K: Ikke flere indberetninger!
Det danske skattevæsen behøver ikke flere muligheder for at kontrollere
skatteyderes handel med aktier end de har nu, mener skatteordfører
Flemming Hansen (K). Det må være tilstrækkeligt med stikprøvekontrol og de
nuværende indberetninger fra bankernes aktiedepoter. Hvis man indfører
skærpet kontrol, i form af en detaljeret indberetning af handler,
hæver bankerne bare prisen og aktierne handles via internettet eller
udenlandske banker. Ribe Amt har ved en omfattende kontrol fundet ud
af, at hver 5. aktieejer glemte at opgive indtægter fra aktiehandler,
og der mener man, at der må kunne hentes hundreder af millioner, hvis
kontrollen blev skærpet over hele landet. Skatteminister Ole Stavad har
et udvalg til at kigge på sagen, men der er ikke p.t. aktuelle planer
om flere kontroller og indberetninger.
"Idioter" er kunst
Den norske filmcensur, der ellers regnes for at være meget skrap, har
tilladt at Lars von Triers dogme-film "Idioter" vises ubeskåret i norske
biografer. Censuren har efter vurdering afgjort at den indlagte scene
med "gruppesex" er at betragte som kunst. Afgørelsen, som regnes for at
være usædvanlig, kan dog nå at blive anket.
13. sektion sank!
Selv om man havde døbt det 13. tunnelelement, der i dag skulle placeres
på Øresundsforbindelsen, for element nr. 12A, undgik man ikke et uheld.
Et skot brød sammen, så der brød vand ind i det ene tunnelrør. Elementet
sank hurtigere en planlagt, men ingen mennesker kom noget til. Det er
det første større uheld på byggeriet af Øresundsforbindelsen, hævder
DR-TVA.
8. rejsekrak
Sø- og Handelsretten erklærede i formiddags Sunny Tours konkurs - det
blev den 8. konkurs i år i Rejsebranchen. 4.000 danskere er berørt.
Konkursen har igen fået branchen til at kræve skarpere kontrol med
især bureauer i vanskeligheder. Der peges på, at endnu 4-5 firmaer vil
gå ned inden året af omme. Både erhvervsminister Elsebeth Gerner Nielsen
og Rejsegarantifonden, der sørger for hjemtransport af strandede
turister, mener det er nødvendigt med direkte statslig kontrol eller
forhøjelse af garanti-depositum. Loven skal beskytte kunderne - og det
er gået udemærket indtil nu. Skaderne på branchens ry må den ordne på
anden måde end med statslig indgreb.
Ophavsret i mordsag?
Et fotofirma, der har specialiseret sig i skolefoto, har gjort sig
særdeles uheldigt bemærket. Et af firmaets fotografer havde taget det
billede af den myrdede 10-årige Susan Rasch Ibsen fra Brøndby, som
politiet fik af forældrene og udsendte til pressen i forbindelse med
eftersøgningen. Fotofirmaet har sendt en opkrævning baseret på brugen
af billedet til alle aviser, blade og tv-stationer. Bagefter begrunder
man opkrævningen med, at pengene skulle gå til en velgørende fond,
og at det skete af "sociale årsager". Det glemte man bare at skrive
i den kortfattede faktura, firmaet udsendte. Pressejurister siger,
at kravet er helt ulovligt - i forbindelse med opklaring af kriminelle
sager som denne må hensynet til almenvellet gå forud for den enkeltes
ophavsret. Kun hvis billedet bruges i anden sammenhæng end mordsagen,
kan firmaets fotograf kræve penge. Fotofirmaets direktør udtalte også
til TV2-Lorry, at han gerne "ville undgå, at medierne blev indblandet"
i sagen... [Sic!]
Meteorjagt - officielt
[Med hensyn til omtalen af Thyco Brahe Ekspeditionen til Grønland, kunne
man få det indtryk, at DR er sponsor. Det er de ikke - Ekspeditionen er
finansieret af forskningsministeriet og er organiseret af Thyco Brahe
Planetariets direktør, Bjørn Franck Jørgensen, lektor Torben Risbo,
Geofysisk Afd. Københavns Universitet og Vagn Buchvald, Geologisk
Museum. DR's Harddisken redaktion har blot sendt 3 medarbejdere med for
at dække historien. Den videnskabelige version af ekspeditionen kan
studeres på de officielle websider:
http://www.astro.ku.dk/tycho/tbe98/[På grund af problemer på det danske internet-backbone system kan jeg ikke her til aften kontrollere, om URL er tastet korrekt.] Angående de flotte billeder, som DR har på sin hjemmeside under beskrivelsen "Første fotos af støv fra meteoritten", så er her hvad Torben Risbo, som foretog analyserne, skrev til DR: "Vulkanske glasser er kendte men der har ikke været vulkanudbrud for nylig (vinter). Hvis materialet ikke er indblæst geologisk materiale så er der nok kun meteoritten tilbage. Kulørt glasskår og kulørt glasuld er ikke netop forventet liggende i sneen der lagde sig i vinter."
En særlig tak til Bo Milvang-Jensen, der er webredaktør for de officielle sider for Thyco Brahe Planetariet, og som har sendt ovennævnte oplysninger.]
Vejret
Regnbyger i morges, men hurtig opklaring fra vest. Derefter tørt og en
del sol. Temperaturer 15-20 grader.
Finansmarkederne
1USD 6,7931 DKK, 1GBP 11,0741 DKK, 1DEM 3,8114 DKK 100JPY 4,6907 DKK, 100ITL 0,3863 DKK, 1AUD (1) 4,1097 DKK 1FRF 1,1368 DKK, 1CHF 4,5275 DKK, 1CAD 4,4848 DKK 1IEP 9,5830 DKK, 1NLG 3,3801 DKK, 1XEU 7,5098 DKK 100ESP 4,490 DKK, 1NZD (1) 3,4633 DKK, 1SEK 0,8505 DKK 10BEF 1,8483 DKK, 1NOK 0,8947 DKK, 100ISK 9,51 DKK 100GRD 2,296 DKK, 1FIM 1,2537 DKK, 1ZAR (2) 1,1055 DKK 100PTE 3,725 DKK, 1SGD (2) 3,9217 DKK, 10THB (3) 1,678 DKK 1HKD (2) 0,8781 DKK(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.
Obligationsrenter: 6,29% -0,01 (6% - 2026), 4,92% uændr.(7% - 2007) Pr. 30/12: 6,61% 5,64% Aktieindex: 726,46 -10,18 KFX (mest omsatte aktier): 235,42 -2,44 Pr. 30/12: 675,98 210,55