Onsdag, 16. December 1998 24:05 (DNT)


[Julefrokost!]

[På grund af redaktionens forpligtelser i forbindelse med afholdelse af diverse julefrokoster, udkommer nyhederne ikke torsdag og fredag til normal tid. DilleSport Special (om håndbold EM) forventes opdateret torsdag efter Norgeskampen, og der udsendes formentlig en forsinket fredagsudgave af nyhederne lørdag - Hvis ikke noget går galt...:-)]



RiBus-kontakt

En 67-årig mand, der i går blev arresteret blev i dag sigtet for 3 tilfælde af brandstiftelse mod amtspolitikere i oktober måned i år, samt for 3 tilfælde af alvorligt hærværk i 1995 under RiBus-konflikten. De tre hærværk har politiet i Esbjerg altid ment var udført af nogle af de aktiverende chauffører i konflikten. Men TV2 Nyhederne kunne i dag afsløre, at politiet kom på sporet af den 67-årige ved hjælp af de forhenværende aktivister. En ukendt mand skrev et brev, hvor han ville bestille aktivisterne til at lave noget hærværk - han ville ringe senere om detaljerne. Mystificeret over brevet fik modtageren af brevet installeret vis-nummer (Caller ID) på sin telefon. Da brevskriveren ringede, slog de telefonnummeret op, fik en adresse og gav oplysningerne videre til politiet. Hverken politi eller aktivister, der stadig har et anstrengt forhold til hinanden, ville dog tale ret meget mere om sagen.

Den 67-årige blev i dag i grundlovsforhør fængslet i 14 dage. Han nægtede sig skyldig. Politiet siger, at der er flere anholdelser på vej.



FL99: 2. behandling

Selv om yderpartierne forsøgte at få indflydelse, blandt andet i en byge af ændringforslag, gik regeringens lovforslag til finansloven for 1999 glat igenne 2. behandlingen. En medvirkende faktor var, at finansordførerne var blevet enige om at udsætte princip-debatten til 3. behandlingen, der finder sted i morgen. En interessant detalje var dog, at Fremskridtspartiet nu vil indbringe efterlønsreformen for menneskerettighedsdomstolen. Det faktum, at der skal betales til efterlønnen via a-kassen mener partiet er i strid med menneskerettighedernes artikel med forbud mod foreningstvang. Da a-kasserne er private foreninger, er der tale om foreningstvang. I første omgang havde man udpeget Tom Behnke (Frp) til at køre principsagen - men så fandt man ud af, at han ikke var medlem af en a-kasse. Det er Kirsten Jacobsen imidlertid. Hendes begrundelse for først at bringe sagen op nu [Det er ikke kun ekstra-kontingentet, men hele a-kassebidraget man går efter.] er: "Nok er Nok - Nu er det nok!"



FL99: Protestdemonstration

Mens Folketinget relativt roligt og fredeligt vedtog regeringens forslag til finanslov, var der indkaldt til stordemonstration på Christiansborgs Slotsplads. Det var forskellige fagforeninger, som på denne måde ville demonstrere modstand mod reformen af efterlønnen og andre arbejdsmarkedsændringer. En del af demonstranterne erkendte, at løbet nok var kørt i denne omgang, mens andre hårdnakket krævede, at "ægteskabet" mellem Poul Nyrup Rasmussen (S) og Anders Fogh Rasmussen (V) blev ophævet øjeblikkelig. Andre krævede, at Poul Nyrup Rasmussen trådte tilbage øjeblikkelig og lod nye, socialdemokratiske kræfter komme til magten. Der var en ting, der adskildte dagens demonstration fra tidligere tiders - der var kun 2 - 300 deltagere.



Farligt fyrværkeri

Politiet i København frygter, at mellem 25 og 30 stykker særdeles farligt fyrværkeri, som er kommet i omløb i byen. I går aftes blev en 19-årig mand alvorlig kvæstet, da han forsøgte at tænde en af de såkaldte "krysantemumbomber". Der er tale om fyrværkeri, der normalt kun bruges af professionelle. Det drejer sig om kugle med 1,6 kg. sortkrudt, som fyres af fra et kort "kanonrør". Hvis man ligger inde med den type fyrværkeri, opfordrer politiet til, at man lader det ligge, hvor det ligger og ringer. Så kommer politiet og henter det!

På Københavns Politis hjemmeside (www.uni2.dk/~kbhpol) findes en beskrivelse af ulykken, som en advarsel med billede af de farlige "bomber".

http://home10.inet.tele.dk/kbhpol/dgnrpt.htm
Det er en direkte hensvisning til døgnrapporten ("Flash Rapport" hedder henvisning på indgangssiden).



Bedrageridom

Den skibsreder, der i sin tid leasede færgerne Ask og Urd til DSB blev i dag dømt for bedrageri i forbindelse med ombygningen af færgerne. Han fik en dom på ialt 3 års fængsel, de 2 1/2 år betinget. Dommen blev gjort betinget på grund af skibsrederens alder (61 år) og at sagen havde taget 7 år.



Flydedok fyrer

Et overraskende stort underskud har fået værftet Århus Flydedok til at varsle fyringer af 190 medarbejdere. Det er hver 4. beskæftigede, men fyringerne vil blive koncentreret i vedligeholdelsesafdelingen og blandt funktionærer. Bestyrelsesformand Georg Poulsen beklager i høj grad fyringerne på medarbejdernes vegne. Han oplyste samtidig til DR-TVA, at hovedkreditoren i firmaet, BG Bank havde konverteret et lån til ansvarlig kapital, svarende til 100 mill. kr. Andre aktionærer har tilført yderligere 60 mill. kr. men Georg Poulsen slår fast, at "det er kun et skud" - Det kan ikke gentages. Et forventet underskud voksede fra 50 mill. kr. til over 130 mill. kr. for 14 dage side, da det endelige regnskab for 1997/1998 forelå.



Dansk forståelse

Danmarks udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) udtaler sin forståelse for, at USA og Storbritannien har fundet det nødvendigt at foretage millitære operationer mod Iraq her til aften. Han siger til DR, at den danske regering ikke var forhåndsorienteret og at der ikke er danske styrker involveret. Der har ikke været henvendelser om hjælp fra USA eller Storbritannien, sagde han.


DilleSport


BADMINTON

På den seneste verdensrangliste fra International Badminton Federaton (IBF) har Danmark nu 1. pladsen på 4 af de fem lister:
Herresingle    Peter Gade
Damesingle     Camilla Martin
Damedouble     Marlene Thomsen/Rikke Olsen
Mixeddouble    Michael Søgaard/Rikke Olsen
I herredouble er Jens Eriksen/Jesper Larsen bedste, danske par som nr. 6.



HÅNDBOLD

EM i Holland

          Polen - Danmark            29-21
Kampen viste en "planmæssig" dansk dominans i det meste af første halvleg, indtil stillingen 14-6. Herefter lykkedes det Polen, trods et par udvisningerne at komme igang med scoringen, omend de ikke nåede i nærheden af Danmark. Polen var på forhånd udnævnt til det hold, som kunne overraske mod Danmark, fordi de i spillestil lægger tæt op på ad det tekniske spil, som også Danmark dyrker.

Danskerne spillede stille og fornuftigt i 2. halvleg, selv om Polen i starten fik et par mål, så blev afstanden stille og roligt øget til en overbevisende dansk sejr. Danmark er nu - ligesom Norge - sikret adgang til slutspillet. Kampen mellem de to imorgen afgør kun hvem modstanderen bliver i 1/2-finalerne. Dansk topscorer blev Kristina Andersen med 7 mål.

DilleSport følger EM fra det hjemlige TV, og opdaterer løbende med resultater på:

http://www.dillesport.dk/
for moderne browsere, eller
http://www.login.dknet.dk/~leander/sportspc/intro.html
for browsere, der ikke forstår redirect-funktionen.



Vejret

En del sol i dag, men mest skyer og til aften lidt regn. Temperaturer 5 - 8 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,3071 DKK,   1GBP     10,5953 DKK,   1DEM      3,8043 DKK
100JPY     5,4451 DKK,   100ITL    0,3842 DKK,   1AUD (1)  4,9333 DKK
1FRF       1,1344 DKK,   1CHF      4,7110 DKK,   1CAD      4,0971 DKK
1IEP       9,4480 DKK,   1NLG      3,3755 DKK,   1XEU      7,4701 DKK
100ESP     4,471  DKK,   1NZD (1)  3,3014 DKK,   1SEK      0,7882 DKK
10BEF      1,8443 DKK,   1NOK      0,8200 DKK,   100ISK    9,05   DKK  
100GRD     2,269  DKK,   1FIM      1,2513 DKK,   1ZAR (2)  1,0440 DKK
100PTE     3,710  DKK,   1SGD (2)  3,8242 DKK,   10THB (3) 1,769  DKK
1HKD (2)   0,8131 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,384% -0,026 (6% - 2029), 4,245% +0,005 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,61%                      5,64%
Aktieindex: 603,10 +7,76   KFX (mest omsatte aktier): 205,70 +3,19
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55