Torsdag, 13. August 1998 23:59 (DNT)


Værste inkasso-sag

3 personer er fængslet i en sag, som vicepolitimeser Jørn Moos, Lyngby, betegner som "usansynlig grov" tilfælde af inkasso-virksomhed. En 45-årig forretningsmand fra København havde investeret 360.000 kr. i et foretagende i det fjerne østen sammen med en 36-årig mand og en 35-årig thailansk født kvinde. Foretagendet slog fejl, og den 45-årige mente at de to andre skyldte ham de 360.000. Da et civilt søgsmål ikke var hurtig nok, "overgav" han indrivningen af fordringen til rockere. De reserverede sig et gebyr, så gælden blev sat til 650.000 kr. Dermed startede et mareridt for de to. Manden og hans familie blev udsat for mordtrusler og et million-tyveri i deres hjem. Værst gik det dog ud over kvinden. I februar mødte to rockere op på den 35-årige kvindes bopæl i Smørum og voldtog hende "med hilsen" fra den 45-årige. Hun turde ikke melde det til politiet for i tirsdags. I går dukkede to andre rockere op i Smørum. Dennegang mishandlede de kvinden, klippede håret af hende og tog hende med ned i kælderen, hvor hun blev placeret på en stol med et reb om halsen. Her blev rockerne forstyrret og stak af. De blev senere anholdt, sammen med den 45-årige mand. Alle tre blev i aftn fængslet i 4 uger.

Jørn Moos finder det især afskyeligt, at "inkassovirksomheden" har ødelagt ofrenes muligheder for at komme til at leve et normalt liv igen. Det vil ihvertfald kræve megen, professionel hjælp at komme over den oplevelse, siger han.



Krænker FN-konvention

En række hjælpeorganisationer, anført af Mellemfolkeligt Samvirke, har henvendt sig til FNs flygtningehøjkommisær, UNHCR, for at få en vurdering af den nye integrationslov. I dag kom resultatet, udarbejdet af UNHCRs kontor i Stockholm. Den danske lov krænker FNs flygtningekonvention, artikel 23, hedder det. Artiklen siger, at flygtninge ikke må stilles ringere end landets egne borgere, når det gælder sociale hjælpeydelser. Den danske integrationslov forskriver, at bistandudbetalinger til flygtninge i integrationsfasen skal være lavere end almindelig kontanthjælp, op til 2.000 kr. mindre pr. måned. Dermed bekræfter UNHCR hjælpeorganisationers eksperter, der lige siden loven blev fremsat har hævdet, at den var i strid med FN-konventionerne.

Meddelelsen fik oppositionspolitikere til straks at kræve indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) i samråd. Pernille Frahm (SF) finder det betænkeligt, at Danmark overtræder konventionen, som vi ellers kræver andre lande overholder. Det vil stille Danmark svagere fremover internationalt. Dansk Folkeparti kræver Folketinget indkaldt, så sagen kan blive behandlet der. En tydelig irriteret Thorkild Simonsen (S) gik til modangreb. Han hævder, at samtlige eksperter, som regeringen har spurgt, har godkendt loven. Han stillede også spørgsmålstegn ved, om UNHCR's Stockholmskontor er kompetent til at udtalde sig på UNCHR's vegne. Det er det, siger vicehøjkommisær Henrik Svendsen til TV2 Nyhederne - der er kun et UNHCR! Thorkild Simonsen har dog aftalt et møde på UNHCRs kontor i Geneve på fredag.

Flygtningeordfører Henrik Svane (R) mener ikke, at regeringen må bøje sig, hvis loven erklæres i strid med konventionen. Det er nemligt et grundelement i regeringsaftalen mellem R og S, at alle internationale menneskerettighedskonventioner skal overholdes. Er loven i strid hermed må den bare ændres, siger han.



Anti-nazister på gaden

For første gang nogensinde vil danske jøder deltage i en demonstration, vendt mod nazismen i Danmark. Mosaisk Trossamfund har opfordret medlemmerne til at deltage i den anti-nazistiske demonstration, der er anmeldt til at forgå på lørdag foran Christiansborg. Overrabiner Bent Lexner siger til DR-TVA, at der er mange unge jøder, som ikke mener at man skal afholde sig fra at give udtryk for sin modstand mod nazismen. Det vækker bl.a. vrede, at det hos mange, også udover nazisterne, er helt legitimt at benægte eksistensen af holocaust. Demonstrationen, der arrangeres af anti-racistisk netværk, skal foregå samtidig med nazisternes bebudede [men endnu ikke godkendte] demonstration foran den tyske ambassade på Østerbro.



Hvorfor Hess?

Det har undret en del danskere [inklusive redaktionen] hvorfor danske nazister dog kunne finde på at fejre Rudolf Hess fødselsdag. Rudolf Hess var Adolf Hitlers stedfortræder (den anden var Herman Göring), og blev mest berømt for at flyve til England midt under krigen i en selvbestaltet fredsmission. Hitler betragtede ham som landforrædder og skør. Det sidste er nok ikke helt forkert, sagde forfatteren Erik Jensen, forlaget Demos, i TV2 Nyhederne. Erik Jensen har studeret nazismen i mange år, og har opnået æren af at komme på en nazistisk dødsliste. Ifølge Erik Jensen er Rudolf Hess blevet et symbol på de unge nazister, der ikke har oplevet krigen, fordi han ikke angrede ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg - og fordi han levede længere end nogen af de andre koryfæer.



Kammeratlig samtale!

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) var i dag til møde med ledelsen for Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD). Det var en "kammeratlig samtale", hvorunder SiD udtrykte sin utilfredshed med, at regeringen og Socialdemokraterne ikke havde rådført sig med arbejderbevægelsen, da den lavede pinsepakken og greb ind i konflikten. Poul Nyrup Rasmussen sagde efter mødet, at "det var en god samtale". "Heldigvis" talte parterne "ligeud", fortsatte han. Det er dog tvivlsomt, om mødet kan ændre på det faktum, at tusindvis af SiD-medlemmer anmoder om at slippe for at give støtte til Socialdemokratiet. [Den ret har medlemmer af fagforeninger fået for et par år siden. Interessen for at melde fra er eksploderet siden regeringsindgrebet i storkonflikten i foråret.] Det ventes, at SiD på efterårets kongres beslutter helt at indstille partistøtten.


DilleSport


ATLETIK

Den kenyanskfødte dansker Wilson Kipketer blev i går aftes nr. 2 efter kenyaneren Japhet Kimutai i 800 meter løbet ved Weltklasse Zürich. Wilson Kipketer fik noteret tiden 1,43.18. Det er første gang i 3 år og 18 internationale løb, at Wilson Kipketer taber en 800 meter. Det er dog blot 2. løb efter, at han har overstået en alvorlig malariainfektion.



CYCKLING

Danmark Rundt, Odder til Svenborg, 215 km.
3. etape       1. Brian Holm, Danmark         5.00,42 timer
               2. Frank Høj, Danmark             s.t.
               3. Alberto Ongarato, Italien     +4,18
               4. Jakob Piil, Danmark            s.t.
               5. George Hincapie, USA           s.t.
Afslutningen blev lidt besynderlig. De to danskere træner til dagligt sammen i Belgien, og de kunne ikke rigtigt blive enige om at indlede en spurt. Derfor kørte de over målstregen hånd-i-hånd. Det synes hverken løbsledelsen eller Frank Høj's sportsdirektør om. Løbsledelsen udpegede Brian Holm som vinder - og begge ryttere blev idømt en bøde på 1840,- kr. for "manglende respekt for løbet". Frank Høj, der er dansk mester, fortalte DR-TV Sporten, at hans sportsdirektør efter løbet kom hen til ham og sagde, at nu kunne Frank Høj selv finde vejen hjem - og iøvrigt kom han ikke til start i morgen. Det sidste vil løbsledelsen for Danmark Rundt dog ikke acceptere.

[Det er desværre ikke lykkedes at opdrive en liste af klassementet efter 3. etape.]



FODBOLD

K-Elitedivision
1. runde, 2. del       Rødovre - HEI   0-7

Europa Cup (Pokalvindernes turnering), kvalifikation.

1. kamp       FCK - Karabakh Agdam, Aserbajdsjan     6-0
Alle målene blev score i første halvleg. FCK tog det mere rolig i 2. halvleg.



Vejret

Et område med byger gik over landet fra vest til øst i løbet af dagen. Tempeturer 16 - 20 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,8098 DKK,   1GBP     11,0727 DKK,   1DEM      3,8082 DKK
100JPY     4,6678 DKK,   100ITL    0,3860 DKK,   1AUD (1)  4,0436 DKK
1FRF       1,1359 DKK,   1CHF      4,5713 DKK,   1CAD      4,4843 DKK
1IEP       9,5596 DKK,   1NLG      3,3774 DKK,   1XEU      7,5098 DKK
100ESP     4,487  DKK,   1NZD (1)  3,4062 DKK,   1SEK      0,8378 DKK
10BEF      1,8467 DKK,   1NOK      0,8945 DKK,   100ISK    9,53   DKK  
100GRD     2,276  DKK,   1FIM      1,2525 DKK,   1ZAR (2)  1,0661 DKK
100PTE     3,721  DKK,   1SGD (2)  4,8776 DKK,   10THB (3) 1,629  DKK
1HKD (2)   0,8733 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,25% +0,01 (6% - 2026),   4,79% +2,00 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,61%                      5,64%
Aktieindex: 670,54 -4,47   KFX (mest omsatte aktier): 217,91 +3,73
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55