Torsdag, 8. oktober 1998 23:54 (DNT)


Nyheder forsinket!

[På grund af en router-fejl hos vores internetudbyder har BLA*net ikke haft forbindelse til internettet siden torsdag over middag. Det betyder, at nogle udgaver af nyhederne forsinkes indtil fejlen er løst. Det betyder også, at man ikke kan sende epost til blanet.dk. (Men vi kan godt sende i begrænset omfang.)]



Åbningsdebat

Folketinget holdt i dag åbningsdebatten, hvor temaet ifølge traditionen er statsministerens åbningstale. Venstre og konservative angreb regeringen for ikke at tage krisen ude i verden alvorlig, og for at have "soldet opsvinget væk!". Regeringen var kun optaget af at "brandbeskatte erhvervslivet". Pia Christmas Møller (K) sagde, at det lød som om regeringen tænkte "tju hej hvor det går" og "lad mig [statsministeren?] være i fred". Samtidig rasede den globale krise og de første massefyringsrunder var i gang i Danmark, mente hun. Venstrefløjen var imidlertid mere optaget af detaljerne i arbejdsmarkedsreformen. SF bad Jacob Buksti (S) om "en garanti" for, at dagpengene ikke blev forringet. Jacob Buksti hævdede, at der ikke var tale om en forringelse - det var en misforståelse at ændringerne i beregningsgrundlaget for dagpengene ville stille ledige ringere. Ingen del af reformen ville blive vedtaget uden "konsultationer" med arbejdsmarkedets parter.



Dagpenge-strid fortsætter

Den interne strid i LO omkring arbejdsmarkedsreformen fortsætter. I dag fulgte Forbundet af Offentlige Ansatte (FOA) SiDs eksempel, og tog afstand fra den arbejdsmarkedsreform, der blev til ved 3-partsforhandlingerne forleden. FOA føler sig også snydt af de nye beregnignsmetoder, der fastlægger dagpengesatsen på baggrund af 12 måneders gennemsnit, istedet for de sidste 12 uger som nu. Nogle offentlige ansatte, f.eks. brolæggere, har lange arbejdsløshedsperioder på grund af dårligt vejr, og de føler at de kan risikere at blive hårdt ramt. Der er også reglen om, at fra 2001 så vil maksimumssatsen for ledige blive nedsat med 10% for hvert år de har været arbejdsløse. HK og Kvindeligt Arbejderforbund fastholder støtten til 3-partsaftalen.



Våbenfund

3 kraftige bomber, klar til brug, 24 kg dynamit og 1,7 kg plastisk sprængstof, samt maskinpistoler, blev i går fundet af politiet på en gård ved Køge. Materialet lå i en lade, som gårdens intetanende beboere havde lejet ud til en mand, der af politiet er kendt for tilknytning til rockerkredse. Det var som led i politiets almindelige overvågning af rockere, at man kom på sporet af depotet. Lejeren er nu efterlyst. En af bomberne, der måtte demonteres af eksperter fra Farum kaserne, var en retningsbestemt bombe, fyldt med masser af små metalstykker. Politiet i Køge frygter på baggrund af fundet, at rockerkrigen igen kan bryde ud.

[Det er der dog ikke nogen grund til at tro, sagde en af rockernes advokater til DR i eftermiddags. Våben og sprængstoffer kunne ligesåvel være beregnet til salg til en af verdens urocentre, mente han.]



Nato-fly klar

Forsvaret meddelte i dag regeringen, at man nu med få timers varsel kan flytte en flyenhed, bestående af 6 fly, 12 piloter og en støttestab på 115 personer til en italiensk Natoflyveplads, og være klar til indsats i Kosova. Meddelelsen kom dog samtidig med, at USA har sat de diplomatiske forhandliger igang igen, i håb om en forhandlingsløsning.



Fly-samarbejde

Efter et par års hård konkurrence på det danske marked, har de gamle partnere i det nu nedlagte Danair - Mærsk Air og SAS genoptaget samarbejdet. Det vigtigste set fra Mærsk Airs synspunkt er måske, at det A.P. Møller-ejede flyselskab med samarbejdet får adgang til SASs succesfulde Eurobonus-system. Mærsk Air har tidligere kritiseret systemet kraftigt, fordi undersøgelser viser at flypassagerer i meget høj grad vælger flyselskab mere efter bonus-point end efter pris. Der har ellers cirkuleret rygter om, at hollandske KLM eller British Airways var på vej ind i en aftale med Mærsk Air.



Bog i dilemma

Forlaget Gyldendal er kommet i noget af et dilemma. En bog af journalisten Kaare Bluitgen, "De nye danskere", udkom i mandags, til brug i Folkeskolen. Bogen har været længe undervejs og var tænkt som et "provokerende debatoplæg". Og provokerende er der nogen der mener. Formanden for Nævnet for Etnisk Ligestilling, biskop Kjeld Holm, følte sig stødt over at bogen næsten kun beskrev stereotyper, referede "slibrige vittigheder" og konsekvent talte om "os" og "dem". Han opfordrede derfor Gyldendal til at trække bogen tilbage. Det skete tilsynelandende - hvilket fik Kaare Bluitgen til straks at tale om "politisk censur".

I går vendte Gyldendal igen, og meddelte at bogen alligevel vil udkomme. Årsagen til det midlertidige "salgsstop" var at forlagets jurister skulle gennemgå bogen, hed det ifølge TV2 Nyhederne. Hvad der var problemet blev ikke oplyst - men ifølge Politiken i dag, er flere stødte over, at de fejlciteres eller tillæges forfatterens egne, "overfladiske betragtninger". Selv siger han i et interview samme sted, at han anvender "journalistiske konklusioner" istedet for direkte citater, og at de nedgørende afsnit er "citater" af udbredte holdninger i befolkningen. Bogen må heller ikke læses alene, mener han, men skal diskuteres i klassen. Han erkender, at hvis man ikke kender hans fortid kan man måske ikke gennemskue, at bogen er ment som provokation. [Han har turneret med anti-racistiske foredrag og arbejdet med integration af flygtninge.]



Ambierstatning: 754 mill.

Sagen om det ulovlige arbejdsmarkedsbidrag, ambi'en, som blev indført i 1988, men dømt i strid med EUs momsdirektiv i 1992, er slut. Ambien indbragte staten 55 mia. kr., og den samlede erstatning til de virksomheder, der krævede erstatning, nåede 754 mill. kr. Ialt 40.000 sager blev rejst, 13.000 blev senere trukket tilbage, 18.600 gav erstatning, 8.000 har fået afslag og resten verserer stadig ved domstolene. Men i går satte EU-kommisionen det formelle punktum, fordi man var tilfreds med den måde, som den danske regering har håndteret sagen på efter 1992.


DilleSport


CYKLING

VM i enkeltstart blev afgjort i dag i Maastricht, Holland
                  1. Abraham Olano, Spanien        54.32,13 minutter
                  2. Melchior Mauri, Spanien       +0.37,47   "
                  3. Sergej Gontjar, Ukraine       +0.47,72   "
                  ...
                  8. Michael Sandstød, Danmark     +1.34,38   "
                  ...
                 15. Peter Meinert, Danmark        +1.49,31   " 
Michael Sandstød havde satset på en placering i top 10, og var meget tilfreds.



HÅNDBOLD

K-landsholdets stjernspiller, Anja Andersen, har efter aftale med landstræner Jan Pytlick, meldt sig fra landsholdet indtil videre. Det betyder, at hun ikke vil deltage i EM-turneringen til december. Hun siger til DR-TV Sporten, at hun hellere vil koncentrere sig om klubhåndbold i Bækkelaget og championsleague. Foreløbig gælder afbuddet året ud - men lige nu regner hun ikke med at komme tilbage. Men hun har lovet Jan Pytlick ikke at sige "aldrig".



ISHOCKEY

                  Vojens - Hvidovre         2-1
                  Odense - Rungsted         5-5



Vejret

Lidt sol i morges, men efterhånden overskyet og spredte byger. Temperaturer 10 - 13 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,0667 DKK,   1GBP     10,4788 DKK,   1DEM      3,8036 DKK
100JPY     5,1845 DKK,   100ITL    0,3845 DKK,   1AUD (1)  3,7403 DKK
1FRF       1,1344 DKK,   1CHF      4,7246 DKK,   1CAD      4,0156 DKK
1IEP       9,4989 DKK,   1NLG      3,3728 DKK,   1XEU      7,4954 DKK
100ESP     4,475  DKK,   1NZD (1)  3,1245 DKK,   1SEK      0,7856 DKK
10BEF      1,8433 DKK,   1NOK      0,8342 DKK,   100ISK    8,92   DKK  
100GRD     2,186  DKK,   1FIM      1,2493 DKK,   1ZAR (2)  1,0338 DKK
100PTE     3,710  DKK,   1SGD (2)  3,6966 DKK,   10THB (3) 1,613  DKK
1HKD (2)   0,7958 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,550% -0,002 (6% - 2029), 4,496% +0,019 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,61%                      5,64%
Aktieindex: 583,16 +1,05   KFX (mest omsatte aktier): 188,97 -2,65
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55