Fredag, 23. April 1999 23:56 (DNT)


Dan-kortsvindel opdaget

Finsk politi har anholdt 2 mænd fra Letland for forsøg på svindel med betalingskort. I deres besiddelse fandt politiet også en særdeles veludført attrap beregnet til en meget udbredt kortautomat-type. Ifølge dansk politi er man sikker på, at ihvertfald 2 banker på strøget har haft attrappen - eller en tilsvarende - monteret inden for de sidste par måneder. Attrappen dækkede tastaturet på en sådan måde, at brugerens indtastninger kunne registreres, samtidig med, at de "rigtige" taster blev trykket ned. Samtidig læste en ekstra kortlæser indholdet af dankortets magnetstribe. Alt blev lagret i en lille computer i attrappen. Ved hjælp af de gemte oplysninger kan man lave et falsk kort og udskrive den tilsvarende PIN-kode. Foreløbig har man opdaget, at 80 dankortejere har fået stjålet deres kort - kode kombination, og der er uretmæssigt hævet godt 1 mill. kr. på disse kort. Det er sket næsten samtidig fra en række terminaler over hele Sjælland, så politiet regner med, at en organiseret bande står bag.

Finansrådet anbefaler, at man checker sine kontoudtog ekstra omhyggelig for ukendte transaktioner.



Sigtes på DNA-bevis

Statsadvokaten for Sjælland har rejst sigtelse mod en 51-årig mand for mordet på 10-årige Susan Rasch Ibsen i slutningen af maj måned sidste år. Den 51-årige har været varetægtsfængslet siden juli, selv om han nægter mordet. Men han blev fældet på en række DNA-prøver, hvor der både var spor fra ham på Susan's lig og spor af pigens DNA på hans tøj. Derudover er der ikke beviser og det bliver derfor første gang der rejses sag alene på DNA-bevis.



KTO-leder: Beløn ikke nej!

Bestyrelsen for den fælles forhandlingsorganisation KTO holdt i dag møde for at tage stilling til resultatet af afstemningen om den nye overenskomst med Kommunernes Landsforening. Og selv om sygeplejerskerne, jordemødre og lærerne havde sagt nej, var der flertal i de øvrige organisationer for at gå ind for aftalen. Efter mødet erklærede formanden for KTO's forhandlingsudvalg, Poul Winckler, at arbejdsgiverne ikke måtte give efter og give de organisationer, der har sagt nej flere penge. Det må ikke belønnes at vende ryggen til noget, som man tidligere er blevet enige om. Alle organisationers forhandlere sagde ja, men sygeplejersker, jordemødre og lærere blev underkendt ved urafstemningen. De sidste dog kun på dele af forliget. KTO-overenskomsten dækker 640.000 ansatte fordlet på 62 organisationer.

Sygeplejerskernes chefforhandler, Jette Søe, Dansk Sygeplejeråd, tog Poul Wincklers ord til efterretning med blandede følelser. Men det var rart at vide, at sygeplejerskerne kun havde sig selv at stole på ved den kommende forhandling og eventuelle konflikt.



Gymnasie-aktioner

Gymnasielærerne havde i sidste uge sagt endnu stærkere nej - 96% af de afgivne stemmer - til forliget med Amtsrådsforeningen. De overvejer stadig hvordan de skal forholde sig, men i dag aktionerede gymnasieeleverne til fordel for lærerne. Det sket ved en række aktioner på en stor del af landets gymnasier. Aktionerne var forskellige: Århus Katedralskole blev omringet af en levende mur af elever, der forhindrede lærerne i at komme ind på skolen. På Århus Akademi gik man den anden vej. Her lukkede eleverne lærerne inde på lærerværelset. I begge tilfælde var formålet at hindre at undervisningen kom i gang - og i begge tilfælde uden de store protester fra lærernes side. Eleverne protesterer imod, at der skal til at være mere end 28 elever i klasserne og at lærerne får mindre tid til forberedelse. Det er også lærernes støreste kritikpunkter mod den overenskomst, som deres forhandlere har indgået med amterne.



3 F-16 til Italien

Efter hastevedtagelsen i går var den danske luftstyrke i Italien, der deltaer i Nato-aktionen mod Serbien, udvidet med 3 ekstra F-16 fly, så der nu ialt er 8. Det gik ellers ikke så godt i går. Selv om flyene blev sendt at sted få timer efter at Folketinget vedtog at sige ja til de ekstra fly, så måtte 2 af dem vende tilbage kort tid efter starten, på grund af tekniske vanskeligheder. De blev løst i løbet af natten, og så fløj de 2 sidste til Grazzinizze i formiddags. De danske fly har endnu ikke været over Serbien og Kosova oplyser den danske ledelse på basen i Italien til TV2 Nyhederne. Det skyldes, at de danske fly ikke har så moderne udstyr som f.eks. amerikanerne. Derfor flyver danskerne mest opklaringsmissioner.



Asyllov vedtaget

Med stemmer fra S, R, V, K, CD og Krf. vedtog Folketinget i dag særloven om Kososva-albanske flygtninge. Loven betyder, at flygtninge derfra ikke behøve at søge opholdstilladelse i op til 2 år efter de er kommet til landet, at de får ret til arbejde og uddannelse. Enhedslisten og SF stemte imod, fordi de mener loven begrænser flygtningenes rettigheder. De får nemlig ikke mulighed for at søge om asyl efter gældende regler, mens de opholder sig i landet. Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet stemte også imod - det var fordi loven efter deres opfattelse medførte at det midlertidige i praksis blev til permanent ophold.



Ubådsmystik breder sig

Den henvendelse, som Nato sendte til Danmark om at stille med en ubåd til at hjælpe med aktionen det tidligere Jugoslavien, er stadig omgæret af mystik - og den breder sig. Både Politiken og Jyllands-Posten skriver i dat, at godt nok er Danmark - sammen med Tyskland og Norge - de eneste lande, der besidder de særlige, mindre kystubåde, der kan operere på lavt vand. Men det er kun Danmark, der er bedt om at stille med en ubåd - og netop kun en. Anmodningen ligner en foræring til de borgerlige partier, der med Venstre i spidsen har gjort det til et ultimativt krav, at den danske ubådsstyrke bevares i det nuværende forsvarsforlig. Regeringen har foreslået en udfasning af de 5 ubåde helt frem til 2006. Men nu skal forsvarsminister Hans Hækkerup i samråd og forklare sagen. Det er dog de konservatives Hans Engell, der har krævet samrådet - og ministeren skal forklare hvorfor regeringen har sagt nej til anmodningen om en ubåd.



Tivoli åbner

Det sker hvert år. Dennegang er det 152. sæson de starter på, så nogen nyhed er det vel ikke. Men altså: Tivoli åbnede i dag. Blandt nyhederne er et orientalsk hjørne, med en ny forlystelse, Det gyldne Tårn og en rigtig, levende elefant. Sidste sæson gav et lille underskud, på trods af storkonflikt og den dårligste sommer i mange år. I år bliver det den længste sæson nogensinde - sidste dag bliver den 26. september.

Og Tivoli er naturligvis også internettet:

http://www.tivoli.dk/index.html
http://www.tivoligardens.com/


DilleSport


FODBOLD

M-Superliga
         Silkeborg - AaB     0-0



HÅNDBOLD

Ligaen Kvinder

Vi glemte at nævne i forbindelsen med resultatet af 1/4-finalerne i går, hvem der egentlig gik videre. Men på søndag afvikles følgende 1/2-finaler, 1. runde:

	Frederikshavn - Ikast
	Viborg - FIF
Det er for øvrigt de samme 4 hold, som mødtes sidste år i 1/2-finalerne.



Vejret

En del sol, men også perioder med regnbyger. I Nordsjælland haglbyger, mens Nordjylland havde mere udbredt skydække og regn. Temperatur 10 - 15 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9883 DKK,   1GBP     11,2834 DKK,   1DEM*     3,8007 DKK
100JPY     5,8518 DKK,   100ITL*   0,3839 DKK,   1AUD (1)  4,5200 DKK
1FRF*      1,1332 DKK,   1CHF      4,6407 DKK,   1CAD      4,7266 DKK
1IEP*      9,4386 DKK,   1NLG*     3,3732 DKK,   1EUR (4)  7,4335 DKK
100ESP*    4,468  DKK,   1NZD (1)  3,8142 DKK,   1SEK      0,8364 DKK
10BEF*     1,8427 DKK,   1NOK      0,8989 DKK,   100ISK    9,54   DKK  
100GRD     2,279  DKK,   1FIM*     1,2502 DKK,   1ZAR (2)  1,1500 DKK
100PTE*    3,708  DKK,   1SGD (2)  4,0823 DKK,   10THB (3) 1,872  DKK
1HKD (2)   0,9019 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,210% uændr. (6% - 2029), 4,200% +0,020 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,240%
Aktieindex: 615,84 +0,51   KFX (mest omsatte aktier): 200,67 -0,96
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34