Tirsdag, 9. juni 1998 23:36 (DNT)


Mistænkt for barnemord

Politiet anholdt i dag en 50-årig mand fra Tranumparken i Brøndby, mistænkt for mordet på en 10-årig pige. Politiet foretog anholdelsen, da manden pludselig nægtede at være med til den frivillige DNA-test og give politiet adgang til sin lejlighed. Da man samtidig fandt blodstænk, der viste sig at stamme fra den 10-årige pige i mandens opgang og foran hans gadedør blev han lidt over kl. 14 fængslet. Manden var ikke blevet nærmere undersøgt tidligere, da man fejlagtigt troede at han boede sammen med en kvinde. Politiet har koncentreret sig om alle enlige mænd i bebyggelsen. Politiet oplyser desuden, at manden er tidligere straffet - men ikke for seksualforbrydelser.



Børnepakke skuffer

Regeringen fremlagde i dag den længe ventede børnepakke, som statsminister Pou Nyrup Rasmussen (S) lagde op til med sin nytårstale, og gik på valg på i marts. Men pakken er meget barberet i forhold til det oprindelige oplæg. Der er ikke noget om en ekstra orlovs-uge til børnepasning, eller mulighed for bedsteforældre for at få orlov til at passe børnebørn. Tilbage er mulighed for fleksibilitet - alle skal nu have mulighed for deltid, og der skal være mere fleksible åbningstider i børneinstitutioner. Det er af hensyn til muligheden for flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet, at den ekstra orlov er taget ud, siger socialminister Karen Jespersen til Ritzaus Bureau i forbindelse med offentliggørelse af pakken.

Oplægget, som skal forhandles med partierne og arbejdsmarkedets parter, inden det fremlægges som lovforslag, blev generelt kritiseret af alle partier både fra højre og venstre. SF sagde, at forslaget afslørede at der ikke var ekstra penge til børnefamilierne. Venstre kritiserede forslaget for at vælte byrderne over på kommunerne (fleksibel børnepasning) og erhvervslivet (fleksibel arbejdstid). Venstre mener, at kun en fuldstændig liberalisering af børnepasningen, så pengene følger barnet, kan forbedre børnefamiliernes stilling.



K-vismand træder tilbage

Det første kvindelige medlem af Økonomisk Råds formandskab ["Overvismændnene"], professor Nina Smith, udtræder af rådet i 1. juli og erstattes af professor Jørgen B. Mortensen. Nina Smith, der kom ind i formandskabet januar 1995, ønsker nu at koncentrere sig om nogle krævende forskningsprojekter. Jørgen B. Mortensen kommer fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet, og har specialiseret sig i miljø- og resourceøkonomi.



TeleDanmark direktør fundet

TeleDanmark har fundet en ny adm. direktør, til at efterfølge Hans Würtzen, som trådte tilbage i januar. Den nye direktør er ret kendt: Det er tidligere finansminister Henning Dyremose (K), der trådte ud af politik, da han tabte kampen om formandsposten i de konservative til Hans Engell i 1993. Siden har han været direktør for trælast-virksomheden DLH. I anledning af udnævnelsen sagde han, at han glædede sig til jobbet, og at han "hver morgen vil tænke på, hvad jeg selv kan gøre for kunderne i dag". Hans vigtigste opgave ville være, at kommunikere denne holdning ud til TeleDanmarks medarbejdere. I TeleDanmark kommer han til at arbejde under en anden, tidligere finansminsister Knud Heinesen, der er formand for bestyrelsen.



Hypotekbank nedlægges?

Den statsejede Hypotekbank skal nedlægges, mener regeringen, der arbejder med et forslag herom. Hypotekbanken blev oprettet ved århundredskiftet for at give billige lån til landbrugere. Senere blev den brugt som långiver overfor statslige selskaber. Men mest kendt er banken nok som det sted, hvor SU-modtagere ender, når de ikke kan eller vil betale statsgarantede lån. Det sker for ca. 10.000 lån om året, og banken har p.t. ca. 100.00 SU-lån. Nedlægges banken i statslig regi kan staten lægge beslag på bankens reserver på ca. 8 mia. kr. Tilgengæld mister staten det årlige overskud, der p.t. er omkring 650 mill. kr. En nedlæggelse vil ikke få betydning for SU-lånene eller de 240 ansatte i administrationen.



Førøeforhandlinger i gang

En arbejdsfrokost i statsministeriet var starten på forhandlingerne mellem det færøeske landsstyre og den danske regering i dag. Efter middagen flyttede forhandlingerne over til finansministeriet under ledelse af finansminister Mogens Lykketoft (S). Lederen af den førøeske delegation, lagmand Anfin Kallsberg, var meget optimistisk - omend fåmælt, da forhandlerne gik fra statsministeriet. Lagmanden regnede ifølge DR med, at der hurtigt ville blive opnået et kompromis, der ikke blot omfatter erstatning for Føroya Banki sagen, men også en ordning med afbetaling af øernes gæld og bloktilskuddet fra Danmark.



Skagen får besøg

Det danske og norske kongepar fortsatte i dag deres rundtur i det nordlige Danmark med et besøg i Skagen. Besøget omfattede en tur helt op til Grenen og et visit ved Holger Drachmanns grav. Selv om det regnede og blæste kraftigt blev turen gennemført - takket være godt humør og regntøj.



Forfattere fattes penge

Når danske forfattere om kort tid får udbetalt honorar for de bøger, der er blevet udlånt fra danske biblioteker - den såkaldte biblioteksafgift - er beløbet blevet beskåret med 25%. Det er en fejl fra kulturministeriets side. Baggrunden er, at kulturministeriet ikke mente, at bøger udlånt som klassesæt skulle ind under ordningen (hvor forfattere får penge i forhold til antal udlån og antal sider i bogen). En domstolsafgørelse underkendte den regel - men for sent til, at kulturministeriet kunne nå at få bevilget de ekstra penge på finansloven. Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) håber på, at man ved et kommende møde med forfatternes foreninger kan få en fornuftlig løsning på problemet.



Brosucces fortsætter

Efter weekendens store succes med marathonløb over Storebæltsbroen, er der allerede lagt op til endnu en kæmpefest, når Danmark næste gang åbner en bro. Atletikklubben Sparta i København, der skal stå for et tilsvarende løb når Øresundsforbindelsen åbner i år 2000, har allerede nu modtaget 11.000 tilmeldinger. Klubben lover også ifølge Ritzaus Bureau, at man har lært af problemerne ved Storebælt, såsom lange ventetider og manglende forplejninger undervejs.


DilleSport


SVØMNING

Ved et Grand Prix stævne i Canet, Frankrig, satte svømmeren Mette Jacobsen i dag nordisk rekord i 200 meter butterfly i tiden 2.11,23. Det 0,45 sekunder hurtigere end den tidligere rekord - som hun selv satte i januar 1997.



Vejret

Regnbyger med lidt sol - efterfulgt af regn. Temperaturer 13 - 18 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,7644 DKK,   1GBP     11,0530 DKK,   1DEM      3,8090 DKK
100JPY     4,8231 DKK,   100ITL    0,3866 DKK,   1AUD (1)  4,0391 DKK
1FRF       1,1358 DKK,   1CHF      4,5895 DKK,   1CAD      4,6379 DKK
1IEP       9,6017 DKK,   1NLG      3,3792 DKK,   1XEU      7,5051 DKK
100ESP     4,486  DKK,   1NZD (1)  4,4308 DKK,   1SEK      0,8643 DKK
10BEF      1,8463 DKK,   1NOK      0,9057 DKK,   100ISK    9,53   DKK  
100GRD     2,244  DKK,   1FIM      1,2532 DKK,   1ZAR (2)  1,3127 DKK
100PTE     3,719  DKK,   1SGD (2)  3,9595 DKK,   10THB (3) 1,574  DKK
1HKD (2)   0,8733 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,21% -0,03 (6% - 2026),   5,05% -0,01 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,44%                      5,64%
Aktieindex: 747,41 +12,00  KFX (mest omsatte aktier): 236,86 +5,68
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55