Tirsdag, 8. September 1998 23:41 (DNT)


Død af DT104

Det er konstateret, at en 62-årig kvinde er død som følge af en infektion af resistente salmonella-bakterier. Det er salmonellavarianten DT104 og kvinden døde, fordi den pågældende bakterie var modstandsdygtig overfor antibiotika. Det er overvejende sansynlig, vurderer myndighederne, at infektionen kom fra kød fra dyr, der var opdrættet med vækstfremmere. Vækstfremmere er under mistanke for at skabe resistente bakteriestammer, fordi de fleste vækstfremmere faktisk er antibiotika. Både fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) og sundhedsminister Carsten Koch (S) vil have brugen af vækstfremmere i dansk landbrug standset nu, men landbrugets organisationer har sagt, at det vil tage mindst 2 år endnu. Det er lykkedes at standse brugen af vækstfremmere næsten fuldstændig i kyllinger og slagtesvin. Formanden for de danske svineavlere, Kent Skaaning, lovede dog i en duel med Henrik Dam Kristensen her til aften i DR-TVA, at man vil gøre en ekstra indsats for at få de sidste landmænd med. Henrik Dam Kristensen mente også, at man nu er ved at få bedre argumenter for at få et forbud i hele Europa. Resistente salmonellabakterier er et stort problem i mange lande, herunder USA.



Livstidsstraf

Højesteret idømte i dag et medlem af rockergruppen Hells Angels en dom på livstid for medvirken til mord og mordforsøg. Den dømte er tidligere frikendt i samme sag, der drejer sig om skuddramaet i Københavns Lufthavn 10. marts 1996, hvor et medlem af Bandidos blev dræbt. Politiet fik imidlertid nye og stærkere beviser efter frikendelsen, og sagen blev ekstraordinært genoptaget. Dagens afgørelse er en betydelig stramning, idet Landsretten dømte 15 år og 7 måneders fængsel. 2 medtiltalte fik også højere straffe. Den hovedtiltalte for drabet fik i sin tid en dom på 16 år, hvilket ikke blev anket, så den medskyldige fik altså en hårdere dom.



Skattefradrag sikret

Det Radikale Venstre opgav i dag deres modstand imod, at der blev indført et skattefradrag for broafgiften for skatteydere, der kører frem og tilbage over Storebælt i forbindelse med arbejde. De radikale var imod af hensyn til miljøet, men de lod sig i dag banke på plads af de øvrige partier, der står bag Storebæltsforliget. Fremover kan bilister trække 90 kr. fra pr. gang de passerer betalingsanlægget på vej til og fra arbejde, mens togpassagerer kan fratrække 15 kr pr. passage.



Finanslovsdebat

Folketinget havde i dag 1. behandling af regeringens finanslovsforslag (lovforslag L120). Det var det eneste punkt på dagsordenen - Folketinget åbner først officielt i starten af oktober. Behandlingen forløb stille og rolig, med den sædvanlige retorik, men til slut konkluderede finansminister Mogens Lykketoft, alligevel at udsigterne til et bredt forlig var ganske gode. Anders Fogh Rasmussen har også sagt, at ingen af Venstres krav er ultimative.

Arkitekturpris

Dronning Margrethe overrakte i dag Carlsbergs Arkitekturpris til den østrigske arkitekt Peter Zumthor. Prisen er på 1,5 mill. kr. og betegnes som arkitekturens "nobel-pris". Peter Zumthor fremhæves af Ny Carlsberg Fondet, der giver prisen, for sin originale behandling af lyset i rum og for sin søgen tilbage til sine rødder, hvilket er vigtigt for at kunne virke i et fælles Europa. Peter Zumthor var oprindelig møbelarkitekt, men besluttede for 16 år siden, at han ville ændre den måde man byggede på - en temmelig egocentrisk ide, sagde han i dag. Prisoverrækkelsen fandt sted i Glyptoteket i København.



Ny USA-ambassadør

Den tidligere amerikanske foretningsmand og medlem af kongressen, Richard N. Swett, afleverede i formiddag sine akkreditiver hos dronning Margrethe som ny amerikansk ambassadør i Danmark. Det er første gang han kommer til Danmark, men han fandt mange lighedspunkter mellem Danmark og sin hjemegn - New Hampshire. Han sagde også på pressemødet i eftermiddags, at Danmark og USA havde haft et nært forhold længe, og at det skulle fortsat styrkes. Den ny ambassadør er gift og har syv (7!) børn.



Gale-regulativ

Det er ikke nogen vittighed: Teknisk udvalg i Rudkøbing har bestemt - og byrådet godkendt - at ingen hane i byen fremover må gale før kl. 7, søn- og helligdage ikke før kl. 8. Ifølge Jyllands-Posten kan det få "katastrofale konsekvenser" for dyret, hvis det ignorere den første, venlige henstilling om at gale på et senere tidspunkt. Det noget usædvanlige direktiv er lavet på baggrund af Bekendtgørelse om Ikke Erhvervsmæssig Dyrehold, med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven. Antallet af private, hobby-mæssige hønsehold er steget mærkbart i danske villakvartere - ligesom antallet af klager over dem fra naboer. [Her i Brønshøj havde vi adskillige morgenduelige haner for nogle år siden. De har tiet længe, men om det er regulativer, faldende interesse - eller de efterhånden mange ræve, vi ser heromkring, vides ikke.... :-)]



Vejret

Let overskyet, men efterhånden tykkere skyer og regn sidst på dagen. Temperaturer 18 - 22 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,5880 DKK,   1GBP     10,9394 DKK,   1DEM      3,8092 DKK
100JPY     4,9815 DKK,   100ITL    0,3858 DKK,   1AUD (1)  3,8759 DKK
1FRF       1,1360 DKK,   1CHF      4,6595 DKK,   1CAD      4,3231 DKK
1IEP       9,5440 DKK,   1NLG      3,3752 DKK,   1XEU      7,4945 DKK
100ESP     4,487  DKK,   1NZD (1)  3,3495 DKK,   1SEK      0,8237 DKK
10BEF      1,8466 DKK,   1NOK      0,8498 DKK,   100ISK    9,33   DKK  
100GRD     2,220  DKK,   1FIM      1,2522 DKK,   1ZAR (2)  1,0651 DKK
100PTE     3,718  DKK,   1SGD (2)  3,7940 DKK,   10THB (3) 1,632  DKK
1HKD (2)   0,8469 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,44%  +0,01  (6% - 2029), 4,82% +0,01 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,61%                      5,64%
Aktieindex: 646,03 +1,40   KFX (mest omsatte aktier): 214,67 +1,65
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55