Mogens Lykketoft rejser hjem på søndag. Senere - i juni - er det meningen at den nyvalgte lagtingsmand, Anfin Kallsberg, Folkeflokken, skal mødes med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i København.
Millioner væk
Der blev i dag begået et væbnet røveri mod en pengetransport fra Unibank
på Nørrebrogade i København. 2 hætteklædte mænd truede transportens
chauffører, netop som de skulle overgive pengesække til en lokal filial.
Udbyttet blev 1,2 mill. kr. i kontanter. Røverne flygtede på
knallerter, tøj og haglgevær blev kort efter fundet ganske kort fra
stedet - på Jagtvej. Det vides endnu ikke, hvordan røverne er kommet væk
fra Jagtvej.
Tabet var også over en million hos Bang og Olufsen (B & O) i Struer. Her brød tyve ind på et lager i nat og fjernede over 100 kostbare TV-apparater.
Læger uden glæde
Lægerne vil gerne være med til at effektivisere på sygehusene, sagde
formanden for Den almindelige danske Lægeforening, Torben Petersen, på
foreningens årsmøde i dag. Lægerne mangler i høj grad arbejdsglæde på
hospitalerne, sagde han, men man er også godt træt af hele tiden at blive
skudt i skoene, at det er overenskomsterne, der er en hindring for et
bedre sygehusvæsen. Lægerne ser gerne forbedringer i behandlingen - men
det skal ikke ske ved en yderligere foringelse af lægernes
arbejdsforhold.
Mindre trafik
Konflikten i slutningen af april, starten af maj, betød en kraftig
reduktion i biltrafikken i Danmark, viser nye tal fra Vejdirektoratet
i dag. Antallet af kørte kilometre pr. dag faldt til 25% - bortset fra
den sidste dag, hvor det steg til over gennemsnittet. Hamstringen af
benzin var tydelig. Hvor trafikken som helhed faldt i Danmark - så steg
grænsetrafikken 10% - 20%, idet bilister søgte til Tyskland for at
skaffe benzin [og gær? :-)]
DSB-plan kasseret
Trafikminister Sonja Mikkelsen (S) kasserede i går den redningsplan, som
DSB Gods havde lavet. Det var 2. gang, at godsdivisionen har forsøgt sig
med at lave en plan for sin egen fremtid, og heller ikke denne var
ministeren tilfreds med. Planene mangler nemlig fuldstænding en
realistisk, økonomisk beregning, og derfor vil ministeriet nu selv lave
en rapport, i samarbejde med en ekstern konsulent. Trafikpolitisk
ordfører Svend Heiselberg (V) mener, at det er overflødigt med en ny
rapport: Luk de urentable dele af DSB Gods, ophør med at køre gods på
lastbiler i konkurrence med private vognmænd - og koncentrer om at køre
gods med jernbane på markedsvilkår.
SF: Ja til EU-skat
Ja-fløjen af SF er nu parat til at diskutere fælles skatteregler i EU.
Det har ellers været kotume hos danske politikere - uanset syn på EU, at
mene, at skatteregler udelukkende er et nationalt anliggende. Men bl.a.
Steen Gade siger nu, at der må ske en eller anden form for
harmonisering af ihvertfald virksomhedsskatterne. Ellers vil den
nuværende situation, hvor landene lokker virksomheder til ved at tilbyde
lempelige skattevilkår - oftest fra andre EU-lande. For øjeblikket er det
især Irland, som er kendt for at tilbyde en tidsbegrænset skattefrihed -
men også Sverige og Finland har sænket selskabsskatterne, så de ligger
under Danmarks.
DF: Drop pasunion!
Dansk Folkeparti er parat til at melde Danmark ud af den nordiske
pasunion. Det er pasunionen der har gjordt, at borgerne i de
skandinaviske lande kan rejse frit landene imellem uden at skulle
vise pas. Men for Dansk Folkeparti er det vigtigst, at Danmark bliver
meldt ud af Schengen - og prisen kan blive genindførelse af
paskontrollen til nabolandene - både til Sverige, Norge og Finland og
til Tyskland. Dansk Folkeparti mener, at et nej den 28. maj må medføre
en øjeblikkelig udmeldelse af Schengen-samarbejdet. Det afviser
statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Han nægter kategorisk at ville
arbejde for genindførelse af paskontrollen til de øvrige, nordiske
lande.
Kryddersildene er her!
Så er de her - Spice Girls holder her til aften den første af 2
koncerter i København. 9.000 børn - mange med deres forældre - er der
plads til i Forum i København. Gruppen ankom til København i går aftes
med privatfly, og er blevet belejret af begejstrede fans - både i
lufthavnen, på Kgs. Nytorv og udenfor Forum. Den 2. koncert afholdes i
morgen aften.
Storke-jubel i Ribe
Beboerne i Ribe er glade i disse dage - men går også og krydser
fingre for godt vejr de næste par uger. Det er nemlig lykkedes byens
eneste storkepar - et af de tre par, der stadig yngler i Danmark - at
få udklækket 4 unger. Sidste år fik det samme par ingen unger. For at
ungerne kan overleve er det nødvendigt, at der ikke kommer regn og kulde,
da ungernes fjerdragt er utilstrækkelig og det ikke i længden er muligt
for forældrene at holde dem varme.
Den tidligere danske badmintonleder, Morten Frost, var dagens helt i Hong Kong - desværre på bekostning af hans gamle hold. For det var som landstræner for Malaysia, at han blev helt. 1/2-finalen mellem Malaysia og Danmark startede kl. 6.30 dansk tid - og knap 6 timer senere måtte Kenneth Jonassen i den 5. og sidste kamp strække våben overfor Hashim M. Roslin 18-15, 5-15 og 8-15.
Med begge danske hold ude - dog med hver en ærefuld 3. plads, skærer vi lidt ned på dækningen af Thomas & Uber Cup på adressen:
http://login.dknet.dk/~leander/sportspc/tu98badm/index.htmlDer resterer finalerne - imorgen Uber Cup mellem Kina og Indonesien, og på søndag Thomas Cup mellem Malaysia og Indonesien (der slog Kina 3-2).
Vejret
Solrig med lidt skyer og temperaturer 12 - 15 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 6,7096 DKK, 1GBP 10,9393 DKK, 1DEM 3,8110 DKK 100JPY 4,6225 DKK, 100ITL 0,3864 DKK, 1AUD (1) 4,2400 DKK 1FRF 1,1364 DKK, 1CHF 4,5737 DKK, 1CAD 4,6225 DKK 1IEP 9,5873 DKK, 1NLG 3,3817 DKK, 1XEU 7,4953 DKK 100ESP 4,486 DKK, 1NZD (1) 3,6102 DKK, 1SEK 0,8740 DKK 10BEF 1,8474 DKK, 1NOK 0,9015 DKK, 100ISK 9,46 DKK 100GRD 2,216 DKK, 1FIM 1,2538 DKK, 1ZAR (2) 1,3338 DKK 100PTE 3,720 DKK, 1SGD (2) 4,1223 DKK, 10THB (3) 1,742 DKK 1HKD (2) 0,8745 DKK(1) AUD og NZD er fra onsdag, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.
Obligationsrenter: 6,34% -0,02 (6% - 2026), 5,23% -0,04 (7% - 2007) Pr. 30/12: 6,44% 5,64% Aktieindex: 737,88 +8,06 KFX (mest omsatte aktier): 234,35 +2,15 Pr. 30/12: 675,98 210,55