Fredag, 9. April 1999 24:31 (DNT)


Internet-handel igang

I dag gik internet-handel med dankort officielt igang i Danmark. Efter at Folketinget i går vedtog en ændring af dankort-loven, så kortudstederne - de danske banker - kan få lov til at opkræve afgifter på brugen af kort. PBS har så fra i dag givet udvalgte virksomheder lov til at bruge kortet. Samtidig har man åbnet op for, at man kan bruge SSL. PBS forlangte ellers tidligere, at man skulle bruge den noget mere sikre SET-standard, men den kræver store programmelomkostninger både hos sælger og køber. SSL er indbygget i stort set alle browsere og kan fås for rimelige beløb til servere. I dag oplyste PBS også, hvad handelen skal koste, og det medførte øjeblikkelig rasende reaktioner fra handlende og forbrugere. Hver gang dankortet bruges på internettet koster det sælgeren 1,95 DKK. En godkendelse til at sælge via dankort koster ca. 1000 kr. om året med SET-løsningen. SSL koster - angiveligt fordi den er mindre sikker - istedet for de 1000 kr. om året en afgift af forretningens omsætning på 1,5 promille. Ifølge PBS skal denne afgift gå til en fond, som kan yde erstatning i de tilfælde, hvor sikkerheden i SSL brydes, og en forretning skades af "3. mands misbrug".

PBS egen webside for internetbetaling hedder "www.betaling.dk". Pressemeddelelse om løsninger og gebyrer findes på:

http://www.betaling.dk/nyheder/nyheder/990409.htm

En af de første større dankort-transaktioner var en overførsel af en donation på 10.000 kr. fra ansatte i PBS til Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling til fordel for flytningene fra Kosova. Det skete via specialsiden "www.noedhjaelp.dk", der er oprette af Folkekirkens Nødhjælp. Hjemmesiden oplyser dog, at det ikke vil være muligt for andre at indbetale bidrag med dankort før lørdag:

http://www.noedhjaelp.dk/



Albanien-styrke godkendt

Kun Enhedslisten stemte imod, da regeringens beslutningsforslag om at sende 100 mand til Albanien sammen med ialt 8.000 Nato-soldater, for at hjælpe den albanske regering med at beskytte nødhjælpen og opretholde stabiliteten i landet. Albanien har modtaget tæt ved en 1/2 mill. flygtningen fra Kosova. SF stemte også for, men først efter at have fået en garanti for, at nato-styrken ikke ville blive sat ind i Kosova uden en forudgående godkendelse. Det samme ønskede nogle medlemmer af det radikale venstre. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) slog fast, at den danske styrke ikke ville få andre opgaver, uden at de først blev forelagt Folketinget.



Ingen Nato på Bornholm!

Mens den danske regering og Folketing overvejer, om man skal skære ned på bemandingen af Bornholms Værn for at spare penge, så har Rusland erklæret, at man fastholder en "gentleman-agreement" fra 1946. Ifølge den accepterede det daværende Sovjetunionen at danske styrker blev udstationeret på Bornholm - hvis de var de eneste. Siden da har det været praksis, at ingen Nato-øvelser foregik på Bornholm. Ved en mindehøjtidelighed for de 30 russiske soldater, der faldt ved befrielsen af Bornholm fra Tyskerne i 1945, sagde den russiske ambassadør Alexaner Chepurin, at det ville være "et dårligt signal", hvis Nato-tropper bliver stationeret på øen. Udtalelsen faldt til Bornholms Radio.



Kutter forsvundet

En kutter med 3 mand ombord er forsvundet. Skibet er ikke set siden 1. april, og der har ikke været radiokontakt til skibet siden 29. marts. Det har gjort familien urolig, da skipper var kendt for at ringe hjem mindst hver 2. dag. Eftersøgninger har ikke givet resultat, og i dag gik Søværnets Operative Kommando ud med en generel efterlysning til alle danske og svenske havne, for at få forbindelse med søfolk, der måske har været i kontakt med den forsvundne kutter. Kutteren havde hjemme i Hundested, men fiskede som regel i Nordsøen og skipperen er kendt som en meget erfaren fisker.



Sigtes for 3 mord

En 35-årig mand, der i forvejen er sigtet for et mord, bliver nu yderligere sigtet for 2 andre. Han meldte sig selv til politiet for nogen tid siden og tilstod, at han havde myrdet en kammerat, som han i fællesskab havde begået bankrøveri med. Men politiet har også sat ham i forbindelse med 2 dødsfald blandt narkomaner, hvoraf det ene dødsfald med sikkerhed er et mord. Det andet syntes i første omgang at være relateret til narko. Begge de døde, en mand og en kvinde, blev fundet i deres lejligheder i Københavns Nordvestkvarter inden for samme uge i december. Den 35-årige nægter sig skyldig.



Rosenborg-tapet tilbage

12 vævede gobeliner, der blev lavet i slutningen af 1600-tallet og som det meste af dette århundrede, er nu ophængt på Rosenborg Slot - igen. Det var nemlig der de oprindeligt var blev lavet til, af kong Christian den 5. Gobelinernes motiv er de forskellige slag i Svenskekrigen 1671 - 1679. Gobelinerne er blevet restaureret, mens de var ophængt på Christiansborg. Genophængningen på Rosenborg blev i dag fejret ved en officiel åbning, der blev foretaget af dronning Margrethe og prins Henrik. Det er meningen, at gobelinernes plads på Christiansborg skal overtages af nogle nye gobeliner, der er en gave til dronning Margrethe, og som er under vævning i Frankrig.


DilleSport


CURLING

VM i Canada

Kvinder

1/2-finale      Sverige - Danmark      7-8
Danmark var dennegang repræsenteret af et hold under ledelse af Lene Bidstrup. [I curling sammensætter man ikke et særligt landshold, men sender det klubhold, der spiller bedst nationalt.]

Mænd

Blev nr. 6 efter indledende runde.



FODBOLD

M-Superligaen
                 FCK - AGF             1-1



ISHOCKEY

B-VM
2. runde    Danmark - Slovenien        4-1
            Estland - Ungarn           3-2
            Tyskland - Polen           3-1
            UK - Kasakstan             1-0



Vejret

Gråvejr over det meste af landet - spredte byger i de sydlige egne. Temperatur 9 - 15 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9016 DKK,   1GBP     11,0699 DKK,   1DEM*     3,8001 DKK
100JPY     5,6887 DKK,   100ITL*   0,3838 DKK,   1AUD (1)  4,2959 DKK
1FRF*      1,1330 DKK,   1CHF      4,6574 DKK,   1CAD      4,6058 DKK
1IEP*      9,4371 DKK,   1NLG*     3,3726 DKK,   1EUR (4)  7,4323 DKK
100ESP*    4,467  DKK,   1NZD (1)  3,6461 DKK,   1SEK      0,8315 DKK
10BEF*     1,8424 DKK,   1NOK      0,8842 DKK,   100ISK    9,43   DKK  
100GRD     2,291  DKK,   1FIM*     1,2500 DKK,   1ZAR (2)  1,1140 DKK
100PTE*    3,707  DKK,   1SGD (2)  3,9684 DKK,   10THB (3) 1,836  DKK
1HKD (2)   0,8888 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, (2) ZAR, HKD og SGD, er fra onsdag og en fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,260% -0,010 (6% - 2029), 4,240% -0,030 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,340%                     4,240%
Aktieindex: 616,60 +1,93   KFX (mest omsatte aktier): 207,87 +2,14
Pr. 30/12:  637,52                                    219,34