Tirsdag, 5. maj 1998 23:53 (DNT)


Konflikt: Sammenbrud!

Samtidig med at konflikten i dag blev eskaleret, brød forhandlingerne mellem DA og LO sammen. Omkring middagstid krævede DA, at LO svarede ja eller nej til DA's tilbud, der bestod af en ekstra feriedag (så der er ialt 2) og en "omsorgsdag" - fridag for børnefamilier. Det skulle så modsvares af en kraftig reduktion i pensionsindbetalingerne (i forholdt til det forkastede forligsforslag), således at den samlede omkostningsramme blev uændret. Ca. 14.30 svarede LO nej. Ifølge LO-formand Hans Jensen så skal DAs medlemmer "til lommerne", hvis det skal blive muligt at få et forlig, som LO-medlemmerne kan stemme for. Han mente, at konflikten derfor burde fortsætte indtil DA ændrer opfattelse. Både LO og DA frabad sig regeringsindgreb eller medvirken af forligsmanden. Direktør Jørn Neergaard Larsen, DA, sagde at der var tæt kontakt mellem parterne. Der var bare ikke noget at forhandle om.



Konflikt: Krav om indgreb

På Christiansborg krævede både Venstre og konservative, at regeringen omgående begyndte af forhandle et indgreb. Pia Christmas Møller (K) sagde til DR-TVA, at "Det er nu regeringen må vise, den er sig sit ansvar bevidst!". Regeringens lovforslag skal selvfølgelig holde sig inden for forligsskitsens ramme, a.h.t. konkurrenceevnen. Anders Fog Rasmussen (V) mente dog, at Folketinget vil være nød til at lytte til de røster, der sagde nej til overenskomstforslaget. Regeringen har beregnet, at konflikten indtil i dag har medført et tab for samfundet på 8 mia. kr.



Konflikt: Eskalering

Konflikten blev eskaleret i dag, da 25.000 HK'ere og 15.000 elektrikere blev udelukket fra at møde på arbejde i butikker og hos el-installatørerer. Det var arbejdsgiverne, der lovligt havde varslet lock-out. En af de forretningskæder, der var hårdest ramt - Netto - så dog en fordel i lock-outen. Det reducerede vareudbud betød også behov for færre ansatte. Der blev dog rapporteret, at flere arbejdsgivere - specielt specialforretninger - brød blokaderne. I Magasin måtte alle ledende medarbejdere - inklusive direktøren - ud "på gulvet" for at ekspedere. En enkelt indkøbschef skifte habitten ud med kittel og genoptog sit gamle erhverv som slagter. Der var flere demonstrationer landet over - den største i København under parolen "Ferie frem for femører". En fysisk blokade mod Halskov - Knudshoved gav et par timers forsinkelse. Det var Restaurant- og Bryggeriforbundet i Vestsjælland, som mente at ScandLines brugte uorganiseret personale til rengøring. Det afviser ScandLines og fremhæver, at man netop har måttet tage en færge ud af drift fordi den var blevet for beskidt.



Konflikt: En Haahr verden!

Stort set alle tankstationer i København er løbet tør eller ved at løbe tør for benzin. Kun et sted får stadig forsyninger på trods af konflikten - Haahr Benzins tankstation i Rødovre. Dertil valfartede bilister og nysgerrige i dag. Sidstnævnte kunne se op til 5 km lange bilkøer og ventetider også tæt på 5 timer. Enkelte forsøgte at snyde sig udenom, men der blev holdt streng kø-disciplin bl.a. af udkommanderede motorcykelbetjente. Når tanken åbner med friske forsyninger i morgen bliver det også med nye friske priser. Haahr sætter prisen op med 31 øre pr. liter. Begrundelsen er, at den kraftig omsætningstigning belaster selskabets distributionssystem voldsomt. Haahr Benzin er undtaget fra konflikten og regnes normalt som et lavprisselskab.

Andre har valgt andre løsninger. Et foderstoffirma i Gentofte har spændt 2 heste for en vogn for at kunne bringe foder ud til rideskoler og zoologiske haver. Initiativet har været så succesfuldt, fortæller TV2 Lorry, at firmaet har fået doneret diesel, så man i morgen igen kan køre dyrefoder ud med lastbil. Ifølge firmaets leder kan man køre den samme mængde foder med heste som med biler - det tager bare længere tid med heste.



Konflikt: Status i tal

TV2 Nyhederne har opgjort følgende konsekvenser af konflikten. 177 af landets 5200 dagsinstitutioner (børnehaver og vuggestuer) er lukket på grund af manglende rengøring, ligesom 20 af det 1700 folkeskoler og gymnasier. 8 ud af 75 sygehuse har måttet indskrænke, posten kan ikke bringes ud til tiden i 30 af 623 postdistrikter. 13 af 73 færgeruter sejler ikke.



Rente hævet

Som en direkte konsekvens af usikkerheden om dansk økonomi hævede Nationalbanken i dag rentesatserne med 1/2 procentpoint. Den danske krone har været under pres dels på grund af konflikten, dels på grund af usikkerhed om udfaldet af EU-afstemningen 28. maj. Rentestigningen medførte en øjeblikkelig styrkelse af kronen, og faldet i aktiekurser standsede. Men chefanalytiker Keld Holm, BG Bank, siger til DR-TVA, at reaktionen fra Nationalbanken måske var for kraftig. 1/4 procentpoint ville have været tilstrækkelig, mente han.



Politikere og penge

DR's særlige reportagegruppe Rapporten har afprøve de danske partiers evne til at adskille penge og politik, samt holde egne vedtagne love. I 1995 blev statsstøtten til partierne mangedoblet, vedtog Folketinget. En af betingelserne var, at partierne skulle oplyse navnene på privatpersoner, der giver mere end 20.000 kr. til et parti. Rapporten lod derefter en journalist under navnet "Christian Nielsen" ringe til alle partier i Folketinget og tilbyde en gave på 30.000 kr. - hvis han kunne være anonym. Kun 4 partier bed på krogen: Kristeligt Folkeparti, Enhedslisten, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. De øvrige sagde blankt nej til gaven. Hos Kristeligt Folkeparti blev han instrueret i, hvordan han kunne sende gaven anonymt. Hos Enhedslisten sendte man en kuvert til mandens privatadresse med et girokort - og et løfte om at "glemme" adressen så snart brevet var sendt. Jan Sjursen (Krf) tog skarpt afstand fra sin medarbejders handling, og lovede indskærpelse af regler. Enhedslisten reagerede med at vedtage at man ikke ville modtage nogen gave over 10.000 kr. anonymt - lovligt eller ej - fremover.

Med Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti gik Rapporten et skridt videre - Efter løfte om anonymitet, krævede "lokkeduen", at få fremsat et bestemt spørgsmål til regeringen. I begge tilfælde sagde partiernes ledere - Kirsten Jacobsen (Frp) og Pia Kjærsgaard (DF) ja. Hos Kirsten Jacobsen fik giveren enda et møde istand, hvor man diskuterede det politiske spørgsmål, samtidig med at pengene blev overdraget. Det blev filmet med skjult kamera. Bagefter sagde Kirsten Jacobsen via telefon, at hun kun var gået med til mødet og havde snakket giveren efter munden, fordi hun troede han "var sindsyg". Pia Kjærsgaard stillede op til interview, fordi hun mener at loven er en dårlig lov, at der er tale om en bagatel og der iøvrigt ikke er nogen sanktioner (straf) for overtrædelse.

Yderligere oplysninger kan findes i Rapportens pressemateriale:

http://www.dr.dk/Tv-fakta/rapporte/partiera/partiera.htm



Linux 98

[Danske Nyheder har et par sponsorer og hjælpere. En, der ikke er blevet nævnt undtagen i en bisætning er et sært fænomen, der er kendt under navnet Linux. For dem, der ved hvad det er og er i København (konflikt eller ej) omkring 16. maj, bør lægge deres vej forbi Symbion til konferencen Linux 98. Mere information og tilmelding findes på.
http://www.sslug.dk/konference.html 
Dem, der ikke ved hvad Linux er, men interesserer sig for computere og vil vide lidt mere om Linux kan starte på:


HÅNDBOLD

K-1.division, slutspil
Finale, 1. kamp       Ikast - Viborg      25-19 (13-10)
Viborg manglede Heidi Astrup, som var medvirkende til at få Viborg tilbage på mesterskabskurs. Men hendes japanske klub ønskede hende tilbage efter semifinalerne.

Næste finalekamp spilles 12. maj.

Der er i dag trukke lod til EM-turneringen for K-landshold i Holland 11-20. december i år. Danmark er forsvarende mestre. Her er de to indledende grupper:

    Gruppe A              Gruppe B

    Ukraine               Danmark
    Ungarn                Norge
    Østrig                Polen
    Tyskland              Makedonien
    Rumænien              Spanien
    Holland               Rusland
Umiddelbart en svær gruppe for de danske europa- og verdensmestre.



Vejret

Vekslende sol og byger - mest sol i øst - og temperaturer 10 - 14 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       6,7485 DKK,   1GBP     11,2364 DKK,   1DEM      3,8138 DKK
100JPY     5,0929 DKK,   100ITL    0,3864 DKK,   1AUD (1)  4,4073 DKK
1FRF       1,1373 DKK,   1CHF      4,5513 DKK,   1CAD      4,6967 DKK
1IEP       9,5909 DKK,   1NLG      3,3847 DKK,   1XEU      7,5239 DKK
100ESP     4,489  DKK,   1NZD (1)  3,7781 DKK,   1SEK      0,8858 DKK
10BEF      1,8489 DKK,   1NOK      0,9179 DKK,   100ISK    9,48   DKK  
100GRD     2,197  DKK,   1FIM      1,2547 DKK,   1ZAR (2)  1,3460 DKK
100PTE     3,723  DKK,   1SGD (2)  4,3086 DKK,   10THB (3) 1,777  DKK
1HKD (2)   0,8786 DKK
(1) AUD og NZD er fra igår, ligesom (2) ZAR, HKD og SGD, som også er fiktiv notering, samt (3) THB, der er såkaldt indikativ salgskurs. (2) og (3) er fra Den Danske Bank.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,32% +0,04 (6% - 2026),   5,21% +0,01 (7% - 2007)
Pr. 30/12:         6,44%                      5,64%
Aktieindex: 753,45 +13,18  KFX (mest omsatte aktier): 240,96 +13,10
Pr. 30/12:  675,98                                    210,55
Index faldt igen i dag kraftig, som reaktion på Nationalbankens renteændring - se andetsted.