, USA                      +32s
 6. Peter Meinert, Danmark                +36s
 ..
 9. Rolf Sørensen, Danmark                +49s

Stillingen

 1. Tyler Hamilton, USA            15t 20m 16s
 2. Rolf Sørensen, Danmark                +18s 
 3. Martin Hvastija, Slovenien            +45s
 4. Frank Høj, Danmark                    +53s
 5. Jakob Piil, Danmark                   +55s
Sidste etape køres imorgen, lørdag



Vejret

Lidt skyer, enkelte byger og en del sol, men temperaturer 17 - 21 grader. Ved Bornholm en del torden. I denne forbindelse blev der observeret og filmet 8 - 10 skypumper. De mest imponerende var i farvandet mellem Gudhjem og Christiansø, hvor der blev set vandsøjler på 20 - 30 meters højde. Der blev udsendt advarsler til lystsejlerne fra Bornholms Marinedistrikt og ingen kom noget til. Det er såvidt vides første gang at skypumper er blevet filmet i Danmark.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9727 DKK,   1GBP     11,2417 DKK,   1DEM*     3,8022 DKK
100JPY     6,0676 DKK,   100ITL*   0,3841 DKK,   1AUD (1)  4,5547 DKK
1FRF*      1,1337 DKK,   1CHF      4,6431 DKK,   1CAD      4,7024 DKK
1IEP*      9,4423 DKK,   1NLG*     3,3745 DKK,   1EUR (4)  7,4364 DKK
100ESP*    4,469  DKK,   1NZD (1)  3,7067 DKK,   1SEK      0,8456 DKK
10BEF*     1,8434 DKK,   1NOK      0,9002 DKK,   100ISK    9,59   DKK  
100GRD     2,276  DKK,   1FIM*     1,2507 DKK,   1ZAR (2)  1,1401 DKK
100PTE*    3,709  DKK,   1SGD (2)  4,1738 DKK,   10THB (3) 1,851  DKK
1HKD (2)   0,9003 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank. De dagsaktuelle kurser (uden noter) fra torsdag og onsdag var gentagelser fra tirsdag. Det skyldes omlægninger hos DR-Texttv og en træt redaktion her. Vi beklager.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,000% -0,000 (6% - 2029), 4,000% -0,000 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,350%
Aktieindex: 600,00 -0,00   KFX (mest omsatte aktier): 200,00 +0,00
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34