Mandag, 28. December 1998 23:52 (DNT)


Drab i Brønshøj

Juleaftensdag blev en 47-årig gartnermedhjælper fundet dræbt i sit kolonihavehus i Brønshøj. Det var den dræbtes bror, der opdagede forbrydelsen, da han ville hente broderen til julefest. Der var spor efter en voldsom kamp, og den 47-årige var ramt af adskillige knivstik. I dag tilstod den dræbtes 20-årige søn, at det var ham, der havde dræbt faderen. Den 47-årige havde tidligere været straffet for incest mod sine børn, herunder den 20-årige. Drabsmanden sagde, at han havde forsøgt at få sin fader til at sige undskyld for incesten, men at denne nægtede, og at de var kommet op at slås.



Fyrværkeriulykke

En 27-årig mand omkom i går, da det baghus i Karup, hvor han havde et værksted eksploderede. Eksplosionen indtraf tilsyneladende, mens den 27-årige eksperimenterede med ulovligt fyrværkeri. Eksplosionen var så voldsom, at baghusets tag blev løftet over til naboen, og den startede en brand, som ødelagde hele huset. Den 2. halvdel af baghuset var indrettet til bolig, og selv om det var hjemme, kom de ikke noget til. Det er første gang, at nogen er blevet dræbt ved en ulykke med ulovligt fyrværkeri. Der var opbevaret så mange kemikalier, at civilforsvaret måtte tilkaldes for at rydde op, og de omkringboende måtte evakueres imens.



Farligt fyrværkeri

Med dødsulykken i Karup har optakten til nytårsfyrværkeriet været ligeså blodig som sædvanlig. I dag kom så konklusionen fra et udvalg, som har overvejet en eventuel lempelse af forbuddet mod knaldfyrværkeri. Konklusionen var, at der ikke var belæg for, at en lempelse ville betyde færre ulykker - tværtimod. Det sagde et medlem af udvalget, der er overlæge Rigshospitalet, til DR. Han havde før været tilhænger af en lempelse, men tal - både fra Danmark og udlandet - viste, at problemet ikke længere var børns ubesindige omgang med fyrværkeri. 60% af alle fyrværkeriskader sker blandt mænd i alderen 20 - 40 år! Problemet er her, at de gerne vil lege med fyrværkeri som det, professionelle brugere. De er bare ikke professionelle, selv om de tror det - og så går det galt. Alkohol har været indvolveret i 60% af alle skader ifølge danske opgørelser.

[Dagens "rygte" i sensationsaviserne var, at den dræbte i Karup havde lært alt om fyrværkerifremstilling "på internettet". Måske skulle han istedet havde surfet forbi følgende adresse:

http://www.brs.dk/fagomraade/tilsyn/forbyg/positivlisten.htm
Denne kryptiske - og ikke så lettilgængelige - side indeholder 2 muligheder for at hente positiv-listen over godkendt fyrværkeri. Alt fyrværkeri i Danmark skal være forsynet med et BRS-nummer (BRS er her Beredskabsstyrelsen), og fremgå af denne liste. Desværre er listen kun tilgængeligt, hvis man har Windows95/98/NT!]



Danmark (næst)dyrest

At Danmark er et dyrt land at handle i, med afgifter og moms, er der vist ikke mange udlændinge, der er uenige i. Men selv når man trækker moms, skat og afgifter fra, er Danmark stadig et af de dyreste lande at købe varer og tjenesteydelser i. Faktisk er kun Japan dyrere (50%), viser en undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet. Borgere i Italien, England og USA betaler halvdelen af, hvad vi gør, mens tyskerne skal af med 80% og svenskerne 93%. Direktør Lars Andersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, afviser overfor DR-TVA, at det er de danske løninger, der presser omkostningerne i vejret. Han henviser til, at det tyske lønniveau er højere end det danske. Han peger især på, at det er mangel på fri konkurrence i Danmark. Han siger, at danskerne ikke tør "gå tæt" på store virksomheder - der er selvfølgelig også en rationaliseringsgevinst ved disse - men det hæmmer en egentlig priskonkurrence. Han håber på, at den nye konkurrencelov vil gøre det muligt at gribe bedre ind og fremme konkurrencen.

["Manden på gaden" i DR-TVA - eller rettere - "kvinden på gaden" kom med et hint. Hun sagde, at naturligvis sammenligner man ikke priser med udlandet - herhjemme bliver det kun til at "sammenligne Netto og Føtex". Gad vist om hun tænkte på, at de kæder er ejet af samme koncern - og planlagt til mindst muligt overlap i priser og kundegrupper? /Leif]



Trafikforlig

Trafikminster Sonja Mikkelsen (S) præsenterede i dag resultatet af et nyt trafikforlig, som regeringen har indgået med SF og Enhedslisten i julen. Forliget er en udløber af pinsepakken, og det giver 200 mill. kr. om året ekstra over de næste 5 år til forskellige, lokale projekter for kollektiv trafik. Det største projekt er en ny ringlinie for S-togsnettet i København. Den skal stå færdig i 2006. Ellers er der for næste år 2 mill. kr. til en vandbus i Københavns Havn, mellem Toldboden og Christians Brygge. Der skal være hyppigere togafgange mellem Odense og Svendborg, og der er 25 mill. kr. til kollektiv trafik i Århus.

De borgerlige er ikke med i forliget, og Kaj Ikast (K) udtrykker "overraskelse" over det. Han mener også, at pengene er helt fejlplaceret. Indtægterne stammer fra en 50 øres forhøjelse af benzinprisen (der træder i kraft fredag den 1.). De ville ifølge Kaj Ikast gøre bedre nytte i form af en nedsættelse af vægtafgiften for små biler, istedet for at gå til telebusser i tyndtbefolkede områder. Kaj Ikast er dog tilfreds med, at der er penge til Århus og ikke kun til København. [Telebusser er busser, der kører på bestilling.]



Et dødsfald

Tidligere medicinaldirektør, dr. med. Palle Juul Jensen, er død, 69 år gammel.



Forbud mod børnereklamer?

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) har lagt sig ud med TV2 og de borgerlige, fordi hun i dag har foreslået, at der indføres et forbud mod at sponsorer børneprogrammer og målrette reklamer til børn under 12 år. TV2s informationschef kalder forslaget uretfærdigt, fordi det kun vil ramme TV2, der vil miste 50 mill. kr. De penge vil - mener TV2 - gå til de dansksprogede satelit-kanaler, der ikke behøver at følge danske lovgivning. Tilgengæld har kulturministeren støtte fra regeringspartierne, SF og Enhedslisten - og utallige plagede børneforældre! Hun fortalte dog TV2 Nyhederne, at der ikke var et lovforslag på trapperne - men at hun gerne så, at "I" [TV2] sammen med legetøjsbranchen blev enige om reklamering på et knapt så voldsomt niveau, som man har oplevet op til jul. Hun var overbevist om, at reklamerne virkede: "Man lægger ikke de penge, hvis skidtet ikke virker!", sagde hun til TV2 Nyhederne.

Den største enkeltannoncør, Top Toy, forstår ikke udspillet. Der har været færre reklamer i år end tidligere, siger direktør Henning Gjerup, Top Toy. [Top Toy ejer de to superkæder BR og Toys'R'Us - Mange børn tror, at julemanden er "fætter BR"!]. Venstre og konservative siger, at forslaget er et udtryk for formynderi, og Dansk Folkeparti mener, at forslaget vil gøre det umuligt at få et nyt medie-forlig til foråret.

[TV2 forenkler sagen lidt - der er kun en dansk-sproget satelit-kanal, TV3. Dertil kommer enkelte danske eftersynkroniserede programmer på The Childrens Channel (TCC). TV2 glemmer, at der også er en anden, dansk kommerciel kanal, TV-Danmark, der sender via lokal tv-stationer i Danmark, er underkastet dansk lov - og som i højere grad end TV2 vil blive ramt af et sådant forslag.]


DilleSport


BADMINTON

Copenhagen Masters, Cirkusbygningen, København

Danske resultater - indledende runder:

(søndag)
HS-2        Thomas Johansson, Sverige                  15-8, 7-15, 15-7
            - Poul-Erik Høyer, Danmark 
DS-2        Zhang Ning, Kina                           11-4, 11-1
            - Mette Sørensen, Danmark
HD-1        Michael Søgaard/Jim Laugesen, Danmark      7-15, 15-9, 15-3
            - Chris Hunt/Simon Archer, England
HS-1        Peter Gade, Danmark                        15-6, 15-6
            - Indra Wijaya, Indonesien

(mandag)
HD-1        Ricky Subagja/Antonius, Indonesien          15-10, 6-15, 15-7
             - Michael Søgaard/Jim Laugesen, Danmark      
DS-1        Zen Jaqiong, Kina                           11-6, 11-8
            - Camilla Martin, Danmark
HS-1        Peter Gade, Danmark                         15-4, 15-3
            - Yong Hock Kin, Malaysia
HD-2        Jan Eriksen/Jesper Larsen, Danmark          15-11, 15-4
            - Pang Cheh Chang/Chea Soon Thoe, Malaysia
DS-2        Mette Sørensen, Danmark                     13-11, 11-3
            - Mia Audina, Indonesien
HS-2        Sun Jun, Kina                               15-3, 15-11
            - Poul-Erik Høyer, Danmark
Der spilles i 6 puljer, 2 i hver af rækkerne herresingle (HS), damesingle (DS) og herredouble (HD). Foreløbig er Peter Gade i finalen mod Sun Jun i herresingle, mens modstanderne til Zen Jaqiong i DS og Ricky Subagja/Antonius først findes i morgen eftermiddag. Finalerne spilles i morgen aften. Camilla Martin er ude, og kan ikke genvinde Copenhagen Masters titlen for 4. gang i træk.

Alle resultaterne fra Copenhagens Masters 98 kommer løbende på DilleSport Specials hjemmeside:

http://www.dillesport.dk/
Eller den direkte adresse, hvis ens browser ikke forstår redirect:
http://www.login.dknet.dk/~leander/sportspc/intro.html



HÅNDBOLD

M-Pokalfinale
          Skjern - Kolding       25-27
Den ordinære kamp sluttede 22-22. Kampen blev spillet i Skjern, men det var Kolding, der for 3. gang kunne hjemføre pokalen.



ÅRETS FUND

Politiken, Dansk Idrætsforbund og Team Danmark har udnævt den 13-årige svømmer Louise Ørnstedt til Årets Fund.



Vejret

Det blev en gennemsnitlig dansk jul - gråvejr, lidt regn og temperaturer lige over frysepunktet. Heromkring fik vi dog lidt slud juleaftensdag. Lørdag (2. juledag) blev Danmark ramt af den storm, der også havde hærget de britiske øer. Der skete nogle mindre stormskader i Danmark, men ingen alvorlige ulykker. I dag sol, efterfulgt af regn og temperaturer op til 7 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,3927 DKK,   1GBP     10,6950 DKK,   1DEM      3,8047 DKK
100JPY     5,4996 DKK,   100ITL    0,3842 DKK,   1AUD (1)  4,9067 DKK
1FRF       1,1346 DKK,   1CHF      4,6543 DKK,   1CAD      4,1262 DKK
1IEP       9,4490 DKK,   1NLG      3,3763 DKK,   1XEU      7,4756 DKK
100ESP     4,472  DKK,   1NZD (1)  3,3337 DKK,   1SEK      0,7915 DKK
10BEF      1,8445 DKK,   1NOK      0,8369 DKK,   100ISK    9,18   DKK  
100GRD     2,271  DKK,   1FIM      1,2515 DKK,   1ZAR (2)  1,0790 DKK
100PTE     3,711  DKK,   1SGD (2)  3,8383 DKK,   10THB (3) 1,765  DKK
1HKD (2)   0,8203 DKK
(1) AUD og NZD er fra onsdag (23.), ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra onsdag (23.)

Obligationsrenter: 6,380% -0,010 (6% - 2029), 4,270% uændr. (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,61%                      5,64%
Aktieindex: 630,84 +5,33   KFX (mest omsatte aktier): 220,07 +4,82
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55