Bestyrelsesflugt?
Som vi skrev i går, så er stort set alle de kendte erhvervsfolk, som Kurt
Thorsen indsatte i bestyrelserne for sine to selskaber gået. Der er blot
et bestyrelsesmedlem, direktør Holger Doch, AP Pension, tilbage i de to
selskaber CVI International og DeSoto Equity. Han sagde i dag til DR, at
han ville blive i selskabet, for at sikre, at AP-pensions investeringer,
som han repræsenterer, ikke forsvinder. Han erkendte, at han ikke
viste hvem, der egentlig stod bag Kurt Thorsen, og det havde han det
skidt med - "men sådan er virkeligeheden nu en gang". Professor Michael
Møller, Handelshøjskolen i København kritiserer iøvrigt i Politiken og
DR i dag bestyrelsesflugten. Et ansvarligt bestyrelsesmedlem går kun,
hvis han er sikker på, at det vil være til gavn for selskabet, hvis han
går. "Tabene bliver ikke mindre, hvis selskabets ledelse forsvinder",
siger han til Politiken.
K-nedtur fortsætter
De konservative ville få en tilslutning på 6,3%, hvis der valg ifølge
Sonars seneste meningsmåling, der bringes i Jyllands-Posten i dag. Det
er den laveste tilslutning i 22 år. Ved Folketingsvalget i marts 98 fik
de konservative 8,9% af stemmerne og 16 mandater. Dagens måling svarer
til 11 mandater. Socialdemokratiet har heller ikke rettet op på de lave
tal - de ligger på 22,7% (40 mandater) mod valgets 35,9 (63 mandater).
Venstre er fortsat Danmarks største parti (34,6%), og det rokker derfor
ikke ved, at der er et solidt borgerligt flertal i Sonars måling, uanset
hvem de radikale ville støtte i denne (fiktive) situation.
Rocker fængslet
En 37-årig mand, der er medlem af Hells Angels, blev i dag
varetægtsfængslet, efter han havde meldt sig selv til politiet. Han har
været efterlyst over hele landet, siden nogle af hans papirer blev
fundet i en kælder i København, sammen med 8 kg. sprængstof, 7 kg. hash,
200 gram heroin og nogle politiuniformer. Det var et tip om, at en
38-årig hidtil ustraffet mand lå inde med narko, der førte til fundet i
mandens kælderrum. Den 38-årige er allerede varetægstfængslet, men siger
at han intet kender til kælderens indhold.
Årets Politiker gavmild
Erhversforeningen G1939 har i dag udnævnt årets politiker. Det blev
Farums borgmester, Peter Brixtofte (V). Han får prisen for sin
omfattende privatisering af kommunale aktiviteter, til glæde for det
private erhvervsliv. Peter Brixtofte var da også i det gavmilde hjørne i
sin takketale. Her lovede han, at samtlige skoleelever - fra
børnehaveklasser til 10. klasse - skulle have hver sin PC gratis stillet
til rådighed. Der er 2.500 elever i Farum kommune, og pengene - op mod
45 mill. kr. - kommer fra salget af kommunens rensningsanlæg og kloaknet
sidste år. Han begrundede "gaven" med, at det var vigtigt at alle fik
lige muligheder. Derfor fik man også en PC, selv om havde en i forvejen.
Han regnede også med, at forældrene skulle bruge PC'en - at yde
kvalitetsundervisning til alle, voksne som børn, anså han som en vigtig
kommunal opgave.
Uheldig hacker
Sidste søndag viste TV2 programmet Dags Dato, at man ved hjælp af
programmet "Backorifice" kan bryde ind i private MS-Windows maskiner,
der er koblet op til internettet. Programmet viste, hvordan man (med
forud indhentet tilladelse) havde afluret en andens kodeord ved hjælp af
dette program. Kodeordet var til et PC-banksystem, og man flyttede
derefter en krone på mandens konto. Åbenbart havde en 19-årig mand fra
Valby fået samme ide i søndags, for han forsøgte også at bryde ind på en
privat pc. Denne PC tilhørte imidlertid et medlem af politiets Computer
Crime Unit, og var forsynet med overvågningsprogrammel. I går torsdag
blev den 19-årig så anholdt og sigtet efter straffelovens regel mod at
skaffe sig uberettiget adang til en andens oplysninger eller programmer.
[Historien om den unge mand er fra Ritzaus Bureau. Måske skulle den 19 årige havde hørt Dags Dato før han gik i gang. Her fortalte vicekriminalinspektør Preben Andersen, CCU, at nogen også havde forsøgt at bryde ind i hans private PC. Vedkommende havde fået politibesøg to timer efter, fortalte han.]
Rige røvere!
I går skrev vi om to ægtepar, der var blevet fængslet, sigtet for et
røveri til over 5 mill. kr. i Kastrup Lufthavn sidste år. Under
ransagning i det hus, hvor begge par nu bor, fandt politiet penge og
effekter fra røveriet i lufthavnen. Men der var mere end det, viste det
sig. For en optælling har vist, at der var gemt sedler i garage og
skunkrum til en værdi af 8 mill. kr. Hvor de ekstra 3 mill. kr. stammer
fra, ved politiet endnu ikke.
[Flere sponsorer for danske, professionelle sportshold har meldt klart ud, at holdene bliver "fyret", hvis de bruger doping. Det er en fast paragraf i sponsorkontrakterne.]
Vejret
Mest sol, men enkelte skyer over hele landet. Temperaturer omkring 5
graders varme.
Finansmarkederne
1USD 6,4026 DKK, 1GBP 10,6013 DKK, 1DEM* 3,8029 DKK 100JPY 5,6207 DKK, 100ITL* 0,3841 DKK, 1AUD (1) 4,0942 DKK 1FRF* 1,1339 DKK, 1CHF 4,6440 DKK, 1CAD 4,2251 DKK 1IEP* 9,4442 DKK, 1NLG* 3,3752 DKK, 1EUR (4) 7,4379 DKK 100ESP* 4,470 DKK, 1NZD (1) 3,4663 DKK, 1SEK 0,8272 DKK 10BEF* 1,8438 DKK, 1NOK 0,8609 DKK, 100ISK 9,24 DKK 100GRD 2,302 DKK, 1FIM* 1,2510 DKK, 1ZAR (2) 1,0680 DKK 100PTE* 3,710 DKK, 1SGD (2) 3,8420 DKK, 10THB (3) 1,779 DKK 1HKD (2) 0,8299 DKK(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.
Fra 4. januar 1999 er ECU udskiftet med den nye euro-valuta (EUR). Valuta markeret med * er beregnet ud fra EUR.
Obligationsrenter: 6,290% -0,010 (6% - 2029), 4,090% -0,020 (7% - 2007) Pr. 30/12: 6,340% 4,240% Aktieindex: 640,33 -0,72 KFX (mest omsatte aktier): 218,50 -2,26 Pr. 30/12: 637,52 219,34