Fredag, 2. oktober 1998 23:32 (DNT)


Få nyheder

[Redaktionen er meget mobil i dag, og har derfor ikke haft lejlighed til at være i nærheden af så mange nyhedskilder.]

SiD-protest

Foreløbig 70 udaf SiDs 294 afdelinger vil have repræsentantskabet indkaldt for at forbundsformand Poul Erik Skov Kristensen kan stå til regnskab for sit standpunkt i 3-partsaftalen. Poul Erik Skov Kristensen støtter LO's forlig med DA, der bl.a. medfører kortere dagpengeperiode og skrappere rådighedskrav, også for personer over 50 år. De 70 afdelinger mener imidlertid, at SiD-ledelsen "har solgt ud". Hvis 100 afdelinger ønsker det, kan der indkaldes til en ekstraordinær kongres.

Nyt skuespilhus?

Det kgl. Teaters ledelse præsenterede i dag sin vision til fremtidens byggeri. Efter at "teaterfuglen" - udbygningen af teateret ved at indkapsle gaden mellem Gammel Scene og Ny Scene i glas - blev afvist af Københavns Kommune, har kulturministeriet bedt teaterets ledelse og personale give et bud på, hvad der skal gøres. Ledelsen - og en stor del af personalet, nemlig skuespillerne, foretrækker, at der bygges et nyt skuespil hus. Det kunne passende ske i den tidligere Hafnia-bygning, der ligger ved siden af teateret, som er ledig og som ikke er omfattet af fredninger. Kapellet og operaen vil derimod have bygget et helt nyt teater, gerne et andet sted i byen. Men det gik ministeriets forespørgsel ikke ud på - det lød på nyt operahus eller nyt skuespilhus. Ledelsen mener, at der med fordel kunne bygges et helt nyt, stort musikhus i København, hvor operaen kunne spille - men som også kunne bruges til andre musikalske formål, såsom koncerter, udenfor Det kgl. Teaters regi.

Kommunekemi vandt?

Det blev Kommunekemi i Nyborg, der vandt Sydvestsjællands Amts udbud om fjernelse af 300 tons stærk forurenet jord fra den tidligere Proms Kemiske fabrik i Viemose. Tilbuddet lød på 13 mill. kr. Det var nu ikke så underligt, at Kommunekemi vandt - de var de eneste, der ønskede at afgive tilbud. Amtets teknikere skal nu vurdere tilbuddet inden Amtsrådet træffer endelig beslutning om ordren.

Færøerne selvstændige?

Det færøeske lagting vedtog i dag, med stemmerne 18 for og 15 imod at starte processen hen mod fuld suverænitet. Socialdemokraterne og Sambandspartiet stemte imod.

Kvinder diskrimineres

Ingeniørforbundet - den faglige del af Dansk Ingeniørforening - har nu fået bekræftet, hvad man havde haft på fornemmelsen. Kvindelige ingeniører får ikke tilbudt job, hvis der findes mænd med de samme faglige kvalifikationer. Arbejdsgiverne erkender, at frygten for, at kvinder tager barselsorlov gør dem mindre attråværdige som medarbejdere. Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i ugebladet Ingeniøren i dag. Ligestillignsrådet beklager tendensen, som undersøgelsen afslører. Her mener Ingrid Rasmussen, at løsningen må være, at mænd får udvidet adgangen til barselsorlov, så de to køn stilles lige. Direktør Ole Krog, Dansk Arbejdsgiverforening, mener, at problemet er at barselsorlov er "en ret" - Hvis den kunne "aftales" lokalt, er han overbevist om, at flere kvinder vil kunne få ansættelse. [Jeg forstår godt det praktiske og fleksible i at man aftaler løn og arbejdsforhold lokalt - men barsel? Skal kvinden "aftale" med sin arbejdsgiver, hvornår hun kan blive gravid??? /Leif.]

Rejseplanen igen

For nogle uger siden skrev vi om Rejseplanen - en webside, hvor man kan planlægge sin rejser "fra dør til dør" med bus og tog. Nu er siderne blevet væsentlig forbedret. For det første er siderne nu framesfri - de kan bruges af alle browsere med FORM-support (dvs. stort set alle). Desuden kommer man nu direkte ind på en grafik-let indtastningsside. Rejseplanen bør findes i bogmærkerne hos alle brugere af kollektiv trafik i Danmark:
http://www.rejseplanen.dk

DilleSport
ODBOLD Europa Cup, Pokalvindernes turnering FCK trak i dag Chelsea som ny modstander i 2. runde af turneringen. Første kamp skulle have været på FCK's hjemmebane - Parken - 22 oktober, men da Brøndby dagen i forvejen spiller mod Manchester United samme sted, måtte der byttes om i henhold til UEFA's regler. FCK tager derfor til London 22 oktober og spiller returkamp 5. november.



Vejret

Vekslende skydække - lidt sol og lidt byger, temperaturer 10 - 12 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,2139 DKK,   1GBP     10,6208 DKK,   1DEM      3,8026 DKK
100JPY     4,6337 DKK,   100ITL    0,3846 DKK,   1AUD (1)  *,**** DKK
1FRF       1,1340 DKK,   1CHF      4,6107 DKK,   1CAD      4,0080 DKK
1IEP       9,4967 DKK,   1NLG      3,3716 DKK,   1XEU      7,4716 DKK
100ESP     4,475  DKK,   1NZD (1)  *,**** DKK,   1SEK      0,7870 DKK
10BEF      1,8431 DKK,   1NOK      0,8305 DKK,   100ISK    9,07   DKK  
100GRD     2,180  DKK,   1FIM      1,2491 DKK,   1ZAR (2)  *,**** DKK
100PTE     3,708  DKK,   1SGD (2)  *,**** DKK,   10THB (3) *,***  DKK
1HKD (2)   *,**** DKK
(1), (2) og (3) må desværre udgå i dag

Børsens nøgletal fra igår

Må desværre udgå, da vi ikke har haft adgang til Børsen i dag.