Torsdag, 8. juli 1999 24:14 (DNT)


Poul Nielson dansk EU-kommisær

Ved et pressemøde her til aften præsenterede statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) Danmarks bud på en ny EU-kommisær. Det blev - ikke overraskende - udviklingsminister Poul Nielson (S). Pressemødet blev holdt efter et timelangt møde med EU-kommisionens kommende formand Romano Prodi, som var i København for at forhandle kommisionens sammensætning med den danske statsminister. Romano Prodi har været på adskillige af den slags besøg i EU's hovedstæder, sagde han, og formålet er dobbelt. Både at høre regeringernes synspunkter omkring kommisionens sammensætning og dels hilse på de enkelte kandidater personligt. Forskellen mellem at danne nationale regeringer og kommisionen var, mente den tidligere italienske regeringsleder, at ved regeringsdannelse "kender man alle", hvorimod han dårligt har mødt nogen af dem, som han skal siddes sammen med de næste 5 1/2 år. Han ville derfor gerne lære kandidaterne at kende som person, så han kunne matche deres kvalifikationer med de forskellige ansvarsområder.

Ansvarsområderne var ikke faldet på plads, og hverken Romano Prodi, statsministeren eller Poul Nielson ville fortælle noget om, hvad Poul Nielsons ansvarsområde bliver. Men det bliver en vigtig post, der ligger i forlængelse af hans nuværende ansvar, sagde Romano Prodi - og de fleste gætter derfor på EU's udviklingsbistand og/eller ansvar for genopbygningen i øst - ikke mindst i Kosova. En officiel præsentation af den nye kommision, der træder til i september, ventes i morgen.



Bjerregaard: Kamp mod fattigdom

Den afgående, danske kommisær Ritt Bjerregaard (S) var skuffet over, at hun ikke fik lov til at fortsætte, men hun ønskede Poul Nielson alt mulig held. Hun fastholdt sin kritik af, at Poul Nyrup Rasmussen ikke for længe siden havde meldt ud, at Danmark ville fastholde miljø-området. Det mente hun var de vigtigste område, som kommisionen beskæftigede sig med - ikke mindst fordi det var et af de få områder, hvor EU-skeptikere i Danmark mener, at der skal internationalt samarbejde til. Men ellers glæder hun sig til at komme hjem til Lejre-kredsen, hvor hun nu stiller op, og komme igang med det politiske liv igen. Der var to områder, som hun ville sætte fokus på, når hun kom hjem: Det ene var madkvalitet, der hænger meget sammen med miljø-spørgsmål, og det andet var, at hun oplevede større og større fattigdom, hver gang hun kom til Danmark. Hun så flere tiggere og hjemløse nu, end for få år siden, og det ville hun ændre på.



Færgebrand med lykkelig udgang

Det startede næsten som katastrofebranden på "Scandinavian Star" i 1990 på samme tidspunkt af døgnet og næsten samme sted, da der i nat udbrød brand ombord på norske ColorLines færge "Princess Ragnhild". Lidt over kl. 2 i nat, da færgen var på vej fra Kiel til Oslo, og lå 10 sømil vest for Gøteborg, udbrød der en kraftig brand i maskinrummet. Men i modsætning til ulykken i 1990 lykkedes alt i nat. En hurtig indsats fra færgens personale fik ilden nogenlunde begrænset til maskinrummet og evakueringen af de over 1100 passagerer gik over forventning - uden panik eller alvorligt tilskadekommende. Kun en ældre norsk kvinde døde på hospitalet til aften, efter hun fik et hjertetilfælde under evakueringen. Erfaringen far Scandinavian Star - både krav til indretning, forberedelse og indsats, tilskrives også en stor ære for udfaldet. Selv om ilden var begrænset, besluttede man at sende røgdykkere yd til skibet for at aflaste færgens personale - og det var bl.a. 6 røgdykkere fra Frederikshavn. Også 3 redningshelikoptere fra Danmark var involveret. Den ene dog tæt på endnu en ulykke, da den fik rotorbladene ødelagt af et sammenstød med en skibsantenne. Den nødlandede dog med alle 12 passsagerer ombord uskadte.

Kort tid efter alarmen begyndte besætningen på den norske færge at evakuere passagererne ned i redningsbåde og redningsflåder, men den sidste halvdel oplevede at kunne spadsere lige over på en færge fra Stena Line, der sammen med andre skibe hurtigt nåede frem. Den sidste vigtige faktor her var, at vejret var fint - næsten ingen vind eller søgang. I løbet af i dag kunne alle passagerer vende tilbage til Princess Ragnhild, der er bugseret ind til Gøteborg, og afhente deres bagage, biler og campingvogne. Tilbage ombord er nu politi og brandmyndigheder fra Sverige, Norge og Danmark, der skal undersøge brandårsagen, der endnu er ukendt. Det vides ikke, om der har været danskere om bord, da branden brød ud.

[De danske myndigheder er officielt involveret, fordi Color Lines også har ruter til og fra danske havne.]



Problemer med gen-behandling

Myndighederne gav i dag grønt lys for omgående at videreføre de forsøg med gen-manipuleret influenzavirus mod leverkræft på Århus Kommunehospital, som blev stoppet for to uger siden. Sikkerhedsforeskrifterne for brug af eksperimentelle, genetisk manipulerede organismer var blevet krænket adskillige gange, ligesom mange andre uregelmæssigheder blev fundet, og sygehusledelsen stoppede derfor forskningsprojektet. Problemerne er heller ikke slut med det. Problemet er nu, at få fremskaffet flere vira af samme type som den, der blev anvendt før projektet blev standset. De århusianske læger havde fået materialet hos en egyptisk forsker på et engelsk hospital - men på grund af andre uregelmæssigheder, bl.a. en større donation fra deltagere i forsøget til forskeren betød, at denne nu også er suspenderet - ligesom lederen af forskergruppen på Århus Kommunehospital. Hospitalet har også refunderet 170.000 kr., som en patient følte sig presset til at betale til en konto i London - senere vil man forsøge at få disse penge betalt tilbage. 19 kræftpatienter blev behandlet, selv om der kun var givet tilladelse til 5. Lægemiddelstyrelsen har også erkendt et medansvar - undersøgelser har vist, at styrelsen gav projektlederen en meget vidtgående tilladelse til at importere og anvende gen-materialet på patienter - skønt der endnu ikke er bevis for materialets anvendelighed.



TV2 stormet

Her til aften var det TV2's tur til at få sine programmer forstyrret af autonome aktivister. Det var TV2-Lorry's program, Danmark Direkte, som fik besøg af 4 unge, der gerne ville oplæse protester mod, at Ungdomshuset på Jagtvej i København lukker. Det lykkedes ikke rigtigt, men der var nogen forvirring, inden politiet kunne nå frem og afhente de 4. Uheldigvis for demonstranterne var temaet for det direkte program sandhed eller fiktion i medierne - og mange deltagere i programmet troede at det var en planlagt happening - selv den ene studieværtr! Så de unges budskab kom ikke rigtigt ud...


DilleSport


CYKLING: Tour de France

5. etape, Bonneval til Amiens, 233,5 km.
     1. Mario Cipollini, Italien       5t 36m 28s
     2. Tom Steels, Belgien                  s.t.
     3. Jaan Kirsipuu, Estland               s.t.
     ...
    19. Lars Michaelsen, Danmark             s.t.
    40. Bo Hamburger, Danmark                s.t.
   150. Peter Meinert, Danmark               s.t.
Stillingen
     1. Jaan Kirsipuu, Estland        22t 47m  0s
     2. Tom Steels, Belgien                  +17s
     3. Stuart O'Grady, Australien           +24s
     ...
    35. Lars Michaelsen, Danmark          +1m 10s
    60. Bo Hamburger, Danmark             +1m 28s
    91. Peter Meinert, Danmark            +7m 21s



Vejret

Solrigt - bortset fra et bygeområder, der fra Sverige dækkede den østlige del af Sjælland her til aften. Temperaturer 20 - 25 graders



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,2969 DKK,   1GBP     11,3693 DKK,   1DEM*     3,8017 DKK
100JPY     5,9565 DKK,   100ITL*   0,3840 DKK,   1AUD (1)  4,8099 DKK
1FRF*      1,1335 DKK,   1CHF      4,6365 DKK,   1CAD      4,9596 DKK
1IEP*      9,4411 DKK,   1NLG*     3,3741 DKK,   1EUR (4)  7,4355 DKK
100ESP*    4,469  DKK,   1NZD (1)  3,8067 DKK,   1SEK      0,8556 DKK
10BEF*     1,8432 DKK,   1NOK      0,9197 DKK,   100ISK    9,70   DKK  
100GRD     2,284  DKK,   1FIM*     1,2506 DKK,   1ZAR (2)  1,0201 DKK
100PTE*    3,709  DKK,   1SGD (2)  4,2803 DKK,   10THB (3) 1,983  DKK
1HKD (2)   0,9354 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,770% +0,020 (6% - 2029), 5,150% +0,010 (6% - 2009)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,350%
Aktieindex: 664,58 -4,30   KFX (mest omsatte aktier): 210,76 -2,71
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34