Torsdag, 3. September 1998 24:04 (DNT)


E-handelsammenbrud

Års forhandlinger standsede i dag, da Finansrådet og Dansk Handels og Service måtte opgive at blive enige om et oplæg til en ny betalingskortlov. Stridspunktet er paragraf 20 i den nuværende lov og handel på internettet. Finansrådet, der er arbejdsgiver- og interesseorganisation for de danske banker ønsker paragraffen fjernet. Det er den paragraf, der forbyder bankerne at pålægge kortholder og betalingsmodtager en særlig afgift, når Dankortet bruges. Finansrådet mener, at hvis man ikke får mulighed for at opkræve en transaktionsafgift ved internet-handel, vil bankerne sætte penge til.

Heroverfor står Dansk Handel og Service, der organiserer bl.a. butiksejere. De mener, at en fjernelse af paragraf 20 automatisk vil medføre en afgift på ALLE dankort-transaktioner - og dermed 1/2 mia. kr. lige ned i lommen på bankerne, uden at kunder og forretninger får nogetsomhelst for pengene. Ifølge Søren B. Hansen, formand for Dansk Handel og Service, ville det være den nemmeste sag i verden at ændre paragraf 20, så transaktionsafgifter bliver tilladt på internet-handel, uden at almindelig brug af Dankortet bliver dyrere. Men det kompromis har Finansrådet sagt nej til, så nu vil begge parter henvende sig til erhvervsminister Pia Gjellerup (S) og lade hende afgøre tvisten. [Det er Erhvervsministeriet, der skal fremlægge den nye lov.]



Ny AIDS-strategi

Der blev ikke, som frygtet for 15 år siden, nogen epidemi af AIDS i Danmark. Det meddelte Sundhedsstyrelsen i dag på baggrund af opgørelser over antallet af HIV-smittede i Danmark. Antallet af nye tilfælde er faldene, så der er ikke længere behov for de store, generelle kampagner for sikker sex. Fremover skal kampagner målrettes til de grupper med høj risiko: Mænd, der dyrker sex med mænd, narkomaner, udenlandsrejsende og etniske minoriteter. Samtidig skal en generel oplysning også indarbejdes i seksualundervisningen for unge - hvilket allerede sker i stor udstrækning. Ifølge professor, dr. med Jens Ole Nielsen, så er den glædelige udvikling et resultat af forbedrede medicinske behandligner OG de oftest meget kontroversielle - men virkningsfulde - generelle oplysnings- og skræmmekampagner, som Sundhedsstyrelsen lavede fra starten i midten af 80'erne.



Færge kæntrer

Denne lille, åbne færge, der sejler i Lillebælt mellem øen Fænø og Fyn ved Middelfart, kæntrede i dag få meter fra færgelejet. De 4 ombordværende røg i vandet, men kun en kom tilskade og måtte indlægges. Årsagen til kæntringen er endnu ukendt. Den skete lige da færgen havde forladt Fænø med en lastbil ombord. Måske er det lastbilens last af trækævler, der har forskubbet sig.



Bro gav trafik

Den nye forbindelse over Storebælt har betydet en fremgang i biltrafikken. Mens færgerne hver dag i gennemsnit overførte 8.330 biler, så er gennemsnittet nu - korrigeret for ekstra sommerferietrafik - 21.800 biler om dagen, oplyser DR-TVA.



Et spørgsmål om Etiket(te)?

Det konservative Folkeparti har et problem med spiritus. Som en kommentator udtrykte det i TV2 Nyhederne: "Det er farligt for dette parti - selv med kapsel på!". Dennegang er det Lene Espersen, en af partiets unge, kendte folketingsmedlemmer. Hun har ladet sig fotografere i moderigtigt konditøj, siddende på en omvendt ølkasse med navnet Etiket, og et ølkrus i hånden. Etiket er navnet på et storstilet propagandamagasin, som Bryggeriforeningen udgiver til efteråret, og som skal få danskere til at drikke mere øl. I en ledsagende artikel fortæller Lene Espersen, der præsenteres som kondibevidst, ung kvinde, at med til sundheden hører "en god dansk frokost, øl og bjesk". Ikke blot afholdsfolk, men også andre politikere - ikke mindst i det konservative Folkeparti - har svært ved at se det fornuftige i at optræde i en reklame for øl, når man har stemt for store bevillinger til at få befolkningen til at skære ned på forbruget af spiritus.

[Årsagen til udgivelsen af Etiket er, at danskerne i stor udstrækning er gået over til at drikke vin, istedet for øl og stærk spiritus.]



Rocker-aktion

Tidligt i formiddags slog politiet til mod to adresser forskellige steder i Odsherred. 6 personer med tilknytning til rockergruppen Iron Wheels blev tilbageholdt. 2 af disse blev senere varetægtsfængslet frem til 29. september. Aktionen kom som følge af efterforskningen af et voldeligt overfald, og det er vold, som de to personer er sigtet for. Derudover ønsker politiet på nuværende tidspunkt ikke at oplyse noget. Iron Wheels er tilknyttet rockergruppen Hells Angels.



6-dagesløb i Forum

6-dagesløbet i København vender tilbage til Forum på Frederiksberg, når det køres næste gang til januar 1999. Det meddelte ledelsen for Københavns Vinterbane i dag. 6-dagesløbet sagde farvel til Forum, da denne skulle ombygges, og at der var planer om at bygge en permanent velodrom i Ballerup. Senere er disse planer løbet ind vanskeligheder og forsinkelser. Som en nødløsning forsøgte man i år at afvikle løbet i Brøndby-hallen, men det blev en publikumsfiasko. Ifølge direktør Henrik Elmgren, Københavns Vinterbane, var der derefter ikke andet at gøre end at vende tilbage til Forum, der snart er færdigombygget.



Helt efterlyses

Politiet vil gerne i kontakt med en mand, som det betegner "en af hverdagens helte". I går eftermiddag skete der en trafikulykke, da to biler stødte sidelæns sammen. Den ene bil væltede rundt og brød i brand. En modkørende bilist, der havde set ulykken, standsede, steg ud og kravlede resolut ind i den brændende bil og fik føreren, en 33-årig kvinde trukket ud. Redningsmanden var dog kørt igen, da politiet kom tilstede. Den ukendte mand bør indstilles til en dusør, mener Københavns Politi ifølge Ritzaus Bureau.


DilleSport


CYKLING

Ifølge Politiken har Bjarne Riis besluttet ikke at stille op til Spanien Rundt. Han havde ellers satset på det krævene løb for at komme sig helt efter en knæbelastningsskade. Spanien Rundt skulle have været opvarmning til VM om 3 uger.



Vejret

Skyer og sol - i Vestjylland nogen regn sidst på dagen. Temperaturer 15 - 18 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,5979 DKK,   1GBP     11,0891 DKK,   1DEM      3,8081 DKK
100JPY     4,8589 DKK,   100ITL    0,3855 DKK,   1AUD (1)  3,9053 DKK
1FRF       1,1357 DKK,   1CHF      4,6260 DKK,   1CAD      4,3024 DKK
1IEP       9,5531 DKK,   1NLG      3,3736 DKK,   1XEU      7,5064 DKK
100ESP     4,485  DKK,   1NZD (1)  3,3664 DKK,   1SEK      0,8370 DKK
10BEF      1,8461 DKK,   1NOK      0,8539 DKK,   100ISK    9,35   DKK  
100GRD     2,215  DKK,   1FIM      1,2516 DKK,   1ZAR (2)  1,0666 DKK
100PTE     3,716  DKK,   1SGD (2)  3,8306 DKK,   10THB (3) 1,658  DKK
1HKD (2)   0,8615 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,34% -0,03 (6% - 2026),   4,77% +0,02 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,61%                      5,64%
Aktieindex: 654,36 +16,97  KFX (mest omsatte aktier): 217,70 +6,62
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55