torsdag, 29. juli 1999 23:59 (DNT)


Moral vs. retssamfund i sommervarmen

4 medlemmer af Folketinget, Arne Melchior (CD), Tove Videbæk (Krf), Elisabeth Arnold (R) og Margrethe Auken (SF) ville - hvis de blev bragt i en tilsvarende situation som Lyngby-præsten Leif Bork Hansen - ikke afvise, at de ville skjule en illegal asylansøger og derved overtræde udlændingeloven. Udtalelserne medførte i dag voldsomme angreb fra folketingskollegaer. Birthe Rønn Hornbech (V) beskyldte de 4 for at "føre sig frem". I virkeligheden skal man jo holde sin mund, når man skjuler flygtninge - "det ved enhver", der kender til situationen i Danmark under 2. verdenskrig, siger hun. Poul Nødgaard (DF) kræver, at Folketingets præsidium tager sagen op og indleder en disciplinær-sag. [Margrethe Auken er medlem af præsidiet] Det afviser folketingets formand, Ivar Hansen (V) dog. Kim Behnke (Frp) finder det dybt umoralsk, at de fire vil overtræde en lov, de selv har været med til at vedtage.

Arne Melchior tog til genmæle mod Birthe Rønn Hornbech. For det første var han blevet spurgt om en hypotetisk situation. Og hvis det skulle han skulle komme i situationen og vælge at skjule en flygtning - så han "aldrig fortælle Birthe Rønn Hornbech eller andre om det!" [Birthe Rønn Hornbech er vicepolitidirektør i "det civile"]. Han ville naturligvis være indstillet på at tage konsekvensen, hvis det blev opdaget.

Han havde desuden en interessant vinkel på hvornår det er mindre "umoralsk" at bryde loven end sædvanligt. "Almindelige" overtrædelser af færdselsloven, skatteloven, straffeloven m.v. var selvfølgelig fortrinsvis til personlig fordel for lovbryderen. Men at skjule en flygtning, der risikerede at blive mishandlet eller dræbt, hvis han blev udvist, var jo til fordel for andre end end en selv. Direkte adspurgt afviste han at den regel kunne bruges om Dyrenes Befrielses Front (se nedenfor) De aktioner man havde lavet var ihvertfald ikke til fordel for dyrene - det var mere for at aktivisterne kunne føle sig bedre i egne øjne.



Dyr Front!

En gruppe, der kalder sig Dyrenes Befrielsesfront, og som anses for at være en dansk afdeling af den internationale "Animal Liberation Front", har påtaget sig ansvaret for flere tilfælde af hærværk i Danmark de sidste par måneder. Det er fortrinsvis gået ud over slagterforretningerne i København, en bestemt pelsforrening på Frederiksberg og en minkfarm i Nordsjælland. I sidstenævnte tilfælde blev 2000 mink lukket ud af ukendte aktivister. De fleste blev fanget igen, men ca. 200 nåede ikke tilbage. De er enten forsvundet i naturen eller døde af sult. Mink opdrættet på farme kan som regel ikke klare sig i fri natur - men hvis de overlever og lærer det, kan de ødelægge det øvrige dyreliv ganske effektivt. [Inden befrielsesfronten sidste år begyndte at gøre sig bemærket, havde man allerede konstateret en foruroligende stigning i antallet af vilde mink i Danmark.] En pelsforretning på Frederiksberg har nu to gange fået smadret sine vinduer og kastet maling mod varelageret. Ejeren er fortvivlet og frygter at han må opgive 30 års arbejde, hvis det sker igen. Ifølge 2 anonyme talsmænd for Dyrenes Befrielsesfront, som optrådte i TV2 Nyhederne her til aften, er formålet med aktionerne netop at ramme de pågældende erhvervsdrivende økonomisk - Det er ikke en politisk manifestation. De anser ikke et samfund, der tillader at man slagter dyr, for at være demokratisk.



Frank Jensen: Nej til censur

Justitsminister Frank Jensen (S) har efter nogen tids betænkning sagt nej-tak til et forslag fra retsordfører Bendt Bendtsen (K). Bendt Bendtsen vil have gennemført et totalt forbud mod børnepornografisk materiale på internettet - altså også beskrivelser og tegninger. Frank Jensen ser for mange problemer med et totalt forbud: Hvor går grænsen? - og han er også betænkelig ved at indføre censur af fantasi. Ministerens udtalelser får ikke Bendt Bendtsen til at give op. Han vil nu forsøget at finde et flertal for et forbud uden om regeringen. Han håber på støtte fra SF, hvis retsordfører Anne Baastrup han betegner som "en fornuftig kvinde". Umiddelbart er hun dog ikke varm på ideen. Frank Jensen ser hellere, at man bruger kræfterne på at ramme de personer, der misbruger børn seksuelt.



Studieoptag - statistik

I går efterlyste vi en samlet liste over optagelser og ledige pladser på de vidergående uddannelser. I modsætning til tidligere år var der ikke noget central liste online. Morten Wilander, DIKU, har tilsyneladende fundet en. Den findes (ihvertfald her til aften) på Jyllands-Postens indgangsside, men er en fil i Excel-format [Excel er et Microsoft Office regnearksprogram]. Hverken Morten Wilander eller redaktionen her har derfor haft mulighed for at checke indholdet.
http://www.jp.dk/
[Bemærk at man ved download af Microsoft Office datafiler risikere infektion med macro-virus. Risikoen er mindst, hvis man har et opdateret virusprogram, gemmer datafilen og kører viruscheck inden man åbner Excel. Det vides heller ikke hvilken Excel-version, der forudsættes af Jyllands-Posten, men regn med den nyeste.]



Apropos grønsager...

[Det har måske undret nogle læsere, at nyhederne de sidste par uger synes at have haft et ikke helt så seriøst indhold. Fint - så er det lykkedes at tegne et sandfærdigt billede af den "agurketid", der synes at være længere og mere omfattende i år end tidligere.

Er der nogen, der kan huske historien om øl på plastik-flasker fra i mandags? Den blev behandlet grundigt i alle medier, elektroniske som trykte. Det i en grad, så marketingspecialister skønner, at Carlsberg har sparet over 10 mill. kr. til en lanceringskampagne. Og Carlsberg indrømmede da også, at man havde valgt tidspunktet for lanceringen med omtanke.

Hvorfor agurketid? Mange mener, at politikerne for de flestes vedkommende er på ferie, og derfor får nyhedsredaktørerne sværere ved at fylde en "avis" ud . Der er dog nogle politikere (som Bendt Bendtsen) der holder fanen højt - og derved så får megen medietid. Jeg vil pege på, at også redaktionerne er ramt af ferie på redaktionerne - derfor ser man efter min mening langt flere ukritiske historier, fordi de tilbageværende journalister skal levere mere stof. /Leif]



Vejret

Solrig med få skyer hist og her. Temperaturer 22 - 26 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra igår

1USD       7,0104 DKK,   1GBP     11,1392 DKK,   1DEM*     3,8062 DKK
100JPY     6,0488 DKK,   100ITL*   0,3845 DKK,   1AUD (1)  4,5205 DKK
1FRF*      1,1349 DKK,   1CHF      4,6594 DKK,   1CAD      4,6321 DKK
1IEP*      9,4523 DKK,   1NLG*     3,3781 DKK,   1EUR (4)  7,4443 DKK
100ESP*    4,474  DKK,   1NZD (1)  3,6675 DKK,   1SEK      0,8455 DKK
10BEF*     1,8454 DKK,   1NOK      0,8910 DKK,   100ISK    9,56   DKK  
100GRD     2,292  DKK,   1FIM*     1,2502 DKK,   1ZAR (2)  1,1432 DKK
100PTE*    3,713  DKK,   1SGD (2)  4,1729 DKK,   10THB (3) 1,895  DKK
1HKD (2)   0,9032 DKK
(2) ZAR, HKD og SGD er fiktiv notering og (3) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank. Det var ikke muligt at få dagens kurser (manglende opdatering af DR-Texttv online) - derfor er de ikke markede valutaer gentagelser fra igår.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,790% -0,010 (6% - 2029), 5,110% +0,010 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,350%
Aktieindex: 666,83 +4,27   KFX (mest omsatte aktier): 212,05 +0,43
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34