Onsdag, 1. juli 1998 23:49 (DNT)


Brobizz'er bedst?

Folketingets trafikudvalg havde i dag trafikminister Sonja Mikkelsen (S) i samråd omkring ventetiderne ved den ny Storebæltsbro. Udvalget bakkede op omkring A/S Storebælts forslag om at forbedre tilkørselsforholdene og skiltningen, lige så snart ferieperioden var ovre. Ifølge tidl. trafikminister Kaj Ikast burde dem, der blev overrasket over ventetiderne sidste weekend havde tænkt på, at der var hjemkørsel fra Roskildefestival fra den ene side og Landstævne fra den anden side, og det var første weekend i skolernes sommerferie. Næste weekend starter industriferien. Formanden for trafikudvalget, Arne Melchior (CD) foreslog bagefter i TV2 Nyhederne, at dem der købte brobizz'er kunne få rabat, f.eks. på 10%. Der er ikke rabatordninger på biltrafikken over Storebælt, mens DSB har det på passagertrafikken, påpegede Arne Melchior (også tidl. trafikminister).

[En "Brobizz" er en elektronisk identifikation, som sættes i forruden på bilen. Den checker direkte med en computer, om vedkommende kan køre over - enten via et forudbetaling eller ved træk på Dankort. Man kan med den køre meget hurtigt igennem betalingscheck.]



Forbud 1: Børn og spiritus

Fra og med i dag bliver det forbudt for butikker at sælge spiritus til unge under 15 år. Forbuddet er ubetinget, så det hjælper ikke at have "seddel med hjemmefra", fordi forældrene ikke selv gider hente bajerne. Forbuddet gælder alle drikkevarer med en alkoholprocent over 1,5. Forbuddet har de sidste par dage været kritiseret, fordi det efter manges mening bryder med danske traditioner om tolerance. Men forbuddet kommer bl.a. efter undersøgelser har vist, at danske børn begynder at drikke langt tidligere end andre landes børn - og at deres forbrug senere hen ligger meget højere. Overtrædelse af forbudet straffes med bøde til butiksindehaverne.



Forbud 2: Bil og mobil

I dag træder et andet, omdiskuteret forbud i kraft, som også har været vedtaget længe: Det er nu forbudt at tale i en mobiltelefon i en bil, der kører, medmindre telefonen er fastmonteret (dvs. højttalende eller med hovedsæt). Politiet har på forhånd sagt, at opgaven med at håndhæve loven ikke har højeste prioritet.



DNA-register foreslås

Justitsminister Frank Jensen (S) vil fremsætte forslag om oprettelse af et DNA-register til efteråret, meddelte han i dag. Det er blot ikke afklaret, hvem der skal i registeret. Personer, der er straffede i grove sager, vil helt sikkert komme i registeret, men politiet vil også gerne have lov til at gemme DNA-profiler på personer, der blot har været mistænkte. Det protesterer mange juridiske eksperter imod. Det er i strid med grundlovens ord om, at man ikke må dømmes på forhånd. Frank Jensen har endnu ikke taget stilling til den del af forslaget, men vil overveje det sommeren over.



17-årig kunsttalent

Efter sommerferien starter den 17-årige gymnasie-elev Carl Johan Sennels på det Kongelige Danske Kunstakademi - istedet for at fortsætte i 2. g. Det er første gang siden 20'erne, at der optages en, der er så ung. Efter grunduddannelsen vil han fortsætte på billedkunstner-linien. Ifølge TV2 Nyhedernes eksempler på hans evner maler han allerede utroligt vellignende billeder, bl.a. portrætter.



Festmøde til protestmøde

Der var "fed nostalgi" om 80'erne og kampagnen mod a-kraft og Barsebäk-værket på Rådhuspladsen i eftermiddags. En række aktivister fra bevægelsen Oplysning om Atomkraft (OOA) havde længe planlagt en fest, der skulle fejre lukningen af a-kraftværket, således som den svenske Rigsdag havde besluttet. Beslutningen er imidltertid blevet suspenderet af den svenske forfatningsdomstol. Barsebäk's ejer Sydkraft, der er et norsk-tysk koncortium, har anket afgørelsen, og fået selve lukningen udsat de 2 - 4 år det vil tage at behandle anken. OOA valgte istedet at lave festen om til en protestdemonstration. Hovednavnet var bandet "Jomfru Ane Band", der igen var samlet, 17 år efter det gik i opløsning. Hovedtaler var tidligere indenrigsminister Birthe Weis (S).



Skattesnydere registreres?

Der tegnede sig i går et politisk flertal for at ændre registerloven, så det bliver muligt for Told & Skat at oprette et register over op mod 2.000 mistænkte eller dømte skattefuskere. I mandags påpegede Registertilsynet, der fører tilsyn med registerloven, at registeret som beskrevet af Told & Skat var i strid med loven. Inspireret af opbakningen ventedes et udspil om en ændring af loven - ikke mindst fordi både SF, Enhedslisten og de konservative støttede ideen kraftigt. Men i eftermiddags meddelte skatteminister Ole Stavad (S), at regeringen ikke havde nogen planer om at ændre registerloven på nuværende tidspunkt.



Redaktørskifte

Udlandsredaktør på Politiken, Anders Jerichow, kommer til at efterfølge Lisbeth Knudsen som chefredaktør og administrerende direktør på Aktuelt. Lisbeth Knudsen fik fornylig stillingen som nyhedsdirektør i DR, bl.a. med ansvar for at oprette et nyt mediecenter for nyheder, fælles for radio, tv og internet. Aktuelt har også hentet Politikens debatredaktør, Kresten Schultz Jørgensen som chefredaktør og direktør.


DilleSport


CYKLING

Der blev i dag afholdt DM i hold på en 70 km strækning ved Lemvig. Herning stillede med et stærkt hold, og vandt overbevisende:
	1.   Herning                    1.27,35
               Bjarne Riis,
               Michael Blaudzun,
               Carl Christian Pedersen

        2.   Acceptcard                  + 2,31 
               Jimmi Madsen,
               Tayeb Braikia,
               Martin Kryger

        3.   Home Jack & Jones           + 2,49
               Marc Strange Jacobsen,
               Michael Steen Nielsen,
               Christian Andersen



HÅNDBOLD

Der blev i aften spillet 2 kampe i 4-nationersturerningen Scandinavien Open for K-landshold:
	Danmark - Polen        30-28
        Sverige - Norge        22-23
Den debuterende landstræner Jan Pytlick havde kampen mod Polen under kontrol. Kampen blev spillet i Esbjerg Stadionhal.

Ved kampen blev årets håndboldspillere 1998 offentliggjort. Hos kvinderne var det Tonje Kjærgaard, Ikast, som fik overbevisende 221 stemmer af 276 afgivne. Hos herrerne blev årets spiller Ole Nielsen, Esbjerg. Det var medlemmer af Håndboldspillerforeningen, der havde arrangeret afstemningen.



Vejret

Udbredt regnbyger først på dagen, efterfulgt af nogen opklaring sidste på dagen fra nordvest. Temperaturer 15 - 20 grader



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,9135 DKK,   1GBP     11,4965 DKK,   1DEM      3,8093 DKK
100JPY     4,9971 DKK,   100ITL    0,3867 DKK,   1AUD (1)  4,2310 DKK
1FRF       1,1363 DKK,   1CHF      4,5275 DKK,   1CAD      4,7059 DKK
1IEP       9,5939 DKK,   1NLG      3,3794 DKK,   1XEU      7,5482 DKK
100ESP     4,488  DKK,   1NZD (1)  3,5440 DKK,   1SEK      0,8615 DKK
10BEF      1,8471 DKK,   1NOK      0,8977 DKK,   100ISK    9,65   DKK  
100GRD     2,259  DKK,   1FIM      1,2535 DKK,   1ZAR (2)  1,1729 DKK
100PTE     3,722  DKK,   1SGD (2)  4,0702 DKK,   10THB (3) 1,685  DKK
1HKD (2)   0,8893 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,15% uændr.(6% - 2026),   4,95% +0,02 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,44%                      5,64%
Aktieindex: 734,03 +1,50   KFX (mest omsatte aktier): 235,69 -0,41
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55