Fredag, 29. maj 1998 22:43 (DNT)


EU-valg: Resultatet

Amsterdam-traktaten blev som nævn vedtaget i går: 55,1% stemte for, 44,9% stemte imod og 74,8% af de 3.994.500 stemmeberettigede. Der er ikke medregnet blanke eller ugyldige stemmesedler, så stemmedeltagelsen kan godt stige lidt, når fintællingen er forbi om et par dage. De foreløbige stemmetal kan studeres på adresserne:
http://www.inm.dk/eu98/afland1.htm Lands- og amtsresultat,
http://www.inm.dk/eu98/ Indeks til kredsresultater



EU-valg: Tendenser

DR-TVA lavede en vælgeranalyse (exit poll) for bl.a. at kortlægge hvordan vælgerne stemte på baggrund af politisk tilhørsforhold, alder og køn. Mest bemærkelsesværdigt var måske, at der er betydelig voksende, borgerlig skepsis. Her er andelen af nejsigere: V: 17%, K: 20% R:30% og CD: 32% - Det sidste bemærkelsesværdigt, at da CD er et ubetinget, EU-venligt parti. Men talene chokerer ikke Peter Duetoft (CD) - tværtimod så siger han til DR-TVA, at det viser danske vælgere ikke er robotter, der gør alt hvad politikerne siger, de skal.

En anden tendens er, at modstanden svækkes i tidligere nej-højborge, mens den vokser i tidligere ja-områder. De flest Københavnske kredse havde som sædvanlig nej-flertal, men for første gang var der en kreds - Vestre Storkreds, der havde et flertal af ja-stemmer, 51,1%. København og Frederiksberg totalt set havde et nej-flertal (50,8%). (Vestre Storkreds omfatter bl.a. Frederiksberg). Uden for for København var der kun 3 kredse med nej-flertal: Nakskov (51,4%), Nykøbing-Sjælland (52,0%) og Frederikshavn (51,4%). Alle 3 havde ved EU-afstemningen 18. maj 1993 et lille ja-flertal.



EU-valg: Spændinger i SF

SF indledte i dag sit landsmøde i Odense. Før mødet lagde lederen af partiets ja-fløj, Steen Gade, op til, at traktat-tilhængerne skulle have bedre vilkår efter resultatet af Folkeafstemningen. Partiformand Holger K. Nielsen var ikke afvisende - ihvertfald ikke for at ændre partiets opstillingspolitik, så kandidaterne til valg kan blive sideordnet. I dag beslutter partiet opstillingsrækkefølgen. Ellers lagde begge op til, at der nu igen skulle samarbejdes - og Steen Gade afviste tanken om at melde sig ud, hvis han ikke fik sin vilje igennem.



EU-valg: Nyrups skyld

Der er en ting, som både ja- og nej-støtterne kan blive enige om dagen efter afstemningen om Amsterdam-traktaten. Det var statsminister Poul Nyrup Rasmussens skyld/fortjeneste, at det blev et ja. Ros får statsministeren bl.a. i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Hos modstanderne skyder Holger K. Nielsen (SF) skylden på nederlaget på "Nyrups Autoritet" hos vælgerne - og Juni-bevægelsen beskyldte ham i dag for at snyde vælgerne til et ja, ved at love stop for mere union. Et løfte han allerede løber fra dagen efter, sagde Drude Dahlerup. Jens Peter Bonde opfordrer Poul Nyrup Rasmussen til idag - mens afstemningsresultatet er i frisk erindring - at ringe til EU-kommisionens Jaques Santer og kræve mere demokrati, mere miljø og at flere kommisionsbeslutninger lægges tilbage til de nationale regeringer. Det mener han godt kan lade sig gøre, fordi Amsterdam-traktaten alligevel ikke er ratificeret de første 6 - 7 måneder.



Rentesænkning

Nationalbanken sænkede i dag renten med 1/4 pct.point - til 3,75% p.a. Rentesænkningen sker som resultat af, at konflikten er ophørt og at der er skabt klarhed omkring Amsterdam-traktaten. Usikkerheden om den, og den landsomfattende konflikt gav Nationalbanken anledning til at hæve renten med 0,5 pct.point i starten af maj. Rentesænkningen i dag vil ikke medføre lavere ind- og udlånsrenter i bankerne. Ordførende direktør Peter Skaarup, Den Danske Bank, siger at sænkningen er for lille til at slå igennem lige nu - men at den vil blive "sparet op" og benyttet hvis renten sænkes yderligere senere.



Nørrebro-uro?

Der blev nogen uro på Nørrebro i nat - men ikke i det ventede og frygtede omfang. Faktisk blev det kun til lidt råberi og en lang fodtur til Folketinget og tilbage igen. Alligevel blev det rigeligt medie-dækket: DR-TVA skønner, at der var 4 jornalister og fotografer for hver autonom! Antallet af politifolk var "massiv" - Københavns politi vil ikke oplyse, hvor mange der var. Omringet af pressefolk startede et par hundrede autonome en vandring mod Christiansborg. Der var ja-festen imidlertid forlængst slut, da de kom frem, så demonstranterne besluttede at gå hjem igen. Godt trætte sluttede demonstrationen, da en af de megafon-bevægnede autonome råbte henvendt til DR-TVAs kamera: "Nu går vi på druk - sluk spotten på jeres sk... kamera". Og det var det...



Større indgreb på vej

Medierne var i dag fulde af spekulationer omkring et kommende regeringsindgreb. Alle er enige om, at det oplægget til det kommer i næste uge, når økonomiminister Marianne Jelved fremlægger regeringens økonomiske oversigt. Et indgreb har været ønsket og forudsagt af økonomiske eksperter de sidste par uger - men statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har afvist at kommentere spørgsmålet under valgkampen. Et indgreb skal kølne den danske økonomi lidt, og hindre, at betalingsbalancen bliver negativ. Ifølge DR-TVA, så vil indgrebet ikke røre ved bruttoskatten - men tilgengæld sænkes værdien af rentefradraget (fra 46% til 32%). Det betyder generelt, at det bliver dyrere at købe hus. Det grønne afgifter får en tand opad - benzin skulle stige med 70 øre pr. liter, og aktieskatten stiger. Tilgengæld slipper lavtlønnede og selskaber billigere i skat.



Strejke afblæst

Efter 27 timers forhandlinger blev SiD og arbejdsgiverne enige om en overenskomst for Falck's 4.000 reddere. Overenskomsten giver SiD'erne en ekstra uges ferie, og fortsat ret til at forhandle to måneder efter det øvrige arbejdsmarked. Tilgengæld har arbejdsgiveren fået mulighed for mere fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse. Oprindeligt forhandlede parterne under trusler om en omfattende sympatikonflikt, der kunne sende mellem 200.000 og 250.000 - mest fra transportsektoren - ud i ny konflikt, men tidligere på ugen bad SiD LO om at aflyse sympatistrejkerne indtil videre. Den nye overenskomst skal nu til urafstemning blandt redderne.



Vejret

Sol, blå himmel og temperaturer 20 - 25 grader de fleste steder.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,7949 DKK,   1GBP     11,0580 DKK,   1DEM      3,8086 DKK
100JPY     4,8884 DKK,   100ITL    0,3864 DKK,   1AUD (1)  4,2190 DKK
1FRF       1,1358 DKK,   1CHF      4,5797 DKK,   1CAD      4,6752 DKK
1IEP       9,5978 DKK,   1NLG      3,4792 DKK,   1XEU      7,5022 DKK
100ESP     4,484  DKK,   1NZD (1)  3,6231 DKK,   1SEK      0,8654 DKK
10BEF      1,8463 DKK,   1NOK      0,8985 DKK,   100ISK    9,48   DKK  
100GRD     2,226  DKK,   1FIM      1,2530 DKK,   1ZAR (2)  1,3187 DKK
100PTE     3,718  DKK,   1SGD (2)  4,0570 DKK,   10THB (3) 1,723  DKK
1HKD (2)   0,8760 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,30% +0,02 (6% - 2026),   5,13% -0,03 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,44%                      5,64%
Aktieindex: 741,56 +7,51   KFX (mest omsatte aktier): 235,54 +4,12
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55