Onsdag, 7. oktober 1998 23:56 (DNT)


Underskud: 10 mia.

Krisen i det fjerne østen og Rusland slår nu igennem på dansk økonomi. Det fremgår klart af Økonomiministeriets økonomiske oversigt, der blev offentliggjort i dag. Det var enda så galt, at hoved-nyheden - at regeringen nu skønner at betalingsbalancen for hele 1998 bliver 7 mia. kr. - mod +1 mia. kr. ved skønnet i august - måtte ændres til det værre. Selve skønnet var skrevet i sidste uge, men nye tal fra Danmarks Statistik gjorde, at Økonomiministeriet i løbet af dagen rettede underskuddet til 10 mia. kr. Underskuddet fik dog ikke økonomiminister Marianne Jelved (R) til at tale om yderligere kriseindgreb. Hun mener, at det vigtigste er at holde hovedet koldt, og ikke udsende de forkerte signaler. Hun mener, at både pinsepakken, aftalen med kommuner og amter samt regeringens oplæg til finansloven for 1999 vil have den ønskede virkning - balance på betalingsbalancen.

Andre var imidlertid parat med løsningerne. Venstre, konservative og Dansk Industri mente, at underskuddet viser, at erhvervsbeskatningen skal lettes. Som en chefkonsulent i DI udtrykte det: at "fjerne de politisk bestemte omkostninger". Han mente dog, at løsningen på længere sigt var at få "justeret" arbejdsmarkedets beskæftigelsesbillede, så lønniveauet kunne tilpasses eksportmarkedernes konkurrencesituation. [Han mente formentlig - som andre mere direkte udsagn fra erhvervslivet - at lønningerne i Danmark er for høje og stiger for meget i forhold til Sverige og Tyskland.] Andre eksperter, som finansanalytiker i BG-Bank, Keld Holm, havde ifølge DR-TVA en anden løsning. Han mente, at der ikke var meget Danmark kunne gøre - løsningen var at hele Europa lettede pengepolitiken, således at det gav stigende efterspørgsel og dermed mulighed for de kriseramte økonomier i Østen og Rusland til at sælge deres varer igen. TV2 Nyhederne valgte den mere enkle vinkel: At danskerne ignorerer pinsepakken og bare forbruger løs! [Men det kan måske skyldes, at de fleste stramninger i pinsepakken først træder i kraft fra 1. januar 1999...]

Økonomiministeriets hjemmeside indeholder "Økonomisk Oversigt":

http://www.oem.dk/pub/okt98/index.html
[Framesfri, direkte henvisning]



SiD mod regering

LO-forbundet SiD siger nu fra overfor den 3-partsaftale, som forbundet tidligere har støttet, sammen med LO. Årsagen er ikke den kritik, der er kommet fra SiDs lokalafdelinger, men statsminister Poul Nyrup Rasmussens åbningstale til Folketinget i går. I det skriftlige tillæg fremgår det, at der bliver fremlagt nye regler for beregning af dagpenge. Istedet som nu, hvor det er lønen de sidste måneder, der bruges til beregning, så skal det fremover være et gennemsnit af de sidste 12 måneders løn. SiD har ikke kunnet få regeringens garanti for, at det ikke ville betyde ringere forhold for SiDs medlemmer - så derfor siger forbundsformand Poul Erik Skov Kristensen fra. LO formand Hans Jensen mener også, at regeringsforslaget er en yderligere stramning - men ikke nok til at LO vil undsige aftalen.



LO møder V

Venstres top med formand Anders Fog Rasmussen i spidsen mødtes i dag til møde med LOs top. Før mødet sagde Anders Fog Rasmussen, at der var tale om et historisk møde. Men det var også på tide, mente partiformanden, for Venstre var i mange meningsmålinger Danmarks største arbejderparti. Pressen fik ikke adgang til mødet, men bagefter sagde begge, at det havde været et givtigt møde. LO havde bl.a. fået forsikring for, at Venstre stod fast på løftet om ikke at kræve yderligere stramninger til 3-partsaftalen, der er fremlagt som en del af regeringens efterårsprogram. Nu var Venstre ikke de første - i mandags mødtes LO med de konservative og igår var det med SF.



Næse til Sorø

Sorø kommune fik i dag at vide fra et flertal i Folketingets socialudvalg og socialminister Karen Jespersen (S), at de havde optrådt ulovligt i forbindelse med en sag om 12 psykisk handicappede børn. Børnene var af kommunen sendt til behandling på en institution i en anden kommune. Midt i forløbet fik forældrene pludselig at vide, at børnene blev taget hjem igen. Da de spurgte hvorfor, fik de at vide at det var af sparehensyn. Kommunen ville bygge et eget behandlingshjem, men det var blevet forsinket. Forældrene til 9 af børnene klagede til socialministeriet. Det medførte dagens kritik. Nu vil forældrene og nogle af medlemmerne i Sorø byråd have fjernet formanden for kommunens socialudvalg. Den politiske ledelse besluttede sig nemlig for at hjemtage børnene, selv om embedsmænd i notater advarede om, at det kunne være i strid med reglerne.



Flertal for indsats

Der ver et solidt flertal i Folketinget for, at Danmark bidrager med 4 kampfly til en eventuel Nato-aktion i Kosova. Det viste dagens 1. behandling af regeringens forslag. Kun yderpartierne - SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti - var imod at gribe ind i Kosoava uden et klart FN-mandat. Flertallet var også parat til at stille landstyrker til rådighed for en eventuel fredsbevarende aktion bagefter, hvis der bliver indgået en fredsaftale.



Patienter ligestilles

Sundhedsminister Carsten Koch (S) lovede i dag Folketingets sundhedsuvalg, at han vil forsøge at få patienter, der har fået skader af boneloc-cement i forbindelse med hofteoperationer, bliver ligestillet. I dag er det sådan, at patienter, der er opereret efter 1. juli 1992, kan søge erstatning hos patientklagenævnene i amterne. Patienter opereret før, har regeringen hidtil ment skulle søge erstatning efter civilt søgmål. Årsagen er, at den generelle patientforsikring først trådte i kraft 1. juli 1992. Før den tid var patienter i det danske sygehusvæsen ikke forsikret mod fejloperationer.



Vejret

Solrigt og blæsende, efterhånden regn fra øst over hele landet. Temperaturer 10 - 13 grader



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,1640 DKK,   1GBP     10,3801 DKK,   1DEM      3,8026 DKK
100JPY     4,8804 DKK,   100ITL    0,3845 DKK,   1AUD (1)  3,6556 DKK
1FRF       1,1341 DKK,   1CHF      4,6228 DKK,   1CAD      4,0517 DKK
1IEP       9,4950 DKK,   1NLG      3,3727 DKK,   1XEU      7,4825 DKK
100ESP     4,473  DKK,   1NZD (1)  3,0772 DKK,   1SEK      0,7826 DKK
10BEF      1,8429 DKK,   1NOK      0,8364 DKK,   100ISK    9,03   DKK  
100GRD     2,187  DKK,   1FIM      1,2488 DKK,   1ZAR (2)  1,0309 DKK
100PTE     3,709  DKK,   1SGD (2)  3,7107 DKK,   10THB (3) 1,611  DKK
1HKD (2)   0,8036 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,552% +0,044 (6% - 2029), 4,477% +0,014 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,61%                      5,64%
Aktieindex: 582,11 -3,35   KFX (mest omsatte aktier): 191,62 +2,09
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55