Tirsdag, 13. oktober 1998 24:04 (DNT)


Mystik om ulykkesfly

Der er afsløret flere mærkelige omstændigheder i forbindelse med den flyulykke, der natten mellem søndag og mandag kostede 9 danskere livet på øen Stord ved Bergen i Norge. Haverikommisionen er ikke kommet nærmere en opklaring - bortset fra, at man nu ved, at maskinen først eksploderede, da den ramte jorden. Øjenvidner havde oplevet det, som om der indtraf en eksplosion først. Det fyger med beskyldninger imellem et flyudlejningsselskab - forøvrigt ikke det, der først blev udpeget i går - og flyets ejer om hvem, der havde givet piloten lov til at låne flyet. Det står imidlertid fast, at piloten var hyret af firmaet Altek Isolering, hvor de øvrige 8 ombordværende var ansat. TV2 Lorry har desuden fundet ud af, at flyet - en Cessna 402 - kun var forsikret til at flyve med 6 passagerer - dvs. der kun var sæder til 8. Om der er sat ekstra sæder ind - eller om en af passagererne ikke har haft noget sæde - vil haverikommisionen også undersøge. Ifølge TV2 Lorry har politiet allerede været i flyets hangar i Roskilde for at foretage tekniske undersøgelser.



Stramninger på vej

Trafikminister Sonja Mikkelsen (S) har i dage fået tilslutning til at stramme reglerne for taxi- og privatflyvning. Det sker på baggrund af ulykken på Stord. Det fremgår at piloten havde planlagt en 13 timers arbejdsdag. Det ville ikke have været lovlig, hvis der var tale om kommerciel taxiflyvning ifølge gældende regler. Men reglerne har en undtagelse, når det gælder privat flyvning. Og hvis et firma har ansat en pilot ELLER selv ejer det fly, hvor medarbejdere transporteres i, så gælder der ingen arbejdstidsregler for piloter. Sonja Mikkelsen har set på reglerne, og mener på den baggrund, at det er muligt rent administrativt at stramme reglerne, så alle former for flyvning med passagerer bliver omfattet af hviletidsbestemmelser. Det har den danske taxiflybranche længe ønsket, for 15% - 25% af alle taxiflyvninger udføres som privatflyvninger, skønner man.

Et andet sted har man inført stramninger. På skibsværftet i Stord, hvor de dræbte montører arbejdede, har man besluttet at alle 2-motorers fly med mandskab til og fra værftet skal have 2 piloter om bord.



FN undersøger

FNs flygtningehøjkommisariat, UNHCR, ville ikke i dag godkende den danske flygtninge- og integrationslov. Men man ville heller ikke fordømme den, således som UNHCRs Stockholm-kontor gjorde i foråret, da loven netop var blevet vedtaget. Loven kunne krænke FNs menneskerettighedskonvention, fordi den økonomisk stillede flygtninge i integrationsfasen ringere m.h.t. bistand end andre i Danmark. Loven taler om en maksimal støtte på 80% af, hvad almindelig bistand ville være. Indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) har forsvaret det med, at flygtninge i modsætning til dagpenge- og kontanthjælpmodtagere gerne må arbejde ved siden af. UNHCR vil følge den - og andre danske sociallove - i praksis, før man vil tage stilling.



F-16 på vej - alligevel

Folketingets Udenrigspolitiske Nævn godkendte i dag, at Danmark sender 4 F-16 fly afsted for at deltage i den slagstyrke, der holder sig klar til eventuelt at foretage angreb mod serbisk militær i Kosova. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) glædede sig over, at det så ud til at der nu var skabt grundlaget for en fredsaftale - men erfaringen havde vist, at aftaler kunne brydes. Derfor var det vigtigt at opretholde truslen, indtil aftalen var gennemført. Flyene må deltage i patruljering - men nævnet skal indkaldes, inden de kan sættes ind i kamphandlinger.



Nærumbane reduceret

Den lille lokalbane, Nærumbanen, der forbinder Jægersborg Station og Nærum nord for København - blev i går udsat for et alvorligt uheld. Afgang 6.42 fra Jægersborg Station kom af ukendte årsager ind på et forkert spor, der fører til banens værksted. Sporet er ganske kort, og selv om lokoføreren med det samme opdagede fejlen, lavede katastrofeopbremsning og advarede passagererne, smadrede toget først porten og derefter et andet af banens tog, der var under reparation. 3 mennesker kom lettere tilskade, men de materielle skader var så omfattende, at begge tog skal til repareres i Tyskland. Banens problem er, at det var 50% af materiellet. De må indtil videre køre med en reduceret køreplan, indtil togene er repareret eller man har kunnet låne/leje andre tog.



Baby forsvandt

Et stærkt chokeret forældrepar i København måtte i over en time leve i uvished, da deres 3 uger gamle datter forsvandt. Pigens barnevogn stod uden for forældrenes hus da den forsvandt. Politiet blev alarmeret og kunne af forskellige heldige årsager have 13 patruljevogne i området på kort tid. Politiet alarmerede igen - som det er standardprocedure - HTs busser og Københavns Radio. Det var en vicevært, der i en opgang et par kilometer væk havde undret sig over en barnevogn og en ældre dame, som alarmerede politiet, da han hørte efterlysningen i radioen. Da politiet kom frem var damen forsvundet - men pigen var i god behold. Den ældre kvinde, der betegnes som "meget nydelig" men også "virkede forvirret" eftersøges nu af politiet.


DilleSport


ISHOCKEY

              Gentofte - Vojens         1-8



Vejret

Fint solskinsvejr, men meget koldt - ned til frysepunktet - i morges. Temperaturer 10 - 13 grader midt på dagen. Efterhånden kom et regnvejr fra vest hen under aften.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,2231 DKK,   1GBP     10,6123 DKK,   1DEM      3,8020 DKK
100JPY     4,2434 DKK,   100ITL    0,3840 DKK,   1AUD (1)  3,8852 DKK
1FRF       1,1340 DKK,   1CHF      4,6882 DKK,   1CAD      4,0429 DKK
1IEP       9,4772 DKK,   1NLG      3,3717 DKK,   1XEU      7,5069 DKK
100ESP     4,473  DKK,   1NZD (1)  3,3527 DKK,   1SEK      0,7945 DKK
10BEF      1,8428 DKK,   1NOK      0,8324 DKK,   100ISK    9,13   DKK  
100GRD     2,210  DKK,   1FIM      1,2488 DKK,   1ZAR (2)  1,0819 DKK
100PTE     3,704  DKK,   1SGD (2)  3,8325 DKK,   10THB (3) 1,655  DKK
1HKD (2)   0,8086 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,830% -0,010 (6% - 2029), 4,844% -0,030 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,61%                      5,64%
Aktieindex: 572,22 +5,27   KFX (mest omsatte aktier): 187,39 +4,84
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55