Fredag, 8. maj 1998 23:43 (DNT)


Danmark igang igen

Danmark er langsomt ved at vende tilbage til det normale, efter at storkonflikten blev ophævet ved lov ved midnat natten til i dag fredag. Bustrafikken er næsten normal overalt i landet. Mange flyruter fra Kastrup kom også igang, selv om adskillige SAS-fly stadig må vente på et ekstra-check, fordi de har stået ubrugt længe. Selv benzinstationerne havde benzin mange steder igen i dag - på trods af at landet var næsten helt tørlagt i går. Fuld vareudbud - det være sig benzin eller dagligvarer - ventes først fra mandag. Der blev ikke rapporteret om ulovlige strejker, blokader eller andre protestaktioner i dag, bortset fra enkelte kortvarige blokader mod benzinudbringning i Jylland. De interne møder i fagbevægelsen fortsætter dog, og industrivirksomhederne starter først produktionen mandag, da det jo er helligdag (St. Bededag) i dag.



Tivoli genåbner

Kl. 11 i formiddags åbnede Tivoli igen portene, efter at storkonflikten lykkede dem kort efter den officielle åbning. Tivolidirektør Lars Liebst skønner ifølge TV2 Lorry, at man har tabt 1 mill. kr. hver dag under konflikten - og heri er ikke regnet med, hvad restauratørerne i haven har tabt. Tivoli måtte lukke, fordi der var for lidt sikkerheds- og rengøringspersonale tilbage på grund af strejker og lockout.



KRF: Dyrere benzin

Valgkampen, der skaffede Kristeligt Folkeparti tilbage i Folketinget, rejste også tvivl om partiet stadig var et grønt parti. Det scorede nemlig mange stemmer på at støtte landbrugets kamp mod den vandmiljøplan, som Venstre var med til at vedtage. Ved partiets landsmøde i Kolding i dag, talte formanden Jan Sjursen i sin formandsberetning for at forhøje benzin-afgifterne med 40 - 50 øre pr. liter, så priserne "kom på niveau med Tyskland". Forslaget blev mødt af mange protester. Kristian Mose Sørensen, Ringkøbing Amt, sagde fra talerstolen: "Hold nallerne fra benzinpriserne!" Partiet vil også medvirke til en begrænsning af det offentlige og private forbrug - bl.a. ved en afgift på realkreditlån til forbrug.



Mere farlig mad

Der er dukket endnu to sager om usunde madvarer op de sidste par dage. I går blev der udsendt advarsel om at spise en bestemt økologisk grønsagsret. Retten, der sælges i dåse, har givet et tilfælde af pølseforgiftning. Offeret er indlagt, men uden for livsfare. Og i Jyllands-Posten i dag berettes, at FDB har trukket fiskeprodukter fra en bestemt leverandør tilbage fra Brugsen og Irma. Det skete da fabrikken sendte kontrolresultater - uden kommentarer - som viste at 16 ud af 45 prøver indeholdt for høje mængder af listeria-bakterier. Det var fabrikken selv, der havde haft mistanke og fået levnedsmiddelkontrollen til at tage prøverne. Men det skete allerede 20. marts - og FDB undrer sig over, at myndighederne ikke greb ind dengang. Listeria er meget farlig, med en dødelighed på 20-30% ved infektion.



Rektor ud

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) greb i går ind i konflikten mellem elever og ledelse på Statens Teaterskole. Eleverne har boykottet undervisningen siden januar i protest mod skolens rektor, Olav Harsløf. Han beskyldes for ikke at have den nødvendige faglige kompetance - hvilket han ikke har nægtet. De sidste par måneder har en styregruppe, nedsat af daværende kulturminister Ebbe Lundgaard (R) undersøgt forholdene på skolen, og de har anbefalet, at der nedsættes en bestyrelse istedet for det nuværende rektor-styre. Derfor har Elsebeth Gerner Nielsen fjernet Olav Harsløf fra ledelse af skolen - han skal istedet "stå til rådighed" for andre opgaver med for ministeriet. Eleverne skal også til at se nye tider i møde. Rapporten anbefaler, at der udarbejdes egentlige eksamener og stopprøver, pensum og at den effektive undervisningstid øges.



Radio2 i krise

Den 28. april forsvandt grundlaget for den eneste, landsdækkende reklamefinansierede radiostation, Radio2. Den var oprettet og finansieret af TeleDanmark, TV2 og Dansk Røde Kors for ca. et år siden. Kanalen sender via Hybridnettet og satelit, og ledes af kendte mediepersoner som Hans Otto Bisgaard og Jørgen Hjorting. De tre ejere meddelte i sidste uge, at de trak sig ud af selskabet, der således står uden finansiering. I modsætning til TeleDanmarks tv-satsning - sportskanalen TVS, der lukkede i decemter - får Radio2 mulighed for at overleve. Det sker, hvis programschef Hans Otto Bisgaard og direktør Glenn Lau Rentius kan skaffe andre investorer i løbet af næste uge. Kanalen har et aktiv - ved sidste afstemning i Hybrid-nettet blev Radio2 sikret plads - og man håber på at få den ledige landsdækkende FM-kanal, når (og hvis) politikerne kan blive enige.



Et dødsfald

Radiodirektør Hans Jørgen Skov, DR, er død, 56 år gammel.


DilleSport


FODBOLD

K-Pokalfinale      OB - Fortuna Hjørring    4-3 (1-1)
Michael Laudrup meddelte i dag, at han stopper sin professionelle karriere ved VM i Frankrig til sommer. Allerede den 17. maj spiller han sidste gang for hollandske Ajax. Dagen efter vender han hjem til Danmark. Michael Laudrup er 33 år og har spillet næsten 100 kampe for det danske landshold.

M-Superliga        Vejle - OB               3-0



Vejret

Overskyet tidligt på dagen, men efterhånden opklaring. Tørt og temperaturer 13 - 18 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser

Det er helligdag i dag.

Børsens nøgletal

Børsen udkommer ikke i dag p.g.a. helligdag.