Onsdag, 23. December 1998 24:00 (DNT)


[Glædelig Jul]

[Dette er de sidste nyheder før juleferien. Vi ønsker hermed alle vore læsere en glædelig jul og på gensyn mandag den 28. december.]



Afslappet jul

Her lillejuleaften, hvor forretningerne holder længe åbent, må man konstatere, at denne jul har været lidt mindre stresset end sædvanligt. Dels har danskerne ifølge butiksbranchen spredt deres juleindkøb over hele december, dels er det den første jul, hvor man ikke længere skal høre om ventetider over Storebælt. 20.000 biler kom i dag over den nye bro uden nævneværdige forsinkelser. Selv DSB lovede, at dem, der ikke havde fået pladsbillet kunne komme med, da man forlængede nogle af intercity-togene fra Københavns Hovedbanegård. På trods af pinsepakke (der faktisk første træder i kraft i 1999) har julehandelen dog igen slået rekord.

Det er nu forbi - juleaftensdag er nu helligdag, både ifølge lukkeloven, de fleste overenskomster og i praksis for alle andre.



K-lækager

Selv en julefrokost er åbenbart ikke længere hellig for de konservative. Ihvertfald kan man i dag læse i dagbladet Aktuelt, at Helge Adam Møller og Hans Engell skulle have været røget i totterne på hinanden ved Folketingsgruppens julefrokost for nylig. Begge afviser historien, og Helge Adam Møller siger, at han kun rørte Hans Engell, da man hilste på hinanden før frokosten startede. Alligevel vil partiets nye landsformand Poul Andreassen have iværksat en undersøgelse for en gang for alle at få afsløret hvem, der går og sladrer om partiet interne møder. Det er ikke første gang, det er sket.



Rocker-trusler?

Medlemmer af rockergruppen Bandidos vil igen have lov til at gå på værtshus i Aalborgs Jomfru Ane Gade. Trangen er så stærk, at medlemmer ifølge politiet i Aalborg har truet restauratører til at åbne for adgang, ellers vil værtshusene blive udsat for smørsyre-angreb. Et værtshus er allerede blevet udsat for, at der blev smidt smørsyre ind i lokalet. Kilder i rockergruppen hævder også - stadig ifølge politiet - at man indbyrdes har talt om at dræbe en ikke-navngiven politimand. Flere restauratører var indtil i dag parate til at give Bandidos adgang som ønsket fra 1. juledag - indtil politiet i dag holdt et pressemøde om sagen. Derefter ombestemte man sig til fortsat at formene rockerne adgang. Forbuddet kom i sommer, efter at en række sager omkring salg af extacy-piller var sat i forbindelse med rockerne.

Bandidos advokat i Aalborg, Hans Mogensen, afviser i TV2 Nyhederne, at rockerne skulle have truet nogen. Han siger, at hans klienter "føler sig forskelsbehandlet - føler sig urimeligt behandlet!"

[Smørsyre er som bekendt en væske, der udsender en kraftig stank, når den fordamper.]



Mere pædagog-kontrol

Pædagogerne i Gladsaxe's kommunes børnehaver skal nu til at holde mere øje med hinanden, og især holde øje med, om nogle af deres kollegaer går over grænsen i forholdet til børnene. Det er en af resultaterne af kommunens undersøgelse af omstændighederne omkring en af de største sager om seksuelt misbrug af mindreårige. En mandlig pædagogmedhjælper bliv i efteråret dømt 3 1/2 års fængsel for at have misbrugt en snes børn. Han blev afsløret af en børnelæge, efter at forældre i børnehaven havde haft mistanke og klaget til kommunen. I dag kom så en rapport, som Gladsaxe kommune har bestilt, og den frikender de kommunale myndigheder - stort set. DR-TVA gjorde dog borgmester Ole Andersen (S) opmærksom på, at der i rapporten peges på, at forældrenes klager til Daginstitutionskontoret ikke blev behandlet. Det havde han overset - men alligevel ville det ikke få konsekvenser for nogen i administrationen, mente han.

Rapporten afslører derimod, at flere af mandens kollegaer havde hørt udtalelser, der burde have fået dem til at reagere. Det skete ikke, og manden blev alene dømt på lægens og børnenes forklaring.


DilleSport


BADMINTON

Mellem jul og nytår afholdes den traditionelle invitationsturnering, Copenhagen Masters, hvor en række af verdens bedste badmintonspillere spiller mod hinanden i Cirkusbygningen i København. Turneringen starter på søndag, den 27. december og slutter tirsdag aften den 29. december. Også i år dækker DilleSport turneringen, og det sker på adressen
http://www.dillesport.dk/
Eller den direkte adresse, hvis ens browser ikke forstår redirect:
http://www.login.dknet.dk/~leander/sportspc/intro.html



Vejret

Gråvejr og efterhånden noget regn - temperaturer 2 - 4 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,3524 DKK,   1GBP     10,6689 DKK,   1DEM      3,8043 DKK
100JPY     5,4677 DKK,   100ITL    0,3841 DKK,   1AUD (1)  4,9207 DKK
1FRF       1,1344 DKK,   1CHF      4,6630 DKK,   1CAD      4,0925 DKK
1IEP       9,4479 DKK,   1NLG      3,3759 DKK,   1XEU      7,4723 DKK
100ESP     4,471  DKK,   1NZD (1)  3,3080 DKK,   1SEK      0,7970 DKK
10BEF      1,8443 DKK,   1NOK      0,8333 DKK,   100ISK    9,13   DKK  
100GRD     2,266  DKK,   1FIM      1,2513 DKK,   1ZAR (2)  1,0792 DKK
100PTE     3,710  DKK,   1SGD (2)  3,8505 DKK,   10THB (3) 1,766  DKK
1HKD (2)   0,8212 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,370% +0,010 (6% - 2029), 4,270% +0,020 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,61%                      5,64%
Aktieindex: 625,51 +7,37   KFX (mest omsatte aktier): 215,25 +1,75
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55